Lukkede døre ved grundlovsforhør

Dommer Lisbeth Christensen valgte at lukke dørene for offentligheden kort efter, at grundlovsforhøret mod tjetjeneren Akhmed Sakajev var begyndt i morges.

Både anklager og forsvarer var enige om, at dørene skulle lukkes. Dørlukningen skete med henvisning til en regel i retsplejelovens paragraf 29. Her kan dørene lukkes, "når statens forhold til fremmede magter kræver det".

Inden dørene blev lukket, kom det frem, at Akhmed Sakajev blev anholdt klokken 02.17 natten til onsdag. Dommeren spurgte tjetjenerens beskikkede forsvarer, Ervin Birk Nielsen, om han havde haft lejlighed til at snakke med sin klient.

- Jeg har talt med Akhmed Sakajev hele natten, svarede Ervin Birk Nielsen.

Der blev ikke læst nogen sigtelse op i retten.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen