Amdi fik varetægtsfængsling forlænget

Heller ikke i går lykkedes det for Mogens Amdi Petersen at slippe for at sidde varetægtsfængslet. Til gengæld er han blevet overflyttet til arresthuset i Holstebro, hvor han kan få flere besøgende.

Tvind-lederen Mogens Amdi Petersen fik i går forlænget sin varetægtsfængsling med yderligere fire uger ved byretten i Ringkøbing.

Anledningen var alene den, at Amdi Petersens varetægtsfængsling for fire uger udløb, og at byretsdommeren derfor skulle tage stilling til, om den skulle forlænges. Og da Vestre Landsret allerede havde stadfæstet den oprindelige varetægtsfængsling fra byretten, var en forlængelse ventet - specielt da forsvareren Anders Boelskifte i forvejen havde bebudet, at han ikke ville fremføre nye argumenter over for dommeren.

Det var en af grundene til, at Amdi Petersen ikke selv var til stede ved retsmødet.

Amdi flyttet

En anden grund var, at han i mandags blev overflyttet fra arresthuset i Ringkøbing til arresten i Holstebro.

Amdi Petersen var utilfreds med begrænsningerne i antallet af besøg i arresten i Ringkøbing og havde selv bedt om at blive flyttet.

I Holstebro kan han modtage besøgende hver dag, og besøget kan vare i op til tre timer, oplyser politimesteren i Holstebro, Jens Kaasgaard.

Ved et andet retsmøde i Ringkøbing i går fik en af de øvrige sigtede i sagen om Tvinds humanitære fond, Bodil Ross Sørensen, rettens tilladelse til at få to nye advokater.

Advokat afløses

Hendes oprindelige advokat, Bent Unmack Larsen, ønskede at standse på grund af alder, og den tiltalte havde anmodet om at få to advokater på i stedet for - dels skatteretseksperten Lida Hulgaard, dels strafferetsadvokat Merethe Stagetorn - og det accepterede byretten.

Men den kendelse vil politiet kære til Vestre Landsret, oplyser politimester Jens Kaasgaard:

»Vi er nødt til at tænke på, hvor store udgifter ved den her sag bliver. Vi kan ikke blot acceptere, at stadig flere af de tiltalte får to advokater. Det bliver dyrt for det offentlige,« siger Kaasgaard.

Han afviser, at protesten skulle skyldes anklagemyndighedens modvilje mod at skulle være oppe imod ny ekspertise på forsvarssiden.

orla.borg@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen