Randers vil af med rockere
Store mænd med rygmærker og truende attituder er ikke længere velkomne i Randers. Byens nye borgmester, Michael Aastrup Jensen (V), vil have bugt med byens Hells Angels-rockere, som, han mener, opfordrer til kriminalitet. Både politiet og byens borgere, der lider under rockernes truende adfærd, bakker op om borgmesterens bebudede kamp mod "englene".
- Ingen kan gøre det alene, og jeg opfordrer både politiet og andre myndigheder til at deltage i det her. Jeg vil bruge alle lovlige midler til at sikre, at rockerne flytter ud af byen af egen fri vilje, og i morgen (søndag, red.) kontakter jeg politimesteren i Randers. Jeg håber, at vi sammen kan afværge, at flere unge her i byen melder sig ind i HA og samtidig sikre, at rockerklubben kommer helt ud af kommunen, siger den nyslåede 25-årige Venstre-borgmester til Ritzau.
Ud over narkohandel, vold, tyverier og overtrædelse af våbenloven har rockerne længe givet politifolkene i Randers anledning til store problemer - blandt andet i form af trusler mod navngivne politifolk.
- Vi har løbende modtaget trusler fra det miljø, både mere og mindre konkrete. Vi har haft eksempler på, at der er tilbudt direkte pengebeløb for at få ombragt navngivne politifolk. Det er jo noget, der er til at tage og føle på. Men det er noget, vi har hørt i miljøet via anonyme kilder, og derfor kan vi ikke få oplysningerne bekræftet, så vi kan føre en sag, siger chefen for ordenspolitiet i Randers, John Thorup Jacobsen, til Ritzau.
Han oplyser, at der er iværksat en række forholdsregler for at beskytte betjentene. Han ønsker ikke at uddybe mere konkret, hvad forholdsreglerne dækker over.
- Det vil jeg slet ikke udtale mig om, men det kan være meget forskelligt, og det sker i samarbejde med de kolleger, det drejer sig om.
Som oftest er det politifolk, der er med i front i bekæmpelsen af rockerkriminalitet og tæt på miljøet, der udsættes for trusler. Ud over de mere direkte trusler oplever betjentene også at blive udsat for mere skjulte trusler.
- Hvis man møder nogle af de her, også når man har fri, kan der falde en bemærkning om, at man godt ved, hvor dine børn går i børnehave eller skole henne, og man ved også, hvornår de bliver afleveret, siger politiinspektøren.
For år tilbage blev politifolkene nærmest udsat for overvågning uden for deres hjem.
- Vi så ofte, at nogle af de her typer blev placeret uden for bopælen i nogle biler. Det gav en vis utryghed for familien. For at skabe tryghed har vi derfor sendt en politibil til hjemmet, for vi kan jo ikke forhindre sådan nogle typer i at holde foran bopælen. Men den slags ser vi ikke så meget i dag, siger John Thorup Jacobsen.
Også en kvindelig journalist fra Randers Amtsavis, der har skrevet om problemerne med rockerne, er blevet truet. Ifølge avisen blev hun for nylig på redaktionen ringet op af en mand, der blandt andet sagde: " - Jeg skal gøre livet til et helvede for dig, hvis du nogensinde nævner mit navn i avisen igen". Truslen er blevet anmeldt til Randers Politi.
HA-rockerne i hovedkvarteret på Gl. Jenumvej, der tidligere fungerede som soldaterhjem, blev fuldgyldige medlemmer af HA i september 2001. Før den tid fungerede de som støttegrupper under navnene Cerberrus og Piraterne.
Ifølge politiinspektør John Thorup Jacobsen er der 16 fuldgyldige medlemmer, 13 såkaldte prospects samt et større antal hangarounds og støttegrupper i Randers-afdelingen.
- Der er ingen tvivl om, at det er et meget stort chapter, vi har. Vi ser det som et stort problem, at de ekspanderer og har et landsdækkende net. Afdelingen i Randers strækker sine tråde langt ud over politikreds-grænsen, og med de regler, de selv laver, får de en ret stor magt og skaber en udpræget grad af utryghed, siger politiinspektøren.
Rockerne bor helt lovligt i deres klubhus på Gl. Jenumvej, og derfor kan kommunen ikke bare smide dem på porten, selv om politiet måtte have en nok så bestyrket mistanke om, at de står bag kriminalitet.
- Jeg har heller ikke tænkt mig at ophæve loven og tvinge dem ud. Men via lovlige midler vil vi gøre livet så surt for dem, at de selv vælger at flytte. En HA-klub skæmmer i byen og på indirekte måde opfordrer rockerne de unge til kriminalitet. I går (fredag, red.) anholdt politiet otte under en ransagning i klubhuset, og det er jo ikke tilfældigt, siger byens borgmester Michael Aastrup Jensen.
Han vil blandt andet genere rockerne ved at kræve, at de fjerner deres store rockerskilte uden foran rockerborgen. Skiltene er for store ifølge lokalplanen. Borgmesteren erkender dog, at kravet om at fjerne skiltene nok ikke ligefrem får rockerne til at løbe skrigende ud af byen.
- Nej, det gør de sikkert ikke. Vi kan desværre ikke gøre andet end at lave en kraftig indsats i det forebyggende arbejde, så unge ikke lokkes ind i kriminalitet, siger han.
Ikke blot politiet og politikerne er tilsyneladende trætte af rockernes tilstedeværelse i byen. Således er byens restauratører ifølge politiinspektør John Thorup Jacobsen blevet enige om ikke at lukke rockerne ind. Også almindelige borgere ringer til politiet og beklager sig over rockerne.
Samtidig indkalder en enig bestyrelse for Randers Handelsråd nu til høring for at få en løsning på rocker-problemet i byen. Formanden for Handelsrådet, Søren Fischer, forsøger ifølge Randers Amtsavis at få justitsminister Lene Espersen (K) til at komme til høringen, som der endnu ikke er sat dato for.
- Vi ser det som en samfundsopgave at forsøge at finde en politisk og balanceret løsning. Og det er også en måde at bakke op omkring Randers Politi på. For det er rigtig godt, hvad politiet gør. Men lovgivningen er kørt af sporet, når det gælder rockerne, så den skal vi have tilpasset, siger Søren Fischer til avisen.
Andre kommuner i landet har haft eller har stadig tilsvarende problemer med uønskede rockerborge og politifolk der bliver truet. Disse vil Randers' borgmester søge råd hos.
- Lad os få erfarninger fra andre kommuner på, hvordan man kan løse de her problemer.
Borgmester Michael Aastrup Jensen vil gerne hjælpe Hells Angels-rockerne med at finde et andet tilholdssted uden for byen.
- Vi kunne finde et spændende sted til dem ude i et landligt område, siger han.
Men tror borgmesteren selv, at rockerne synes det tilbud lyder tillokkende?
- Det ved jeg faktisk ikke engang, om de ikke vil synes. Hvis de er interesserede i at indgå en dialog med os, så indgår vi et kompromis og laver for eksempel et klubhus i et forstadsområde til byen.
Under en ransagning i rockerborgen i Randers fredag fandt politiet blandt andet nogle kraftige chrysantemumbomber, der anvendes til fyrværkeri, 400 gram hash, 300 flasker ubanderoleret spiritus og små mængder kokain. Betjentene havde ventet at finde et større våbelager, men fandt "kun" et jagtgevær og en del patroner.
Ifølge politiinspektør John Thorup Jacobsen har de 16 HA-medlemmer i Randers til sammen 566 afgørelser, herunder domme for straffelovsovertrædelser og overtrædelser af for eksempel færdselsloven.
- For mig at se er det interessen for kriminalitet, der binder dem sammen i langt højere grad end den påståede interesse for motorcykler, siger han.
/ritzau/