Russerne sender terrorist-liste

Det danske udenrigsministerium modtog sent på dagen i går en liste med navne på de deltagere ved den tjetjenske verdenskongres, som efter russisk opfattelse er terrorister, oplyste TV-avisen tirsdag aften.

Ved redaktionens slutning var oplysningen imidlertid ikke bekræftet overfor Jyllands-Posten af hverken politiet, Justits- eller Udenrigsministeriet.

Udenrigsminister Per Stig Møller sagde i aftes til TV-avisen, at han ikke »har haft listen på sit bord«:

»Jeg har sagt til russerne, at de må komme med flere beviser. Hvis der er kommet flere beviser, så går de til de rette myndigheder. De går ikke ind på mit skrivebord, for jeg har ikke nogen myndighed og ingen viden til at behandle sådanne lister,« sagde Per Stig Møller og fortsatte:

»Men der skal ikke være tvivl om, at er der lister og beviser på listerne, som viser, at der er tale om terrorister, så skal de rette myndigheder i Danmark gribe ind. Det har vi forpligtet os til overfor FN's sikkerhedsråd. Er der beviser på en sådan liste, så vil de rette myndigheder også reagere.«

Per Stig Møller afviste, at krisen mellem Rusland og Danmark kan komme til at vare længe:

»Krisen kan ikke blive særlig langvarig, når det kommer til stykket, for den bygger jo på to misforståelser. Den ene er, at vi kunne bryde vores grundlov og forhindre forsamlingsfriheden. Det vil jo gå op for dem efterhånden, at det kunne man ikke. Det andet er misforståelsen om, at vi ikke griber ind overfor terror. Selvfølgelig griber vi ind overfor terrorisme. Vi finder terrorisme afskyelig. En af de ting, vi skal på topmødet mellem EU og Rusland, er netop at skærpe samarbejdet mod terrorisme.«

På TV2 afviste han at have taget for let på krisen mellem Danmark og Rusland og kaldte russernes tone »skinger«:

»Jeg har ikke taget for let på det her, men jeg kan jo ikke bryde grundloven. Vi har forsamlingsfrihed og ytringsfrihed i Danmark, og ytringsfriheden består jo også i, at nogle får lov til at sige noget, som andre ikke bryder sig om at høre. Det er jo demokrati, og det har vi forklaret russerne.«

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen