Hver fjerde kvinde glemmer den daglige p-pille

P-pillen er stadig den foretrukne prævention blandt kvinder, men hver fjerde glemmer at tage den lille pille mindst en gang om måneden. Det viser en undersøgelse fra Foreningen Sex & Samfund af 700 danske kvinder i alderen 15-49 år.

Over hver tredje kvinde bruger p-piller. Men mange vil ikke tænke på prævention dagligt. De glemte p-piller betyder, at hver tredje kvinde, som bruger p-piller, af og til er urolig for at være blevet gravid.

Undersøgelsen viser, at beskyttelse mod uønsket graviditet er vigtigere for kvinderne end beskyttelse mod kønssygdomme, hvilket kan forklare, at så mange vælger p-piller.

- P-pillen er en glimrende metode til at undgå graviditet, da den er 99 pct. sikker. Men det forudsætter naturligvis korrekt brug. Med så mange forglemmelser vil det uundgåeligt føre til uønskede graviditeter, siger overlæge Charlotte Wilken-Jensen, der er tilknyttet Sex & Samfunds præventionsklinik.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen