"Nordkaperen" i klippefyldt farvand

"Nordkaperen" med skipper Kløvedal ved roret sejler ind i farligt farvand på Yangtze-floden. Gennem klippefyldte kløfter stiger spændingen: Klarer den stolte skude skærene?

Yi-Chang er sidste stop på Middel Yangtze, her sejler man ind i en bjergkæde og Upper Yangtze begynder, hvilket i virkelighedens verden vil sige en helt anden flod en den lange flod, der går mod havet, og hvor man det meste af vejen sejler mellem dæmninger og altså højere oppe en de omkringliggende marker, der udgør en fjerdedel af Kinas samlede opdyrkede områder.

Vi er dybt inde i Kina på kanten af Sichuan-provinsen.

Her skal "Nordkaperen" til skibsinspektion for at bestå et syn og få den sidste tilladelse til at sejle ind gennem kløfterne.

Det er en alvorlig sag i Kina, der med sin almindelige, men tit muntre overbemanding betyder, at der ikke kommer kun et par sagkyndige om bord...næ,næ.. vi er i Kina, så der kommer fem erfarne Yangtze-kaptajner, der alle fører både flyvebåde og skibe på 3-4 tusind tons op gennem kløfterne, plus tre skibsinspektører, flere af dem har rejst et par tusind kilometer for at komme til dette møde, plus deres sekretærer, tolke og protokolførere .

Vores tre lodser er også med selv om de er udskiftet flere gange op ad floden, men det er de tre, der har været med os i de sidste uger (på én gang) og som ved, hvordan det er at styre "Nordkaperen", som vi har med os til mødet...

Vi fylder således et større mødelokale på toppen af byens internationale hotel.

Det blev fire hårde timer for skipperen her og hans besætning, hvor der blev fremlagt meninger lige fra den største sagkundskab, til den rene uvidenhed.

Vi er jo det første fremmede skib, der skal op igennem kløfterne siden borgerkrigen, der som bekendt endte med at kommunisterne vandt og nationalisterne tabte i 1949.

"Nordkaperen" kan klare de fleste skibsinspektioner, også Loyds of London, men dette her var noget særligt. Først kom de alle om bord og beså skibet og den nye motor. Hørte om udvekslingen til gearet, så styresystemet og så på, hvor mange sekunder det tog os at dreje rattet fra styrbord til bagbord og tjekkede sikkerhedsudstyret igennem osv.

De meget stramme udtryk i ansigterne lovede imidlertid ikke godt, da vi satte os ind i taxaerne for at køre til møde.

Det viste sig da også, at de samstemmende mente at "Nordkaperen"s skrogform var uegnet til sejladsen i de strømfyldte kløfter, indtil jeg forfærdet opdagede, at de slet ikke forstod, hvordan en kølbåd er bygget, på trods af tegninger og selvsyn. Det kom frem, da de troede, at skibet ville vælte i strømhvivlerne på grund af vores høje master, hvorefter jeg med stort besvær fik fortalt dem, at en kølbåd var bygget på en sådan måde, at den netop ikke kan vælte, fordi den har sit tunge bly i kølen og da slet ikke, når der ikke er sat sejl. Det gik også op for mig, at de slet ikke forstod, at masten gik ned igennem dækket og var solidt plantet med sin mastetå i en solid mastesko, kort sagt gik det op for os, at de aldrig nogen sinde havde hverken set tegninger eller været om bord på et sejlskib før. Hvilket de måtte erkende.

Det tunge ror

De tvivlede endda på "Nordkaperen"s motor-præstationer, der giver skibet en cruise hastighed på 8 knob ved 1500 omdrejninger, 10 knob ved 2000 omdrejninger og 12 knob ved 2500 omdrejninger, men på det sidste måtte jeg give dem ret i. at "Nordkaperen"s store ror er meget svært at dreje, når motoren kører i de omdrejninger, påvirket af skruevandets store pres på roret. Her gav lodserne os ingen hjælp, fordi de var vant til at styre med hydraulik og syntes, at "Nordkaperen"s ror var alt for tungt, selvom jeg flere gange havde vist dem, at de bare skulle tage ordentligt fat...

Lodserne havde selv bedt om at måtte overtage rattet en stor del af vejen op ad floden, fordi det er mere sikkert, da man undgår fejl opstået ved sprogproblemer. At sejle op ad en flod lyder jo meget let, men sjældent har jeg set en så tæt skibstrafik, og lodserne mener, at der er flere hundrede tusinde skibe på floden, og den kraftige støm skaber ustandseligt nye mudderbanker, så man ligger faktisk og zig-zakker op ad floden, udover at strømmen er meget svagere up streams, helt inde under kysten end midt ude i floden, hvor strømmen altid er kraftigst.

Efter at "Nordkaperen"s egenskaber således var nedgjort på det skammeligste, og nu dårligt nok var egnet til at kunne sejle i Ebeltoft Vig, måtte jeg sige, at jeg ikke begreb, at de ikke kunne indse, hvor stærkt et skib det måtte være, når det snart har været fire gange jorden rundt, er bygget overmådeligt solidt, og hvor stort set alt er overdimensioneret. Udover den erfaring jeg har samlet mig igennem 35 år på skibet.

Surfede på bølgerne

Jeg fortalte dem om oceansejladser og om, hvordan jeg surfede ned ad store bølgedale og der havde et meget stort pres på roret for ikke at "skære ud", men lige lidt hjalp det, og det gik op for mig, at de aldrig havde været ude på det åbne hav. Jeg var havnet i en helt anden søfartskultur. Det var flodfolk og bjergfolk jeg sad sammen med. Der var ingen tvivl om, at jeg havde mere forstand på "Nordkaperen" end de havde, til gengæld vidste de en masse om de tre farlige kløfter i Upper Yangtze, som deres forfædre har besejlet i 4000 år, da denne vandvej i årtusinder har været den eneste indgang til hele det centrale Kina der hedder Sichuan-provinsen, fordi den er omringet af næsten uigennemtrængelige bjergkæder.

Deres argumenter var på mange måder gode nok,deres egne skibe er fladbundede og har både to ror og to motorer,og dermed to propeller og er derfor meget lettere at styre i strømhvivlerne, der uden tvivl vil tage kraftigt fat i Kaperens dybe køl.

Helt op i tyverne og trediverne trak man stadig skibene op af Yangtze-floden her imellem De Tre Kløfter, hvor der skulle helt op til over 300 mand til for at trække et enkelt skib gennem strømhvirvlerne, men når jeg påpegede, at der havde været engelske patruljeskibe oppe ad floden, mellem dengang man trak skibene og så nutidens moderne skibe og i kolonitiden og under Chiang Kai-sheks halvfacisme, og jeg fortalte videre om forholdsvis små amerikanske patruljebåde, inden amerikanerne opgav deres Yangtze-kontrol i 1949.

Med de spørgsmål vidste jeg, at tampen var ved at brænde, og jeg havde i forvejen vist dem en enestående velskevet bog, en farvandsbeskrivelse af Upper Yangtze skrevet af englænderne gennem hundrede år, men som redaktionelt blev stoppet, da kommunisterne lukkede landet i 1949.

Nogle omkring forhandlingsbordet lod som om, at de aldrig havde hørt om, hvad jeg fortalte af historiske facts om sejladser på Yangtze - underforstået at det kun var kinesere - og kun kinesere, der kunne finde ud af at forcere de snævre kløfter, en enkelt vidste dog besked, men sagde så ganske rigtigt, at de skibe havde to skruer, hvilket sikkert var rigtigt.

Nu er Kina fra gammel tid et land, hvor man altid har sagt, både før og nu.. at alting er forbudt...men alting kan lade sig gøre....hvilket jo må gøre dem til kompromisets mestre...

Og kineserne er venlige mennesker, der vil deres gæster det godt, og efterhånden som de så mit humør kravle længere og længere ned under bordet, begyndte de selv at snakke om, hvad de kunne gøre for os, samtidig med at de højlydt sagde, at de kun var vejledende, at jeg havde alle de endelige tilladelser til at sejle hele vejen op til Chongqing og kunne altså gøre som jeg ville, på trods af alle deres advarsler.

Men her sker der så noget andet, fordi jeg ville gå på et alvorligt kompromis med mit sømandsskab, hvis jeg ville sidde alle disse advarsler overhørig og stædigt sejle videre alligevel.

Mange, mange steder på jorden har jeg respekteret "local knowledge", lyttet til de lokales erfaringer.

Jo ældre man selv bliver, jo mere respekt får man over for erfaringens nådesgave, og som er en af de ting, der gør, at det er til at holde ud at blive ældre.

Den samlede sagkundskab mente altså, at det var for farligt, at vi sejlede videre op ad floden, fordi de er bange for at "Nordkaperen" i strømhvivlerne med sit store ror ville blive kastet tværskibs i kløfterne og dermed knuses mod klipperne, på trods af Kaperens svære kæde-styrestystem og kraftige motor.

Farlige kløfter

Men nu har jeg aldrig taget et nej for et nej, så var mit liv sgu aldrig kommet til at se ud, som det gør, så vi fik snakket os frem til et kompromis, som både de og jeg kunne leve med, og de gav os så lodserne med til op midt i kløfterne. Vi ville så besejle hele Xiling-kløften, der er den længste og som i virkeligheden består af fire kløfter, hvoraf det ene strømfald er en dobbeltkløft og en af de allerfarligste, på kinesisk kaldet Ching-Tan og Hsin-Tan-strømfaldene, men hvor bredden er stor nok til at Kaperen ville blive slynget hele vejen rundt og ikke gå mod klipperne, hvis vi skulle miste magten over roret.

Her er bjergene højst og mest eventyrlige, men indsnævringerne ikke så snævre som i blæsebælgskløften lidt længere oppe, hvor de lodrette klipper kun gør floden 100 meter bred, og hvor strømhvivlerne er meget kraftige, ja katastrofale og har mange, mange skibsforlis og menneskers liv på sin samvittighed, men selvfølgelig også dermed fyldt med sagnhistorier, legender og eventyr....gode som dårlige.

Allerede tidligt næste morgen stod de tre lodser så på dækket i deres fine hvide uniformer, og hvor især den ene, en forholdsvis ung mand midt i trediverne havde meget stor erfaring på denne strækning, især i at føre store færger op gennem kløfterne, da kineserne sejler livligt som passagerer på deres store flod. Her indgår lodsen i en lang, måske den allerlængste søfartstradition i verden, for lodslauget her er ikke mindre en 3000-4000 år gammelt.

Og hvad der er her af historie, er som at bladre i hele Kinas mægtige historie mellem kæmpende hære, ulykkelige bondeoprør, forulykkede junkere, trækkere, der møder døden, klaskende ind mod de stejle klippesider hængende i træklinerne, efter blot at være snublet en eneste gang. Her er kløfterne fyldt med sørgmodige digtere, melankolske filosoffer, malere og kaligrafimestre.

Lodser, der var konger omgivet af evigt arbejdende risbønder, der holder styr på vandstanden langs de høje terrasseskrænter.

Først gik vi gennem slusen ved Gezhouba-dæmningen og Kinas nuværende største elekticitetsværk. Det tog en halv times tid at blive hævet de omkring 30 meter, vi lå i sluse sammen med et krydstogtskib fyldt med især amerikanske turister og vi følte os lidt som aber i et bur, hvilket blev yderligere bekræftet ved, at der blev smidt chokolade ned til os på dækket.

Fortryllende morgentåge

Det var her "Den Gule Kats Flodpas" lå i gamle dage, lidt længere fremme sejlede vi ind i en fortryllende morgentåge op igennem Nanjing-passet, som er indgangen til "De Tre Kløfter" og et yndet turistmål for kineserne (som elsker at være turister i deres eget land, og med en stærkt voksende middelklasse har flere og flere penge) fordi et berømt slag fandt sted netop lige her mellem Shus og Wus hære i 221 efter Kr. Slaget er historien om den underlegne, der alligevel vinder på grund af taktisk snilde. Historier om den svage, der vinder over den stærke, har alle dage været en god historie.

Derefter kom vi til "Lampeskærets Flodpas" med enorme limstensskrænter der går direkte ned i floden og hvor lodserne oversatte en ældgammel poetisk tekst for mig, som stod mejslet ind i klippen.

"Højderne er fulde af lys, vandene er mørke..."

Sådan er det mange steder i Kina og især i klippelandskaber eller på floderne. Tit er det måske flere tusinde år gamle historier, der står indmejslet i klipperne efter at en kejser, provinsguvernør eller en mandarin, en lærd, har bedt om at få en betydningsfuld begivenhed mejslet ind i klipperne og dermed et lille stykke ind i evigheden.

Forræderisk sten

At komme fra havet og så sejle op i disse strømhvivler virker mærkeligt og sært på mig, fordi jeg ikke kan aflæse bølgebevægelserne på samme måde som ude på det frie hav. Strømmen går nogle steder 5-6 knob og Kaperen "girrer" voldsomt fra side til side, især når man ser snurretoppene i vandet, men selv om der blæser en frisk vind, er der ingen bølger, fordi strømmens løb på bunden af floden, mod store klipper, sender mægtige turbulente vandbobler op til overfladen, tit med en diameter på en 15- 20 meter og som er glatte og bliver ved med at være det, fordi vindens kraft ikke er stor nok til at give de sædvanlige små bølgekamme.

På et tidspunkt nærmer vi os en stor farlig sten midt i floden, der hedder Kung-ling-tan og som er forrædderisk, fordi man skal blive ved med at styre lige mod stenen til det allersidste, gør man det, kaster strømmen en forbi i sidste øjeblik, men det er den eneste måde at komme forbi, prøver man at styre uden om den, bliver man kastet mod klippesiderne.

Vi sejler i bunden af en kløft med tusind meter høje bjerge og nærmer os så "Okselever og Hestetunge Passet"og "Det Kostbare Sværds Pas", der ligner et stort V-tegn og hvor der så på den anden side dannes et storslået amfiatralsk landskab, der kan minde om de store teaterscener fra den græske oldtid og ingen tvivl om, at vi her er både midt i menneskenes og naturens store drama.

Vi nærmede os nu et af "De Tre Kløfters" farlige strømfald, som i virkeligheden er flere på hinanden, og hvor man kan se, at floden falder, hvilket en af lodserne havde demonstreret for mig ved at vippe en spisepind, så den stod på skrå.

Kineserne har alle, et usædvanligt godt tjek på deres egen historie, og de fortalte, at disse strømfald var dannet under et jordsked i kløften under kejser Chia Chings herredømme under Ming dynastiet.

Da vi nærmede os Ching-Tan og Hsin-Tan strømfaldet kunne jeg høre faldet, ved at floden fik en mere brusende lyd, og jeg kunne mærke sveden i mine håndflader og på rygraden, da vi gik tæt ind mod nordre bred for at møde strømhvirvlerne helt inde under skrænterne, som her ikke var særlig høje.

Det var netop her, at der i gamle dage var en berømt lodsstation og hvor lodserne iklædte sig en særlig fornem silkekappe, og hvor de så stod i forstavnen af de store junker, tit på op over 80 tons og med helt op til 350 trækkere.

Lodserne stod i forskibene med udbredte arme, med vinden flyvende i den store kappe og lignede en mellemting mellem en kristusfigur og en stor krage og gjorde så, med ganske små fingerbevægelser, tegn til rorgængerne om hvordan strømfaldene skulle passeres, samtidig med at trommeslagerens taktfaste rytme og med de rigtige slag gav trækformændene på land de rigtige signaler om at trække eller slække på den tykke bambustrosse.

Overtroiske kinesere

Kineserne er mere overtroiske, end de er egentlig religiøse, og man har slet ikke denne underdanige underkastende holdning, som man ser i kristendommen og hos islam, man er meget praktisk og er gennemsyret af en viden om, at dem man tilbeder, som f. eks Konficius, var et historisk kødeligt menneske, en lærd filosof, der underviste i morallære og i musik, men som efter nogle tusind år i graven (rødgardisterne pøvede på at smadre hans grav i 1960erne) nu efterhånden er blevet ophøjet til det guddommelige.

På samme måde som at buddhismen også er en eksistentialistisk religion, der bygger mere på erkendelse og erfaringer, end på egentlig overtro.

Sådan har de det også med flodguden Chien-chiang Wang-Te, der ikke så meget er en gud, der er udviklet på grund af frygt, en higen efter det guddommelige eller blot den menneskelige trang til at længes, næ, han var simpelhen bare en usædvanlig heldig sørøver, en gavtyv fra det tolvte århundrede, og en sådan mand skal man ikke glemme, så derfor skulle der ved dette strømfald, hvor den egentlige opstigning gennem vandmasserne begyndte, ofres en ung hane.

Dyret som i alle mytologier trækker store varsler, den altid årvågne vægter, morgengryets hanegal.

Varsler Ragnarok

I den nordiske mytologi, i Vølvens Spådom, varsler tre galende haner Ragnarok, og den er symbolet på mandens seksualitet, i buddhismen er den i tilværelseshjulet brugt som symbol på begæret og franskmændenes galliske hane er et symbol på hele det franske folk.

Her ved Hsin-tan faldene skar kokken halsen over på en hvid hane, hvorefter han lod blodet sprøjte ud over den bjælke på en junke, der sidder på tværs over stævnen og som netop hedder hanebjælken, derefter skulle flodfolkenes anfører hive nogle hvide halefjer ud af rumpen på hanen og derefter sætte dem i bjælkens vindfuger efter at de var dyppet i det røde blod. Således viftende for vinden symboliserede fjerene det eneste mulige på dette farlige sted i floden.

Også her stod der mange mennesker inde på klipperne for at følge Kaperens passeren gennem strømfaldene. Det var alle lodserne, trækkernes børn og børnebørn, der spændt så til, hvordan det fremmede sejlskib med en fugl Phønix malet på styrbords bov smed sig rundt i strømhvivlerne.

Da strømmen var værst, og hvor jeg ustandselig drejede rattet, enten hårdt til styrbord eller bagbord, skete der alligevel det, at jeg på et tidspunkt, i nogle få sekunder, mærkede at Kaperen skar ud for mig i den kraftigste af strømhvivlerne,og jo mere den skar ud, jo mere kølen kom på tværs af floden, desto mere kunne jeg mærke, hvor hårdt hun hang på roret, og aldrig har jeg hængt så hårdt i knagerækken, som et gammeldags rat hedder på et sejlskib.

Alligevel lykkedes det mig at holde hende op i strømmen, men jeg kunne mærke, at lodserne var lige så spændte og nervøse som jeg var, og vi åndede lykkeligt op, da vi havde Kaperen oppe over stømfaldet, men da vidste jeg også, at det var godt, jeg havde lyttet til den lokale ekspertise og ikke skulle op i måske endnu kraftigere strømfald.

"Nordkaperen" havde ydet, hvad hun kunne og var nået sit højeste mål på Yangtze-floden.

Vi passerede endnu et strømpas, men var så i relativt roligt farvand, i en lille sø, selv om det gjorde voldsomt indtryk at se de store jordvolde liggende spredt rundt i søen, og som var aflejringer fra den nylige oversvømmelse, hvor det stykke Yangtze, vi nu sejlede på, havde været lukket i 14 dage.

Her ved den blå klippe, og hvor Xiangxi He "Den Duftende Flod" med sit klare grønne vand løber ud i Yangtze, endte Xiling Kløften.

Lidt efter lagde vi til i en af de besynderligste byer, jeg har været i, halvdelen var nemlig væk og lå jævnet med jorden, enten sprængt eller møjsommeligt taget ned sten for sten for måske at bruges igen til et nyt hjem højere oppe ad bjerget.

Hele dagen havde vi set hvide streger på bjergsiderne, der med store tal angav, hvor højt vandstigningen bliver, når den når 135 meter over havets overflade, og til det endelige mål på 175 meter. Her bliver en sø om nogle år, når verdens største hydroelektriske kraftværk "De Tre Kløfters Dæmning" er færdig. Mange hundrede tusinde mennesker er allerede flyttet, dels til andre byer i distriktet eller til familie eller til de splinternye byer, som regeringen lader bygge oppe i passende højde over flodens kommende vandstand og som fra floden ser ud til at være færdige.

Nationalpoetens by

Byen hed Zi Gui og var fødeby for Kinas nationalpoet Qu-Yuan (350-295), en slags kinesisk Brorson eller Johannes Ewald, dog meget ældre, som alt, hvad der har med Kina at gøre.

Han skrev det store digt Li Sao på lidt over 300 verselinier og han regnes for den kinesiske poesis fader. Som så mange andre forfattere blev han digter, fordi han havde været ude for en stor uretfærdighed, enten af skæbnen eller fra menneskene. Han havde været en meget velbegavet dreng, der som ganske ung hurtigt avancerede til en stor stilling som embedsmand i distriktet, men på grund af misundelse blev han opsagt, tog så tiggerstaven i hånden og begav sig de næste 30 år til fods og på sampaner rundt i det meste af Kina, men i sorg over at (det var i De Stridende Staters periode i Kina) Qin dynastiet besatte hans hjemstavn, begik han selvmord ved at kaste sig ud fra en høj klippe.

Aldrig har jeg set et så smukt hus i Kina som Qu-Yuans bardomshjem, sådan skulle min store Kina rejse måske ende, med at jeg så en bygning med gule og grønglasserede tage, røde søjler og en fuldendt kaligrafi med hans digte, og hvor der i baggrunden løber en tidløs flod, omgivet af grønne bjerge, og rundt omkring huset stod de dejligste appelsintræer, popler, ferskentræer og irgrønne cypresser, alt lige til at putte ind i den eventyrverden, som er alle voksnes store tab, og som de aldrig overvinder.

Dybt nede i floden kunne jeg skimte min lille "Nordkaper" liggende uden på en flodpram med den gyldne drage malet på bagbords bov. Hun er sandelig kommet langt væk hjemmefra, her dybt inde i digternes Kina.

Menneskene dør og deres huse bliver oversvømmet, også Qu-Yuans. Men digtekunsten...den består.

Tidligere artikler i serien: 26, maj, 23. juni, 30, juni, 14. juli, 28. juli, 4. august, 11. august, 1. september, 8. september, 15. september, 22. september, 6. oktober, 13, oktober.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen