Mand dræbt af knivstik nytårsaften
En mand i Roskilde blev dræbt af knivstik uden for sin bopæl, mens en stor flok mennesker var i gang med at skyde nytårskrudt af. I Tønderområdet måtte to halvstore børn springe ud fra førstesalen, fordi deres hus brød i brand. Og så rykkede politiet i flere politikredse ud til utallige fuldemandslagsmål og husspektakler, da kalenderen skiftede fra 2001 til 2002.
Samtidig fik en lang række folk igen i år skader i forbindelse med fyrværkeri - blandt også flere ret unge.
I mange af landets politikredse forlød det dog, at nytåret blev fejret uden de store problemer.
Værst gik det dog for sig i Roskilde, hvor politiet allerede halvanden time før årsskiftet måtte rykke ud til et fatalt knivstikkeri. En 44-årig mand fra Rørmosen i det nordvestlige Roskilde var død ved ankomsten til hospitalet af de knivstik, han havde fået under noget, der formentlig var uoverensstemmelser i forbindelse med affyring af fyrværkeri. Roskilde Politi ledte natten igennem efter en 17-årig mand, der "er interessant i forbindelse med knivstikkeriet", sagde kriminalkommissær Steen Skovgaard.
En anden af de mere dramatiske episoder - men med lykkeligt udfald - fandt sted på en landejendom i Skærbæk-området ved Tønder. Her var en juledekoration formentlig synderen, der antændte den øverste etage i stuehuset.
To halvvoksne børn, der lidt før klokken 03.00 lå og sov, måtte springe ud fra første sal. Den ene røg gennem et tag ned på en terrasse, og begge fik knubs og måtte en tur på hospitalet, fortæller vagthavende hos politiet i Tønder.
Ifølge oplysninger fra Falck blev der fra Falcks side rykket ud til brande 125 gange denne nytårsnat. Det var noget mindre end sidste år, hvor antallet af brandudrykninger lød på 181. Falcks ambulancer måtte på vejene 1038 gange. Og 74 af gangene var det til fyrværkeriskader, fortæller informationsmedarbejder Morten Jeppesen.
Flere af fyrværkeriskaderne er ganske alvorlige, og flere ret unge er kommet til skade. I Næstved gik det ud over en kun 13-årig dreng, der formentlig holdt et kanonslag i hånden, mens det gik af - det kostede ham muligvis hånden.
En dreng på 16 år fik revet tre fingre af sin ene hånd, da han kom galt afsted med et såkaldt blåt lyn - en militær øvelsesbombe, oplyser Glostrup Politi.
/ritzau/