Fortsæt til indhold
Indland

Politiet ruster sig til EU-topmøder

Dansk politi, anklagemyndighed, domstole og fængselsvæsen forbereder sig på masseanholdelser under topmøderne, når Danmark fra 1. juli overtager det danske EU-formandskab.

Af CARSTEN ELLEGAARD og JESPER STEIN LARSEN

Københavns Politi vurderer to af topmøderne til at være højrisikomøder, hvor det vil være nødvendigt at have 4000 betjente på gaden. 10-12 møder vil kræve maksimalt 3000 mand alt afhængig af trusselsbilledet. Derfor er 4000 betjente sendt på efteruddannelse.

Udstyr for 40 mio. kr.

Der er købt biler, radio- og beskyttelsesudstyr for 40 millioner kroner, og domstole, anklagemyndighed og fængselsvæsenet er begyndt at forberede sig på at håndtere store mængder af anholdte.

Politiet regner med at have 10 ekstra anklagere på vagt konstant under møderne.

»De skal dels bruges til grundlovsforhør, udvisningssager, kæremål og vurdering af videre efterforskning. Det bliver en enorm opgave, hvis der anholdes flere hundrede, hvor vi skal vurdere, om de skal fremstilles eller ej. Vores grundlag bygger på erfaringerne fra Sverige, og det betyder, at vores beredskab kører nat og dag,« siger vicepolitidirektør ved Københavns Politi, Arne Stevns.

Også Københavns Byret vil være forberedt på det værste.

»Vi vil være klar med ekstra beredskab i form af dommere og personale, der i givet fald kan tage et stort antal grundlovsforhør, hvis det måtte være nødvendigt,« siger byretspræsident, Claus Larsen, Københavns Byret.

300 i detentionen

Københavns Politi vurderer, at man på politigården og stationerne har plads til flere end 300 anholdte i detentionerne - op til tre mand i hver celle. Derudover er Kriminalforsorgen blevet bedt om at finde plads til de anholdte, som bliver fængslet.

»Under højrisikomøderne skal vi stille 150 pladser til rådighed og under de mindre møder 50. Hvis der bliver dømt ligeså mange som i Sverige, skal vi bruge yderligere 40 pladser i op til et år. Det kommer til at koste 40 millioner kroner alene i personaleudgifter,« siger sikkerhedschef ved Kriminalforsorgen, Aage Karlsson.

Et skøn til 125 mio. kr.

Politiet har indtil videre fået en ekstrabevilling på 40 millioner kroner til indkøb af udstyr. Den forrige regering havde afsat yderligere 125 millioner kroner på det nu sløjfede finanslovsforslag til topmøderne. Det har ikke været muligt at få oplysninger om, hvor mange penge den nuværende regering vil afsætte på finansloven til sikkerheden ved topmøderne.