Israel takker DF for opbakning

Israels ambassadør Carmi Gillon takker Dansk Folkeparti for opbakning og venskab, fastslog han under et besøg på partiets årsmøde.

Som den eneste ambassadør fra en fremmed stat besøgte Israels ambassadør Carmi Gillon lørdag Dansk Folkepartis årsmøde i Vejle.

Fra forreste række lyttede Carmi Gillon opmærksomt til partileder Pia Kjærsgaards tale, hvori hun blandt andet fordømmte international terrorisme.

»Det er stadig vor opfattelse, at terrorister ikke noget sted på denne klode skal kunne få ro til at organisere deres ondskab. Om de gør det i Afghanistan eller om de gør de i Irak, Yemen, Gaza, Vestbredden, Sudan eller i Syrien, gør ingen forskel,« sagde Pia Kjærsgaard.

Partilederen ledsagede ambassadøren ud af salen. Undervejs passerede de et bord med gratis israelske Jaffa-grapefrugter til de delegerede. Et led i partiets støtte til Israel.

»Mit besøg er en måde at vise venskab med Dansk Folkeparti. Og så er det en mulighed for at takke partiet for støtte og venskab. Mit folk værdsætter det meget,« sagde Carmi Gillon.

Intet politisk signal

Ifølge ambassadøren ligger der intet politisk signal i hans fremmøde:

»Jeg blev inviteret, og det er en ære for mig at deltage. Som israelere sætter vi naturligvis pris på partiets gestus med at servere israelsk frugt og vin ved mødet. En af mine missioner her i Danmark er at involvere mig i det danske samfund. Det indebærer også de politiske partier.«

Ambassadøren har efter eget udsagn accepteret adskillige invitationer fra andre danske partier. Blandt andet fra Venstre, hvis seneste landsmøde han også deltog i. Han ønskede ikke at kommentere Pia Kjærsgaard - undtagen på et enkelt punkt:

»Jeg synes, hun har en meget realistisk tilgang til problemerne med terrorisme - måske et af de største problemer, den frie verden står over for i dag.«

Pia Kjærsgaard betegnede Carmi Gillons besøg som uhyre velset.

»Jeg synes ikke, man skal lægge noget politisk i det fra ambassadørens side. Alle ambassadører bliver inviteret. Men det er klart, han er glad for, at vi viser ham og Israel respekt,« sagde hun og forklarede, at partiets markering med israelsk frugt og vin på årsmødet skal ses som en kommentar til SiD's opfordring for nylig om at boykotte israelske produkter.

Holland, Belgien og Taiwan havde også sendt repræsentanter til årsmødet, men på et lavere diplomatisk niveau end ambassadør. Søndag ventes diplomater fra USA og England.

louise.with@jp.dk

mikkel.thastum@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen