Fortsat intet nyt om tre savnede danske kvinder

Der var ved middagstid fortsat intet nyt om de tre yngre danske kvinder, der har været savnet siden lørdagens bombeeksplosioner på Bali. Det oplyser den danske ambassadør i Indonesien, Geert Aagaard Andersen, der nu befinder sig på Bali.

Han siger, at situationen er uændret, men har alligevel indkaldt til et pressemøde senere i dag for at orientere om den fortsatte eftersøgning.

Ifølge flere aviser er de tre savnede Cecilie Lærke Bødker, Esbjerg, Anette Overgaard Jensen, Holstebro, og Lise Tangus Knudsen, Skibby.

Tirsdag aften kom de første unge danskere hjem fra Bali, og i morges landede yderligere to fly i København med danskere fra Bali. Europæiske Rejseforsikring har 33 på evakueringslisten, som alle var tæt på begivenhederne lørdag aften, heraf er de 26 fra Dansk Studie Center og altså kammerater til de tre savnede. Alle 33 kommer til Danmark sidst på ugen.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen