Rigspolitiet syltede russisk efterlysning

I 16 timer syltede Rigspolitiet en anmodning fra det russiske politi om at kigge nærmere på 78 navngivne personer - heriblandt den fremtrædende tjetjenske politiker Akhmed Sakajev.

Anmodningen havde "urgent" - haster - som overskrift og blev modtaget i rigspolitiet søndag kl. 17.20, men først mandag formiddag ved halv ti-tiden blev den sendt videre til Politiets Efterretningstjeneste.

Det oplyste rigspolitichef Torsten Hesselbjerg på et pressemøde i dag eftermiddag.

- Det er selvfølgelig en klar fejl. Der er blevet talt med den pågældende medarbejder, og hun siger, at hun er ked af det, sagde Torsten Hesselbjerg.

- Det er en klar menneskelig fejl, som ikke burde være sket, tilføjede han.

Medarbejderen sad alene i kommunikationscentret og havde travlt. Fem minutter efter emailen fra Interpol i Moskva med de mange eftersøgte, som russerne mistænker for terrorisme, skulle medarbejderen således tage sig af et stormvarsel, fortalte rigspolitichefen.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen