22-årig mand mistede sit øje
Danskerne omgås fyrværkeri med langt større respekt og forsigtighed end tidligere. Men for en 22-årig mand og en 44-årig kvinde endte nytårsaften tragisk. Begge måtte have bortopereret et øje. I alt blev ti indlagt med øjenskader, heraf flest i Aalborg, mens Fyn gik helt fri.
Overlæge John Thygesen fra Rigshospitalets øjenklinik var nytårsdag i kontakt med landets øjenafdelinger og konkluderer, at nytåret generelt har været fredeligt.
- Foruden de ti, som er indlagt med øjenskader, er ni blevet ambulant behandlet. I sammenligning med årene op mod årtusindeskiftet er der sket en halvering af skader. Samtidig er det glædeligt, at der stort set ikke sker skader på børn længere. Kun ét barn, en dreng på syv år fra Vejle, er indlagt. De øvrige er alle mellem 22- og 60 år, siger John Thygesen til Ritzau.
/ritzau/