Pias partifest

740 delegerede og 85 gæster deltager i weekenden i Dansk Folkepartis årsmøde i Vejle.

Partiformanden smiler.

Det første, som møder de tilstrømmendes syn i forhallen, er en naturtro Pia Kjærsgaard skåret ud i pap.

Overalt i Vejle Centrets forhal står Dansk Folkepartis leder denne oktoberlørdag og inviterer glædestrålende de delegerede indenfor til partiets første årsmøde som støtteparti for en regering. I kvindehøje fotostater iklædt grøngråt jakkesæt med leopardbluse står hun med favnen fuld af velkomstbrochurer, som slår sloganet for weekenden fast:

"Et frit Danmark."

14 fanebærere fra partiets ungdomsorganisation marcherer ind, og hele salen rejser sig. Nu bryder de ud i sang - nummer 29 i partiets nytrykte sangbog - "Der er et yndigt land"

Så er der velkomsttaler og hilsner. Inges Kattehjem får en check på 10.000 kr. - gaven stammer fra medlemmernes salg af partiets eget julemærke. En kontant markering af, at Dansk Folkeparti uden om EU-systemet vil kræve særlige danske regler for dyrevelfærd.

»Vi kræver forbud mod indførsel af hunde- og katteskind,« siger partiets dyrevelfærdspolitiske ordfører på Christiansborg, Christian H. Hansen, inden han overrækker pengene.

Den indre svinehund

Så går den ægte Pia Kjærsgaard, iført sort dragt medstiligt broderi på kjole og jakke, på talerstolen. Ryggen til stofbanneret med gentagelsen af frihedssloganet og smilet vendt mod de 740 delegerede og 85 gæster.

»Det er en indflydelsesrig position, Dansk Folkeparti befinder sig i, men vi er ikke kommet sovende til den,« indleder hun sin beretning.

»En position, der forpligter. Som vi må glædes over. Og som vi må være ydmyge over,« siger formanden, og opridser den internatioanle situation med en klar advarsel til Iraks leder, Saddam Hussein:

»Lad os håbe, at han nu forstår, at vi er i den 11. time, og at det er alvor.«

Så fortæller Pia Kjærsgaard de delegerede om en ny bog: "Til gavn for de sorte."

»Den indre svinehund - det er nemlig også jer og mig - og den halve million danskere, som satte kryds ved liste O ved folketingsvalget i fjor. Vi her til stede er alle sammen sorte, og vi er alle sammen svinehunde,« siger Pia Kjærsgaard og opregner partiets fortjenester på udlændingeområdet.

»Undervejs er vi blevet grinet ad, hånet og hetzet. Nu bliver det, vi har sagt i årevis, accepteret som selvindlysende sandhed,« siger hun. Til massive klapsalver fortæller Pia Kjærsgaard, at antallet af nye, danske statsborgere i år ventes at falde med 90 pct. i forhold til 2001.

»Nu er Danmark blevet foregangsland i Europa. Men vi er faktisk kun lige begyndt. Selv om vi kan glæde os over, at der er bremset op for udlændingestrømmen, er det ikke nok. Vi skal nå endnu længere. Vi ser frem til at kunne tage endnu et skridt frem mod at normalisere forholdene i Danmark.«

Pia Kjærsgaard har også verbale hug til regeringen:

»Justitsministeren viser umådelig svaghed. Ministerens nye forslag til, hvad der kan gøres, er latterligt og utilstrækkeligt. Banderne og deres vellønnede advokater griner, mens danskerne, der må finde sig i rædselsregimentet, må græde. Vi siger: Justitsministeren må erklære åben krig mod Hells Angels og Bandidos. Vis dog lidt mod. Vi har flertal til at gøre det. Opløs banderne.«

Om de igangværende finanslovsforhandlinger fastslår Pia Kjærsgard, at hun ikke som udgangspunkt er tilhænger af et bredt forlig:

»Synes vi derfor, at landet er bedst tjent med det, der vedtages sammen med os i en snæver forligskreds, så har vi det fint med det.«

Hilsen til det irske folk

Pia Kjærsgaard sender en hilsen til det irske folk, som op til dets forestående EU-afstemning får at vide, at det er frit til at stemme nej. Igen er der klapsalver. Ligesom da partilederen slår fast, at Tyrkiet som muslimsk stat aldrig skal være en del af Unionen.

Da partilederen stopper talen er der applaus i 30 sekunder.

Så er der fri debat. Opbakning og kampgejst fra overalt i landet. Modstand mod indvandring. Modstand mod EU. Men også lidt intern kritik. Især af partiets nye holdning til eksklusivaftaler. Bjarne Møller fra Vejle Amt opfordrer direkte gruppen i Folketinget til at virkeliggøre mærkesagen om at få ophævet eksklusivaftalerne på arbejdspladserne. Et ømt punkt, da partiets top tidligere på ugen har varslet modstand mod regeringens forslag om netop ophævelse af eksklusivaftaler. Fra talerstolen forsvarer gruppeformand på Christiansborg, Kristian Thulesen Dahl, at modstanden skyldes værn mod arbejdsindvandring fra de kommende EU-medlemmer i Østeuropa. Han sender også en advarsel til regeringen om ikke at bryde det tætte samarbejde med Dansk Folkeparti og tillade, at Socialdemokraterne får vetoret i Folketinget.

Underskud på to mio.

Folketingsmedlem Poul Nødgaard fremlægger partiets årsregnskab. Minus. Valgkampene har været dyr, så årets underskud blev på to millioner kr. Det betyder, at partiet nu har en negativ egenkapital på en million kr. Men der er håb forude. På grund af valgfremgangen bliver statsstøtten næste år næsten fordoblet fra 5,7 millioner kr. til 9,6 millioner kr., da støtten udregnes efter stemmetal. Af noterne, som ikke står i de delegeredes udgave af regnskabet, står der også, at ingen enkeltperson, firma eller organisation har ønsket at støtte partiet med over 20.000 kr. Ud over partiets medlem af Europa-Parlamentet, Mogens Camre, som har skænket omkring 100.000 kr., som han har haft i overskud fra sine rejsepenge til Bruxelles. I alt er der kun knap 150.000 kr. i frivillige bidrag - ud over kontingenterne.

Uden for salens talestrøm er der også politik. Stabler med grapefrugter fra Israel, som sender signal om støtte til det israelske folk i krigen mod palæstinenserne. Et signal, som også bliver hørt af landets ambassadør Carmi Gillon, der er mødt op for at overvære partilederens tale.

Og så er der smørrebrød, røde pølser og madder med rullepølse. Ved bordet for de delegerede fra Nordjyllands Amt er der hjemmebagte småkager og termokaffe.

mikkel.thastum@jp.dk

louise.with@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen