17 år og nybagt mor

Annette Okkerholm er 17 år og nybagt mor. Hendes slags bliver der stadigt færre af. Heldigvis, mener mange, men Annette er bestemt ikke enig.

Er Annette Okkerholm en succeshistorie eller ikke?

Hun er 17 år og har for fire uger siden født en vidunderlig lille dreng, der nu trygt sovende ligger på den grålige veloursofa og får den lyseblå sut til at vippe godt og grundigt op og ned.

Jimmi Hallager Okkerholm Jørgensen skal han hedde. Hverken mere eller mindre.

De to første efternavne fra sin mor. Jørgensen efter sin 21-årige far, Kent.

For langt de fleste af Annettes årgang ville moderskabet være lig med verdens undergang, og set med øvrighedens briller er teenagemødre som regel en sårbar og dyr gruppe, der koster i kommunal indsats og skattekroner, fordi de sjældent har en uddannelse eller et arbejde, når de bliver forsørgere.

Halvdelen af de unge mødre er statistisk set alene med barnet.

Men problemet, om man vil, er blevet langt mindre. På ti år er antallet af unge mødre under 19 år faldet med hele 41 pct. Et fald på gennemsnitligt 5,3 pct. om året. På 20 år er det tale om en nedgang på hele 64 pct.

Forklaringer er der flere af: Bedre uddannelsesmuligheder, mere oplysning om prævention, fortrydelsespiller, og at de unge straks bliver opfanget og blandt andre af lægen bliver oplyst om muligheden for abort.

Kun veninden var glad

Annette Okkerholm kan også fortælle, at det var småt med applausen, da hun fortalte om sin graviditet.

»Det var faktisk kun min veninde Mia på 18, der selv har født i januar, som syntes, det var dejligt. Alle andre snakkede hurtigt om abort, og hvor dyrt det er at have barn, og så spurgte de til min uddannelse. Men Kent og jeg ville gerne have et barn, og derfor holdt jeg bevidst op med at bruge p-piller og regnede med, der ville gå nogle måneder. Men jeg blev faktisk gravid med det samme,« fortæller Annette.

Derfor kom lægen heller ingen vegne med sit udleverede materiale om abort.

»Han gav mig det faktisk to gange og mente, jeg skulle gå hjem og tænke over det igen, men sagen var afgjort for os.«

Mor hjælper til

Og nu da han er her, føler man næsten skam ved at sige ordet "abort" højt i den lille drengs nærvær.

Han fik topkarakter på Grenå Sygehus, vokser pænt, dier godt hos sin mor og har besøg af sundhedsplejersken to gange om ugen.

Næsten hver dag kommer Annettes mor forbi og hjælper med at gøre rent, vaske op og fylde i vaskemaskinen, og den lille ny familie er også på besøg hjemme hos Annettes forældre et par gange om ugen. De bor fem km fra Nimtofte på Djursland, hvor Kent og Annette har deres lejlighed i et ældre rødstenshus midt i byen.

De to har været kærester i halvandet år, og indtil de fik lejligheden, har de et års tid boet sammen i weekenderne i Kents lejede hus i Nimtofte. Dengang gik Annette endnu i niende klasse, mens Kent arbejdede som landbrugsmedhjælper i Esbjerg, hvor han var i løbet af ugen.

Nu har han fået job som landmand udenfor Nimtofte, men denne uge har han valgt at bruge den første af sine to friuger i forbindelse med barslen.

Annette får kontanthjælp, ellers lever de af Kents løn, og de stramme økonomiske udsigter afskrækker dem ikke. De er ikke vant til at have store penge mellem hænderne.

Annette begyndte på teknisk skole i Randers sidste år med henblik på at blive mekaniker. Hun holdt en måned. Kunne ikke gennemføre et praktikophold på grund af blærebetændelse og droppede så ud med en nederlagsfølelse og en stor tvivl på sig selv og på, om det faktisk er mekaniker, hun vil være.

Det tvivler hun meget på, men har ikke lige nu overskud til at tænke på, hvad der skal ske og hvornår.

Drøm om stor familie

Graviditeten havde ikke noget at gøre med, at hun gik og var ledig og søgte et midlertidigt job, siger hun. For Kent og Annette har en overordnet drøm om at få en familie med tre-fire børn. Og hus med plads til en hest eller to.

Hvorfor de ønsker så stor en børneflok, kan de ikke formulere på stående fod. Men de hører med til drømmen. Alle sammen. Og indtil videre er de to bestemt ikke blevet afskrækket.

»Jeg ved ikke, om det er hårdere at få barn, end jeg havde regnet med, for jeg havde vel ikke regnet med så meget,« siger Kent, og Annette samstemmer.

Annette begyndte at få trækninger klokken 6.30 om morgenen den 18. september, og da hun alligevel havde en tid hos jordemoderen kl. 9.30, drog hun fro af sted og fortalte, at hun havde noget, der lignede menstruationssmerter. Det viste sig hurtigt, at hun havde åbnet sig tre centimeter, så jordemoderen sendte hende gesvindt hjem for at pakke en taske med ordre om at være på Grenå Sygehus kl. 11. Kent blev hidkaldt, og kl. 13.37 var Jimmy født.

Sådan.

Hos Mødrehjælpen

Annette har været træt i dagene efter fødslen, men Jimmi sover fire-fem sammenhængende timer om natten, så det går faktisk rigtig godt. Når han skal ammes, sætter Annette sig ofte til at taste spil på sin mobiltelefon for at holde sig vågen, og hun synes ind imellem, at det tager lidt rigelig lang tid.

Siden maj har Annette en gang om ugen mødtes med en gruppe på otte andre gravide teenagere i Mødrehjælpens regi i Århus.

For 17.000 kr. kan kommunerne nemlig indgå en aftale med Mødrehjælpen om et to-årigt projekt for de unge mødre, der dels skal tage hånd om dem under graviditeten, dels overordnet har til hensigt at give dem selvtillid og få dem i uddannelse eller ud på arbejdsmarkedet igen.

Så også efter nedkomsten skal Annette fortsætte med at møde de andre piger, men det sidste år i forløbet er det kun en gang om måneden.

Annette har ikke kontakt med nogen af de øvrige piger ud over det ugentlige møde, men hun begynder snart i en mødregruppe i Nimtofte, hvor der f.eks. også er en 19-årig førstegangsmor.

Set fra Annettes synspunkt er det såmænd ikke så specielt, at hun har valgt at få barn i så tidlig en alder. Flere veninder, der bare er et-to-tre år ældre, har også børn, så hvorfor egentlig ikke? Når målet er fire, gælder det om at komme i gang.

For Annette er dette en succeshistorie.

kirsten.elley@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.