Mindre hjælp til truede børn
Flere krisecentre må snart opgive at hjælpe børn fra voldelige familier. Socialministeriets særlige pulje til børn løber snart tør, og flere amter ønsker ikke at betale.
Børn fra voldelige familier må flere steder snart undvære hjælpen fra en børnepædagog, når de sammen med deres mor flygter fra hjemmet til et kvindekrisecenter. Pædagogerne er nemlig hidtil blevet finansieret af Socialministeriet, men de særlige midler er brugt op til sommer, og flere amter nægter selv at spytte penge i kassen.
En ny rapport, der er lavet af Formidlingscentret for Socialt Arbejde i Esbjerg og bygger på 5230 interviews gennem to et halvt år med børn på krisecentrene, dokumenterer ellers, at børnene får mere selvtillid og er mindre utrygge efter samtaler med pædagogerne, der hjælper børnene med at stikke hul på bylden af voldelige familiehemmeligheder. Derfor forstår krisecentrene ikke amternes tilbageholdenhed, og centrene får opbakning fra Børnerådet og flere forskere.
»Man har opnået nogle imponerende resultat for en forholdsvis beskeden beløb på 10 mio. kr. til 30 krisecentre om året. Og det er kun rimeligt, at amterne overtager den forpligtigelse, når det er dokumenteret, at det virker,« siger souschef fra Formidlingscentret, Hanne Behrens, der står bag undersøgelsen.
Vold mod børnene
Ud over statistisk at kortlægge, hvem børnene er, viser den desuden, at en fjerdedel af børnene, der kommer på krisecentrene og ofte lider af omsorgssvigt, selv har været udsat for vold, mens to tredjedele har overværet vold mellem forældrene. Nogle af børnene har f.eks. fortalt, at de har set far tage kvælertag på mor, at far truede dem med at skære halsen over på hundehvalpen, eller at de er blevet låst inde i et skur. Alligevel flytter knap en femtedel af de godt 2000 børn, der hvert år opholder sig på et krisecenter, tilbage til den voldelige fader sammen med deres mor.
»Og det er sandsynligvis kun toppen af isbjerget. Der er mange flere familier, der lever med volden,« siger Hanne Behrens.
Derfor er det også et stort problem, at flere krisecentrene rundt om i landet sandsynligvis må opgive at hjælpe børnene, mener seniorforsker Else Christensen, fra Socialforskningsinstituttet (SFI):
»Det betyder utroligt meget for børnene, at der er nogen, der beskæftiger sig med dem. I forvejen er krisecentrene et af få steder, hvor man sætter fokus på børnene. I Socialforvaltningen hjælper man fortrinsvist mødrene og satser på, at indsatsen smitter af på børnene. Men børnene har jo set volden og har brug for nogen at tale med det om. Det er ikke sikkert, at de kan tale med moderen,« siger Else Christensen og henviser til, at konsekvensen ved at lade være ofte er, at barnet bliver ulykkeligt, har svært ved at omgås andre børn og måske udvikler angst.
Klaus Wilmann, formand for Børnerådet er enig:
»Det er afgørende, at krisecentrene har et beredskab, der kan tage sig af børnene. De har jo sværere ved at bearbejde oplevelserne end de voksne, fordi de ikke har den samme erfaring og føler sig endnu mere fortabte,« siger Klaus Wilmann og fortsætter:
Pligt til at handle
»Og med den nye undersøgelse behøver vi ikke længere at gætte os til problemet. Nu har vi viden og information, der gør det lettere for os at handle. Og når vi har den viden, er vi også pligt til at handle.
Men indtil videre må flere kvindekrisecentre altså se i øjnene, at de fra den kommende sommer ikke længere har råd til børnepædagogen.
»Der er amter, der endnu ikke har set lyset eller måske rettere mørket. For hvis amterne ikke vil finansiere børnepædagogerne, er centrene nød til at fyre dem, eller sætte deltagerbetalingen op. I Dannerhuset er den i forvejen på 300 kr. i døgnet,« siger Jytte Mejnholdt, formand for Kvindekrisecentrene (LOKK).
Dannerhuset i København er et af de krisecentre, der fra sommer ikke længere har råd til en børnepædagog.
Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra formanden for Amtsrådsforeningens Socialudvalg, Søren Eriksen (A), der desuden er amtsborgmester i Vestsjællands Amt.