Pia K.: Der kommer fortsat for mange flygtninge til Danmark

Trods VK-regeringens omfattende stramninger i udlændingeloven og en markant hårdere linje i forhold til den grove kriminalitet, så udestår der stadig et stort stykke arbejde, før Danmark atter er "normaliseret".

Sådan lød budskabet fra Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, da hun i dag på partiets årsmøde i Vejle rettede et frontalangreb på udlændingepolitikken, venstrefløjens blødsødenhed, rockerkriminaliteten og de fundamentalistiske kræfter i Tyrkiet.

Selv om regeringens stramme kurs over for udlændinge foreløbig har ført til et fald i antallet af asylansøgere på 52 procent samt et fald på 90 procent i tildelingen af statsborgerskaber, så fastslog Pia Kjærsgaard, at hun fortsat vil kæmpe for yderligere indgreb på området.

- Selv om vi kan glæde os over, at der er bremset op over for udlændingestrømmen, er det slet ikke nok. Vi skal nå endnu længere. Der kommer fortsat for mange flygtninge til Danmark, og der bliver sendt alt for få hjem. Vi ser frem til at kunne tage endnu et skridt frem mod at normalisere forholdene i Danmark. Vi presser på over for regeringen. Hjemsendelserne skal i gang nu, sagde Pia Kjærsgaard.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen