Forskningsreform er på plads

Alle Folketingets partier enige om forskningsreform. Finanslovforhandlingerne går ind i slutspurten.

Det bliver lettere for forskere i Danmark at søge om penge til deres projekter. Det er en af konsekvenserne af den forskningsreform, som alle Folketingets partier i går blev enige om.

En af nyskabelserne i reformen er, at der oprettes et Strategisk Forskningsråd, som skal stå for forskningsprogrammerne.

Endvidere etableres Det Frie Forskningsråd, som bliver paraplyorganisation for de seks statslige forskningsråd og skal støtte forskning, som er baseret på forskernes egne forslag.

Hensigten med reformen er at gøre det enklere for forskerne at få penge, understreger videnskabsminister Helge Sander (V).

»Det er glædeligt, at hele Folketinget står bag denne væsentlige reform af forskningsområdet. Vi sender med reformen et positivt signal til de danske virksomheder,« siger Helge Sander.

Enighed om fordeling

Alle Folketingets partier blev i går desuden enige om udmøntningen af den reserve på 700 mio. kr. til forskning, som er afsat i finansloven de kommende tre år. I 2003 bruges 114 mio. kr., og 50 mio. af dem er afsat til at styrke forskningsmiljøerne

På forskningsområdet mangler partierne nu forhandlingerne om de såkaldte UMTS-midler. Her skal man nå til enighed om fordelingen af 1,2 mia. kr., som er kommet ind ved teleselskabernes betaling af UMTS-licenser til mobiltelefoni. Disse penge ventes at gå til forskning og IT-området.

Her blev der forhandlet i går, uden at man nåede frem til en endelig aftale, men partierne er tæt på målet.

Afgørende fase

Forhandlingerne om finansloven gik også ind i den afgørende fase i går. Her samler spændingen sig om, hvilken pris regeringen kommer til at betale for at få Dansk Folkeparti med.

Et hovedkrav fra Dansk Folkeparti er, at de fattigste pensionister får et økonomisk løft - helst i form af en ældrecheck.

En ældrecheck er flere gange blevet afvist af både Venstre og de konservative, men omvendt erklærede finansordførerne fra Venstre og de konservative sig i Jyllands-Posten lørdag åbne over for en eller anden økonomisk håndsrækning til de ældre, der ikke har andet end folkepensionen.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen