Beboere evakueret efter brand i tagkonstruktion i København
Beboerne i to opgange i Polensgade på Amager ved København blev kort inde i det nye år evakueret, efter at der udbrød brand i tagkonstruktionen i deres etageejendom.
Ifølge den centrale vagtleder i Københavns Politi var det formentlig fyrværkeri, der antændte taget ved Polensgade 27. Meldingen om branden kom klokken 00.22, og ved 01.30-tiden var ilden under kontrol, oplyser Københavns Brandvæsen.
De evakuerede beboere tog nytårsnat ophold i en af politiets store busser, der var sendt til ejendommen, mens de ventede på at få besked om eventuel genhusning.
/ritzau/