Ugandisk pige blev soldat som ni-årig
China Keitetsi har lært ikke at klage. Hun holder minderne om vold og smerten inden i, fordi hun ikke tør andet. Hvordan skal hun kunne sove om natten, hvis hun tillader sin hukommelse at minde hende om lyden af bjæffende maskingeværer, stanken af rådne lig og de fremmede mænd, der tvinger sig til hendes krop om natten?
Alle de rædsler, der gennem ti år erstattede en almindelig barndom for China Keitetsi, da hun som ni-årig blev soldat i Ugandas befrielseshær, NRA.
Historien lader sig ikke umiddelbart mærke på den unge, smilende pige med de korte fletninger, der fredag formiddag deltager i et pressemøde i UNICEF's lokaler i Københavns frihavn. Anledningen er hendes første bog, "Mit liv som barnesoldat i Uganda", der er en kronologisk beskrivelse af det liv hun førte, inden hun kom til Danmark for tre år siden.
»Der var en, der foreslog, at jeg skrev mine følelser ned,« fortæller China, og holder sig til maven.
»Jeg græd og havde ondt i maven, men vidste ikke hvorfor, for jeg havde længe prøvet at glemme min fortid.«
Hun begyndte at skrive, og snart fik historierne deres eget liv. Side efter side blev fyldt med erindringer om en barndommen hos den dominerende og voldelige far, en mor, der ikke ville kendes ved hende og den alt for tidlige seksuelle debut, da hun som syvårig blev voldtaget af en af byens gamle mænd.
Som niårig stak hun af og rendte alene rundt for penge, hun havde stjålet hjemmefra. En aften mødte hun en gruppe mænd, der viste sig at være træningsofficerer fra den på det tidspunkt hastigt voksende befrielseshær, NRA.
Den unge pige var fascineret af det tætte sammenhold, som mændene havde, og den træning, som hun dengang stadig troede var en leg.
Leg blev virkelighed
»Jeg var helt vild for at få lov til at lege med, da jeg hørte dem råbe "højre - venstre - højre - venstre", og jeg var lykkelig over, at jeg var en del af en gruppe,« fortæller hun i dag.
Men leg blev pludselig til virkelighed, da børnene skulle ud på deres første opgave, hvor de fik at vide, at de skulle sidde på vejen og lade som om, de legede med sandet.
Målet var regeringssoldaternes biler, der senere den dag skulle krydse vejen. Børnene fik at vide, at de skulle løbe deres vej, lige så snart soldaterne steg ud af bilerne, men de nåede næsten ikke i skjul, før skyderiet begyndte.
»Der var en øredøvende larm, og jeg prøvede at stikke af, men en af de andre holdt mig fast bag træet. Da der blev stille, kiggede jeg frem fra mit skjul, og så ligene i blodige uniformer ligge overalt på jorden, ofre for mine kammeraters baghold. De andre løb frem fra buskene og begyndte at tage støvler og tøj fra de døde, og da kan jeg huske, at jeg undrede mig over, hvorfor de andre soldater var de onde, når det, vi gjorde mod dem så ud til at være ligeså ondt,« siger den spinkle pige og holder en pause.
Nogle af børnene klarede sig, andre troede så fast på ledernes løfter om, at de var uovervindelige, at de ikke engang dukkede sig for fjendens kugler.
Årene gik, hvor China levede det hårde liv i befrielseshæren med et Kalashnikov-stormgevær over den ene skulder, så snart hun kunne bære det. Hun blev sergent og nød respekt, både fra de 32 mand hun havde under sig og de mange ugandere, der så NRA som bærerne af en gylden fremtid. Men hun kom også til kende den anden side af en karriere som pigesoldat.
Sexslave
Piger var der få af i hæren, og de mandlige kolleger, der var over China i rang, anså hende dels som underordnet, dels som sexslave.
Med tårer i øjnene fortæller den unge kvinde, hvordan mænd på 40 og 45 år hyppigt forgreb sig på hende, selv om de havde både koner, børn og kærester. I et forsøg på at manipulere med den unge piges følelser, ville de den ene dag bede hende komme til deres kammer ("det nyttede ikke at sige noget til nogen"), og den næste bede hende hente dem en kæreste fra byen.
Som 19-årig begynder China en flugt fra hæren, alkoholen og stofferne. Det tager fire år, inden hun når til Sydafrika, bryder sammen, og gennem FN kommer til Danmark og får asyl.
Hun har ikke længere kontakt til familien eller de venner, hun fik i hæren. De er næsten alle sammen døde.
I dag er hun 26. Hun har været i Danmark siden sommeren 1999, og beskriver sit liv siden som en fantasi.
»Jeg havde aldrig stolet på nogen før, og havde heller ikke haft grund til det. Først her i Danmark lærte jeg omsorg og kærlighed at kende, og blev glad for at være i live,« siger hun.