Jeg var handlingslammet

En af forsvarets kun tre kvindelige chefer fortæller om de små og store krænkelser, som hun har oplevet, lige siden hun blev ansat i forsvaret i 1976.

»Mændene i det danske forsvar er ikke onde, men de skal lære at tænke sig om.«

Det slår kommandørkaptajn Annemette Ruth indledningsvis fast. Sammen med to andre medsøstre er de tre foreløbig de eneste, der har nået oberstløjtnantniveauet og dermed chefgruppen i det danske forsvar. Men den march mod toppen har - kan man forstå - heller ikke været en dans på lutter roser. Selv om Annemette Ruth understreger, at hun aldrig har været udsat for »hverken voldtægt eller noget andet voldeligt,« som hun siger.

I dag er hun 47 år og chef for Institut for Ledelse og Pædagogik på Forsvarsakademiet og et godt bud på en gang at blive Danmarks første kvindelige admiral.

Eksempler på køns- og sexchikane i den lettere og indimellem også i den middelsvære klasse har der imidlertid været for mange af, siger hun. Første eksempel, som hun nævner, er allerede fra kort efter, at hun var blevet ansat i søværnet i 1976, da hun gjorde tjeneste på et inspektionsskib. På dispensation forstås - kvinder kunne jo ikke klare sejladsernes fysiske strabadser, mente man dengang:

»Jeg følte mig som en andenrangssoldat, der måtte leve på nådsensbrød. Jeg husker bl.a. på et tidspunkt at have haft en chef, der åbent meddelte, at han følte sig utryg ved kvindelige soldater. Kvinder var nogen man kurtiserede, ikke nogen man arbejdede sammen med, fastslog han,« fortæller kommandørkaptajnen.

Krænkelser i ny form

Annemette Ruth fortsætter med et kun halvandet år gammelt eksempel, da hun var i audiens hos dronningen for at takke for sit ridderkors:

»I ventetiden var der en kollega fra et andet værn, der følte sig kaldet til at konversere mig med oplysningen om, at hans far sandelig ville have vendt sig i graven, hvis han vidste, at der nu fandtes kvindelige chefer i søværnet. Muligvis forsøgte den for mig ukendte kollega blot at optræde kammeratligt. Men hvad fik ham til at tro, at det var noget, jeg gerne ville vide.«

»For fire år år siden oplevede jeg at skulle til et personalechefsmøde et andet sted i forsvaret og automatisk af den mandlige kontorbetjent at blive vist ned til et sekretærmøde. Jeg var jo kvinde, og den dag havde jeg ikke uniform på,« erindrer Annemette Ruth.

Selv om typen af de krænkelser, som hun i dag selv oplever, har ændret karakter - »formodentlig, fordi jeg selv er blevet ældre,« som hun siger - så er hun overbevist om, at unge kvinder i dagens forsvar oplever præcis de samme ting, som hun i sin tid oplevede:

»Mens jeg sejlede som ung kadet, husker jeg også, at 25 år ældre seniorsergenter kunne finde på at ringe hjem privat og invitere mig på middag og rødvin. Blot fordi jeg var pige i Søværnet. Jeg mener, uden at jeg overhovedet kendte dem, eller der havde været den mindste optakt eller kontakt forinden.«

Tankeløshed

Anne Mette Ruth fortsætter:

»Det handler ikke om, at mændene har en ond hensigt. Det er noget med den tankeløshed, der hersker i en mandsdomineret verden. Jeg vidste f.eks. heller aldrig, hvor jeg skulle kigge hen, når jeg ind i mellem måtte ind på et kontor for måske at bede om fri og så blev mødt af en plakat med et par enorme bryster. Det kvindeideal, som nogle mandlige soldater stiller op, er der ingen, der kan leve op til. Det føles ydmygende primært at blive bedømt som krop,« siger hun.

Én rigtig ubehagelig oplevelse vil Annemette Ruth også gerne nævne. Da hun som yngre officer under en middag ombord på et skib oplevede, hvordan en højere rangeret mandlig officer gramsede på hende under bordet:

»Jeg har tænkt meget på det siden, og hvordan jeg i situationen var fuldstændig handlingslammet. Jeg turde ikke lave en scene, rejse mig og sige fra. For tænk nu hvis alle de andre mænd bare lo ad mig. Ydmygelsen ville have været total, hvis hele messen, hvor der selvfølgelig kun var mænd til stede, havde grinet ad mig og spurgt, hvad jeg dog ville i søværnet. Hvad kunne det have betydet for min karriere? Heldigvis var der i den situation én, der bemærkede min affekt og diskret kaldte mig op i baren og fik mig væk.«

mads.stenstrup@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen