Fortsæt til indhold
Indland

Kaos ved Østerport Station

Det skal gøre ondt for at blive godt. Sådan lyder budskabet fra Banestyrelsen og DSB om udvidelsen af kapaciteten gennem tunnelen mellem Østerport og Hovedbanegården.

Af CARL JOHAN CORNELIUSSEN

De rejsende kan se frem til overfyldte S-tog. Flytning af busholdepladserne ved Oslo Plads og dage med forsinkelser og særtog.

Parterne er helt klar over, at de rejsende til og fra Roskilde og Helsingør får en hård tid mellem februar og maj, mens arbejdet står på, men det er nødvendigt for, at det i sidste ende kan blive togruter med færre forsinkelser og problemer.

Skulle projektet skubbes til sommerferien ville det koste omkring 40 mio. kr. ekstra og skubbe mange andre sideløbende projekter længere ud i fremtiden. Desuden ville det alligevel blive problematisk, for arbejdet tager under alle omstændigheder tre måneder og sommerferien er kun på seks uger.

I perioden reduceres togdriften for regionaltogene gennem bytunnelen til Nørreport, Hovedbanegården og videre til Lufthavnen med 75 pct.

Sild i tønde

Til gengæld er det netop lufthavnstogene, der får lov til at køre gennem tunnelen, så passagererne ikke skal slæbe rundt på bagagen. I dag kører der 12 regionaltog igennem på strækningen i timen. Under arbejdet kun tre.

De andre rejsende må i stedet gå over til S-togene for at komme ind til centrum eller gå op til gadeplan og tage en bus.

Som det er i dag skal der på en time om morgenen bringes 7000 rejsende fra Roskilde til København, og noget tilsvarende nord fra.

Det betyder, at DSB allerede kører med alt disponibelt materiel, og folk må simpelthen stå tættere sammen i S-togene, for der kan ikke køre flere gennem tunnelen.

DSB og Banestyrelsen er ikke blege for at sige, at folk må stå som sild i en tønde.

»Realiteten er, at København er overbelastet om morgenen,« siger passagertogsdirektør Bjørn Wahlsten fra DSB.

Men når det er sagt, lader det til, at parterne har tænkt sig overgå sig selv i information til de rejsende.

Generelt bliver der både i højtalerne og på skærme informeret om togdriften. Dertil kommer der informationspersonale på perronerne. Personalet vil følge strømmene af rejsende og hele tiden være opdateret med information. Hver dag holder DSB møder med folkene, så de ved, hvad der sker og kan ændre strategi løbende i perioden.

Der kommer også særkøreplaner, og dem bliver der også informeret om på landsplan, så rejsende fra provinsen ved, hvordan de skal forholde sig i hovedstaden.

Men situationen bliver ikke bedre af, at der samtidig arbejdes med en omlægning af selve Oslo Plads, så bussernes holdepladser flyttes ned mod Østre Anlæg. Dermed skal de rejsende ud på en lidt længere vandring, når de skal skifte fra tog til bus.

Der bliver dog ikke lukket nogen vejbaner, men de bliver flyttet lidt rundt, så bilister og busser skal benytte andre baner på nogle tidspunkter.

carl.corneliussen@jp.dk