Fortsæt til indhold
Indland

Færøsk bus minutter fra tunnel-katastrofe

Færingerne fik nytårsaften en alvorlig advarsel om, at de efterhånden mange tunneler gennem de færøske fjelde på grund af manglende brandustyr kan blive uhyggelige brandfælder, der kan koste mange menneskeliv.

En stor bus, der nytårsaften var på vej fra Vagar Lufthavn til Torshavn, brød i brand midt inde i en af de mindre tunneler, men det lykkedes chaufføren at få speedet op og kørt ud af tunnelen, inden branden for alvor brød ud, og bussen nærmest blev til kul. Passagerne nåede også at komme ud inden, men samtidig var det en kraftig advarsel om, at det kunne have udviklet sig til en katastrofe, hvis branden var brudt ud blot nogle minutter senere midt inde i den næste og Færøernes nuværende længste tunnel - Kaldbakstunnelen- på strækningen til Torshavn.

Til den færøske radio siger Torshavns brandmester Peter Seloy, at konsekvenserne i så tilfælde kunne have været forfærdelige, da brandvæsenet på Færøerne ikke har udstyr til at komme ind i de lange tunneler.

"Som situtionen er i dag, må man håbe, at sådanne ulykker ikke sker ret langt inde i tunnelerne. Vi har for tiden ikke udstyr til at komme helt ind i den nuværende længste tunnel. Derfor kan man kun håbe, at sker der en sådan ulykke midt i tunnelen, så når folk at løbe væk i retning mod vinden. Jeg tør samtidig slet ikke tænke på, hvad der ville være sket, hvis den pågældende bus havde været midt i den store Kaldbakstunnel fyldt med passagerer. Det ville sikkert have medført dødsfald," siger Peter Seloy til radioen.

/ritzau/