Danida giver otte mio. kr. til produktionsskole i Kosovo
Med en økonomisk støtte på 7,8 millioner kroner fra Danida er det danske udviklingsprojekt Produktionsskolen nu klar til at etablere en håndværkerskole for etniske serbere i Kosovos næststørste by, Mitrovica, der også huser de godt 500 danske KFOR-soldater i Camp Olaf Rye.
I forvejen eksisterer der en produktionsskole for etniske albanere, men nu oprettes der en skole for serbere i de bygninger, som tidligere udgjorde den anden danske KFOR-lejr, Camp Holger Danske, der blev nedlagt i begyndelsen af året.
De to skoler fungerer som tilbud til lokalbefolkningen, der er hårdt ramt af arbejdsløshed, og målet er, at de opnår de håndværksmæssige færdigheder, der kan bruges i forbindelse med genopbygningen af huse og infrastruktur.
Ophavsmændene til projektet er Foreningen af Produktionsskoler og Produktionshøjskoler i Danmark, som forventer at uddanne 150 unge etniske serbere i de kommende halvandet år.
/ritzau/