Boligsager frem i lyset

Socialdemokratiet vil have alle folketingsmedlemmers og ministres boligforhold undersøgt.

Fødevareminister Mariann Fischer Boel (V) vil i den kommende uge blive mødt med et krav fra Socialdemokratiet om, at samtlige ministre og medlemmer af Folketinget skal have deres boligforhold undersøgt.

Medlem af fødevareudvalget Erik Mortensen (S) varsler, at han under onsdagens spørgetid i folketingssalen vil have fuld klarhed over, om det kun er finansminister Thor Pedersen (V), der har overtrådt reglerne om bopælspligt i landbrugsloven.

Erik Mortensen forestiller sig konkret, at fødevareministeren via offentlige registre blandt andet skal kontrollere politikernes folkeregisteradresser, som skal sammenholdes med oplysninger fra bopælskommunerne for at afdække, om der er uregelmæssigheder.

»Vi må som lovgivere være de første til at overholde landets love. Derfor vil vi have undersøgt, om der er andre politikere end finansministeren, der bryder reglerne om bopælspligten. Det kan være, at der gemmer sig flere - og det bør befolkningen vide,« siger Erik Mortensen.

Socialdemokratiet bebuder en stribe andre kritiske spørgsmål om finansministerens boligsag under spørgetiden.

Folketingsmedlem Thomas Adelskov (S) vil kræve en forklaring på, om det er i overensstemmelse med regeringens politik, at personer, der har overtrådt gældende lovgivning, blot kan ophøre med fortsatte lovovertrædelser »hvorefter der ikke foretages yderligere i forhold til at gøre sanktioner gældende for de foretagne lovovertrædelser.«

Og socialdemokratiets miljøordfører, Pernille Blach Hansen, vil spørge:

»Er det i overensstemmelse med regeringens politik, at finansministeren på ulovlig vis har benyttet sit sommerhus i Ramløse ved Helsinge som sin primære bolig?«

SF har tidligere bebudet en særlig forespørgselsdebat om finansministerens boligsag. Efter partiets opfattelse skal debatten munde ud i et mistillidsvotum til Thor Pedersen. På forhånd synes ministeren dog fredet, da regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, ikke mener, at sagen er så alvorlig, at man vil risikere regeringens fald på en mistillidserklæring til finansministeren.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen