Staten sulter kræftforskning

En række kræftlæger og Kræftens Bekæmpelse kritiserer staten for manglende engagement i den kliniske kræftforskning. Den beskedne økonomiske støtte fra staten betyder i dag, at patienter med fremskreden kræft kun sjældent får tilbud om at deltage i behandlingsforsøg, der kunne helbrede dem eller forlænge deres liv. På længere sigt betyder det, at overlevelsesmulighederne for fremtidige kræftpatienter ikke forbedres.

Formanden for Kræftens Bekæmpelse, cheflæge Anne Thomassen, siger:

»Jeg finder det ulogisk, at staten ikke prioriterer den kliniske forskning set i lyset af, at vi i Danmark har en generelt højere kræftforekomst og relativt dårligere behandlingsresultater sammenlignet med andre lande. Samtidig vil mere klinisk forskning her og nu betyde, at patienter, som lægerne i dag må opgive, får tilbud om en forsøgsbehandling, der i bedste fald kan redde deres liv.«

Formanden for Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd, Jens Christian Djurhuus, giver Anne Thomassen ret.

»Statens bidrag til den sundhedsvidenskabelige forskning har været faldende over en årrække og ligger nu under dumpegrænsen. Derfor er det vanskeligt at finde ressourcer til at undersøge, om en række udokumenterede kræftbehandlinger virker,« siger Jens Christian Djurhuus.

Private bidrag

Internationalt set er statens bidrag til den sundhedsvidenskabelige forskning lavt i forhold til indbyggertallet. Og det på trods af, at eksperterne bag den nationale kræftplan fra år 2000 anbefalede staten at styrke den kliniske forskning. I rapporten hedder det:

"Denne forskning har gennem flere år været støttet af private velgørende foreninger, men under hensyntagen til den betydning forskningen har for patientbehandlingen, bør der findes muligheder for at sikre, at et aktivt forskningsmiljø prioriteres som led i driften af lands- og landsdelsafdelingerne."

Denne anbefaling har politikerne indtil videre overhørt.

»Når det gælder mængden af klinisk forskning - altså konkrete forsøg, hvor lægerne afprøver behandlinger på patienter - er vi ikke særlig langt fremme. Kvaliteten er til gengæld i top,« konstaterer Jens Christian Djurhuus.

Han bakkes op af flere ledere på de danske kræftcentre. En af dem er administrerende overlæge på Rigshospitalets kræftafdeling Mikael Rørth.

»Den kliniske kræftforskning har svære vilkår. De knappe økonomiske ressourcer betyder, at vi kun kan afsætte én læge én dag om ugen samt en sygeplejerske. Det er utilstrækkeligt.«

Når der i Danmark overhovedet eksisterer klinisk forskning i dag, skyldes det i stor udstrækning støtte fra medicinalindustrien. Men ifølge Mikael Rørth begrænser det lægernes muligheder for selv at bestemme, hvilke nye behandlinger, de gerne vil afprøve

Brug for uafhængighed

Samme erfaring har Peter Vejby Hansen, leder af kræftafdelingen på Ålborg Sygehus gjort sig.

»Omkring halvdelen af vores projekter er afhængige af medicinalindustrien. Det er en god støtte, men vi har brug for uafhængighed. F. eks. er det svært at få medicinalindustrien med på at finansiere projekter, hvor vi afprøver hvilken af to konkurrerende mediciner, der er den bedste.«

Også lederne af kræftafdelingerne i Århus og Odense efterlyser flere uafhængige midler.

Anne Thomassen sætter tal på:

»Der er brug for 50 millioner kroner. For staten vil det være en beskeden investering med et stort udbytte.«

Hvis staten ikke bevilger flere penge til den kliniske kræftforskning kan det få alvorlige konsekvenser på lang sigt.

»Hvis vi skal følge med resten af verden, skal vi selv bidrage. Sådan er det i forskningsverdenen. Man bytter resultater med hinanden. Så vi skal have noget at udveksle, før vi kan få fuld glæde af andres forskning,« påpeger Jens Christian Djurhuus.

»Fordi vores grundforskning er så god, har den kliniske forskning et enormt potentiale. Det er synd for patienterne, at det ikke udnyttes.«

Jens Christian Djurhuus understreger, at det ikke kun er den kliniske kræftforskning, der savner støtte, men kræftforskningen i det hele taget.

dorte.kuula@jp.dk