Opbakning til S-forslag om EU-Parlamentet
Socialdemokratiets udmelding om, at EU-Parlamentet skal have større indflydelse, mødes med begejstring i Venstre:
»Det er godt, at de begynder at vågne op. Det har vi ment længe,« siger Karin Riis-Jørgensen (V), medlem af EU-Parlamentet.
I lighed med socialdemokraterne henviser hun til, at hvis der skal være øget demokratisk kontrol med beslutningerne i EU, så er det nødvendigt at give de folkevalgte EU-parlamentarikere mere indflydelse.
»I Venstre har vi hele tiden sagt, at tommelfingerreglen må være den, at når Ministerrådet har flertalsafgørelser, så skal EU-Parlamentet have medbestemmelse,« siger Karin Riis-Jørgensen.
Det gælder blandt andet dele af landbrugspolitikken, som også Socialdemokratiet har foreslået, at EU-Parlamentet får indflydelse på. Den radikale EU-ordfører Elisabeth Arnold har også positive vendinger fremme om det socialdemokratiske udspil:
»Det er fornuftigt, at EU-Parlamentet har indflydelse på så mange områder som muligt. Parlamentet er jo den demokratiske kontrol af Kommissionen. Det er vigtigt, at det styrkes,« siger hun.
I Dansk Folkeparti er der bestemt ikke tilfredshed med tanken om, at EU-Parlamentet skal have større indflydelse:
»Det er tudetosset at give et parlament med så lidt demokratisk og folkelig legitimitet mere magt,« siger Peter Skaarup, EU-ordfører for Dansk Folkeparti.
Han hæfter sig ved, at den danske interesse for EU-Parlamentet ikke er overvældende. Det ses især ved valgene, hvor stemmeprocenten er markant lavere end ved folketingsvalg og kommunalvalg.
Peter Skaarup tror ikke på, at interessen vil blive større, hvis EU-Parlamentet får større indflydelse. Han mener, at mere indflydelse til EU-Parlamentet betyder mindre indflydelse til de nationale parlamenter.
»Det undrer mig, at to medlemmer af Folketinget spiller ud med, at EU-Parlamentet skal have mere magt,« siger han og henviser til, at det var Europaudvalgets formand, Claus Larsen-Jensen (S), og EU-ordfører Henrik Dam Kristensen (S), der lancerede det socialdemokratiske udspil.