Mand skudt med oversavet jagtgevær
En 22-årig mand fra Vejle blev lørdag skudt i låret med et oversavet jagtgevær. Det foregik i hans lejlighed på Smedevej. Den 22-årige ringede selv til politiet, efter at han var blevet ramt.
Haglene fra jagtgeværet havde lavet et stort hul i mandens lår og var også gået ind i lårbenet.
Politiet har anholdt en 27-årig mand og sigtet ham for drabsforsøg, siger vicekriminalkommisær Bo Blankholm Pedersen fra Vejle Politi.
Han kan dog ikke oplyse noget om motivet, eller om hvad der skete i minutterne op til skuddet.
- Vi formoder, at de to mænd kender hinanden, men vi ved det ikke. Det har ikke været muligt at afhøre den forurettede. Han er stadig på hospitalet, siger Bo Blankholm Pedersen.
Den anholdte ville ikke sige noget til politiet. Han bliver søndag fremstillet i grundlovsforhør.
/ritzau/