En kræftpatients sidste dage som kastebold i systemet

Han ventede nok for længe.

Selvfølgelig anede han, hvad der ventede.

Efter mange år på farten, skiftende arbejdstider, tobak og arbejde under pres, fordi en sportsjournalist hver aften har en tidsfrist, en deadline, der skal overholdes, vidste han, at helbredet skrantede.

Men han ville ikke indrømme det.

Hårdt presset opsøgte han lægen, der spurgte, hvordan han havde det.

»Udmærket.«

Han fik taget sin temperatur. Over 40.

Næste stop hospitalet.

Ind og ud.

Afdelingssygeplejersken afleverede indirekte dødsdommen en dag.

Hendes tonefald sagde det hele:

»Nej, Philipsen. Dig skal vi snakke med i dag.«

Udover manden sad der i venteværelset på Århus Kommunehospitals lungeafdeling også en ældre dame. Hun spurgte sygeplejersken, om der blev tid til hende i dag. Hun blev sendt hjem. Hendes forudbestilte samtale med lægen måtte vente. Det var den 31. juli sidste år.

Manden, der skulle til samtale med lægen, var min far. Han sad og ventede på at få besked om graden af sin lungekræftsygdom. Klokken var 12.30. Aftalekortet viste 11.00. Lang tid at sidde i et venteværelse. Især når han i forvejen havde gået 17 dage og ventet på det møde, som han vidste ville efterlade ham med svaret på ét eneste spørgsmål: Lev eller dø.

Hvad der skete på lægens kontor og i de efterfølgende par måneder på Århus Kommunehospital fik ikke direkte indflydelse på hans sygdomsforløb. Men den måde, hvorpå han blev behandlet af sygehuset, satte sine spor.

Han svor, at han ville skrive historien, når han kom til kræfter. Det kom han aldrig. Han døde den 23. september. Derfor fortæller jeg nu historien for ham.

Domsafsigelsen

Klokken 12.55 blev han og min mor kaldt ind. 10 minutter og tre afbrydelser senere var han atter ude på gangen. Med status af terminal patient, med maksimalt to år at leve i og en forsikring om, at der i løbet af 14 dage ville komme et brev med en indkaldelse til møde om kemoterapi. Den kunne gøre tiden før kræften for alvor satte ind, lidt mere tålelig, fortalte lægen.

Domsafsigelsen på lægens kontor var blevet afbrudt efter to minutter. En sygeplejerske skulle aflevere et stykke papir. Et par minutter senere blev samtalen atter stoppet. Lægen skulle ud på gangen og snakke med en kollega om en anden patient. De to-tre minutter alene på kontoret var lange. Men lægen kom tilbage. Undskyldte afbrydelsen og fortsatte den nedslående information. Så kom en sygeplejerske igen ind for at aflevere et stykke papir.

Ingen af afbrydelserne havde noget at gøre med den patient, der sad og modtog beskeden om, at hans liv nu skulle slutte efter 56 år.

At være til ulejlighed

Sammen med tusind andre tanker var følelsen af, at have været til ulejlighed med hjem i bilen den dag.

Ti dage efter, den 9. august, parkerede han igen foran Århus Kommunehospital. Han skulle til møde om kemobehandling.

En time efter aftalt tid blev han kaldt ind. På bordet lå en brochure om kemoterapi og behandlingens bivirkninger. Den unge lægevikar fortalte kort om den forestående behandling. Eller rettere, læste ordret op fra brochuren.

Spørgsmålet om, hvordan de havde tænkt sig at behandle den byld, han havde ved siden af kræftsvulsten i lungen, kom tydeligvis bag på lægen. Hun vidste ikke, at han havde en sådan byld. Tiden havde ikke været til at få læst journalen.

Muligheden for alternativ behandling blev aldrig nævnt på Århus Kommunehospital. Man informerede ham ikke om muligheden for anden behandling i håbet om at få forlænget livet.

Han havde imidlertid hørt om en alternativ kræftbehandling på Karolinska Sjukhuset i Stockholm. Den betalte han straks for at få. Svenskerne kunne tilbyde stereotaktiske stråler. En behandlingsform, der ikke er anerkendt i Danmark.

Først skulle CT-scanningen sendes til Sverige. Den blev fremskaffet hos Kommunehospitalet. Mod betaling. 500 kroner.

Efter tre ugers behandling i den svenske hovedstad skulle han til sin egen overraskelse tilbage i det danske sygehussystem. Håbet var, at de stereotaktiske stråler havde indkapslet kræftcellerne i lungerne. Svulsten på halsen kunne danskerne derimod behandle. Den oplysning havde overlægen på Århus Kommunehospital aldrig givet ham.

»Lad hellere være med at nævne mit navn hos lægerne nede i Århus. Så ser de rødt,« var den svenske professors sidste ord.

Tilbage i Århus skulle Kommunehospitalet være klar med behandling af halssvulsten straks efter hjemkomsten den 4. september. Havde behandlingen i Sverige hjulpet, var det vitalt med hurtig stråling af halsen.

Kludder

Min fars egen læge havde i dagene forinden ringet for at få bestilt en tid på Kommunehospitalet. Han fik dog den besked, at patienten selv skulle ringe til hospitalets lungeafdeling. Det gjorde han den 5. september. Her fik han så besked på at ringe til kræftafdelingen, hvor hans journal angiveligt skulle ligge. Kræftafdelingen var ikke til at få kontakt med den 5. september.

Dagen efter kom han så igennem på telefonen. De anede ikke, hvem han var. For han var jo patient på lungeafdelingen! Dem skulle han ringe til, lød beskeden.

Efter tre opkald over to dage, fik hospitalet overblik nok over patienten i tidsnød til at sige følgende:

»Der er da vist gået kludder i det hele med dig, Philipsen,« konstaterede afdelingssygeplejersken på lungeafdelingen og lovede, at de ville ringe tilbage, når de havde fået redet trådene ud. Telefonen forblev tavs.

Hans egen læge tog igen over. Han forsøgte forgæves at få fat i overlægen på kræftafdelingen, der i mellemtiden var blevet lokaliseret som manden med journalen. I to dage lykkedes det ikke at få ham i tale. Han var ganske vist på hospitalet, men tiden var ikke til at snakke i telefon. Beskederne om at ringe tilbage blev ikke efterlevet.

»Jeg er ved at være flov over det danske sundhedsvæsen,« sagde min fars egen læge. Ikke som trøst. Som konstatering.

Ni dage, uden én eneste behandling, efter hjemkomsten fra Stockholm skete der et gennembrud i jagten på journalen. En anden læge på kræftafdelingen gik ind på overlægens kontor og hentede journalen fra skrivebordet. Det var den 13. september.

Fysisk og psykisk havde min far ikke overskuddet til at slå i bordet og kræve sin ret til en fair og grundig behandling. Træt og præget af sygdommen, satte han sig tilbage. Resignerede og lod sygehusvæsenet fortsætte dets uværdige behandling af et alvorligt sygt menneske.

Den 18. september modtog han den første strålebehandling på halsen. Samme aften klappede lungen sammen.

Fem dage senere var det slut.

dan.philipsen@jp.dk