V og K-politikere: Bevar menneskeretscenter
Kritikken af at nedlægge Det Danske Center for Menneskerettigheder tiltager i baglandet i begge regeringspartier.
Folketingsmedlemmer fra både Venstre og de konservative stiller sig nu op i rækken af hjemlige og internationale kritikere af regeringens planer med centret.
Senest opfordrer den konservative finansordfører Gitte Seeberg (K) udenrigsminister Per Stig Møller (K) til at opgive lukningen af menneskerettighedscentret.
»Jeg synes, at det skal bevares i sin nuværende form. Det er et velfungerende center, som det er, og jeg kan ikke se nogen fornuftig begrundelse for at ændre det,« siger Gitte Seeberg, som på tirsdag vil appellere til partifællen om at omstøde sin beslutning.
Hovedårsagen til kritikken fra Seeberg er den samme, som også tidligere på ugen er blevet fremført af blandt andre tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R) og Venstres Hanne Severinsen.
»Det er altafgørende af fastholde centrets uafhængighed,« fastslår Gitte Seeberg.
Hun påpeger, at Danmark ved at nedlægge centret, bryder FN-reglerne, som kræver en sådan uafhængig instans.
Opgaver splittes op
Nedlæggelsen er en del af regeringens sanering af råd, nævn og puljer, som medfører, at centrets opgaver skal splittes op i en ny menneskerettighedsenhed i Udenrigsministeriet samt en udenrigspolitisk forskningsenhed, som også skal bestå af Dansk Udenrigspolitisk Institut, Center for Udviklingsforskning, Dansk Holocaust- og Folkedrabsstudier og Center for Freds- og Konfliktforskning.
»Det er et meget uheldigt signal at sende på et tidspunkt, da vi indarbejder krav om menneskerettigheder i vores ulandsbistand. Vi skulle fortsat gerne være et forbillede for andre lande,« mener Gitte Seeberg.
Frygten for, at enheden i Udenrigsministeriet vil blive underlagt politisk kontrol, findes også uden for Danmarks grænser.
Foregangsland
Danmark er hidtil blevet set som foregangsland på området, og derfor har også FN's menneskeretskommissær Mary Robinson henvendt sig til regeringen for at genoverveje beslutningen om at nedlægge centret.
Ved at lukke centret vil Danmark melde sig ud af den gruppe på 50 lande, som har et uafhængigt menneskeretscenter anerkendt af FN.