Danmark presser Holland om EU

Det danske EU-formandskab forsøger at sætte Holland under maksimalt politisk pres for at undgå en forsinkelse af EU's udvidelse mod øst.

»Jeg er overbevist om, at ansvarlige politikere vil erkende, at vi står foran en historisk beslutning om at genforene Europa, så jeg tror ikke, at situationen i Holland vil påvirke udvidelsesprocessen. Den hollandske regering har bundet sig til tidsplanen, og jeg ser ingen tegn på, at hollænderne vil ændre den beslutning,« sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) onsdag i Bruxelles.

Statsministeren understregede, at han fortsat stiler mod at få EU's udvidelse på plads på topmødet i København i december, men efter den hollandske regerings afgang frygter europæiske diplomater, at der opstår uoverstigelige forhindringer. To ud af tre partier i den afgående hollandske regering taler om at udsætte udvidelsen, fordi de østeuropæiske lande er for korrupte og uforberedte til at blive EU-medlemmer, som de siger.

Flere diplomater taler om, at Tyskland kan misbruge den hollandske krise til at kræve besparelser, før udvidelsen kan godkendes. Derfor gælder det om at undgå, at den hollandske regering sætter EU's beslutningsproces i stå. Krisen i Holland gør også udfaldet af den anden irske folkeafstemning om Nice-traktaten på lørdag endnu mere afgørende.

»Hvis der kommer endnu et irsk nej, er der alvorlig fare for udvidelsen. Så kommer alle rotterne op af hullerne, og så er der brug for den aktive deltagelse fra alle regeringer for at løse problemet. Med udsigten til et nyt valg i Holland, betyder det, at vi kommer et stykke ind i det nye år,« siger Daniel Gros, direktør for Center for European Policy Studies, en tænketank i Bruxelles.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen