Bombeangreb på Bali rammer danskere
To danskere er indlagt på hospital med kraftige forbrændinger efter terrorangrebet, der i går ramte ferieøen Bali i Indonesien. Begge danskere meldes uden for livsfare, oplyser Danmarks ambassadør i Jakarta, Geert Aagaard Andersen, til Ritzau.
Samtidig savnes tre unge danske piger, som var sammen med de to indlagte, og dermed befandt sig nær stedet, hvor bomben sprang. De tre kvinder på mellem 18 og 21 år var som de to indlagte elever på Dansk Studiecenter, som havde arrangeret deres kursusophold på ferieøen, oplyser DR. Hverken Udenrigsministeriet eller kursusarrangøren har oplysninger om de tre savnede.
Desuden savnes der endnu oplysninger om "et antal" danske rejsende i området.
/ritzau/