Racismesag mod politikere

Rigsadvokaten kræver Mogens Camres parlamentariske immunitet ophævet, så DF-politikeren kan retsforfølges for racistisk propaganda. To andre DF'ere tiltalt for racisme.

Rigsadvokaten har anmodet Europa-Parlamentet om at ophæve immuniteten hos Dansk Folkepartis medlem Mogens Camre, som er sigtet for at have fremsat racistiske udtalelser på partiets årsmøde i Vejle for et år siden.

Det drejer sig om den hårdeste del af straffelovens såkaldte racismeparagraf, der handler om udtalelser brugt som propaganda, oplyser vicepolitimester i Vejle, Tom Andersen.

Ifølge vicepolitimesteren skrev Mogens Camre forud for årsmødet i en pressemeddelelse om sin forestående tale på årsmødet, at muslimerne »venter på at slå os ihjel.« En udtalelse, som på båndoptagelserne fra selve talen blev modificeret til:

»Alle vestlige lande er infiltreret af muslimerne. Nogle taler pænt til os. Mens de venter på at blive nok til at få os fjernet. Der går en lige linje fra en ussel voldtægtsmand til ham, der omskærer sin datter, tvinger sin hustru til at bære tørklæde og til ham, der i religiøs fanatisme flyver et passagerfly ind i World Trade Center. Fælles for dem er hadet til andre mennesker. Et had, der er begrundet i en syg ideologi.«

Samtidig er der rejst tiltale mod Dansk Folkepartis amtsformand i Storstrøms Amt, Michael Rex, og formanden for Dansk Folkepartis Ungdomsorganisation, Kenneth Kristensen.

Ifølge anklageskriftet sagde Michael Rex blandt andet, at »islam er ikke en religion i traditionel forstand. Det er en terrororganisation, som prøver at opnå verdensherredømmet ved vold.«

Og Kenneth Kristensen er tiltalt for at sige:

»I Danmark kan man ikke tale rent ud af posen. At kalde en spade for en spade. Kalde en såkaldt utilpasset ung andengenerationsindvandrer for det, han er, nemlig en afstumpet afviger. Faktum er, at flertallet af disse unge arabere er forbrydere, der med deres voldsforherligelser og intense had har videreført de traditioner, som familiefædrene har bibragt dem.«

Sag henlagt

Samtidig har politiet henlagt efterforskningen mod Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, og partiets gruppeformand i Folketinget, Kristian Thulesen Dahl, uden at der på noget tidspunkt har været rejst sigtelse mod dem. Partiformanden ønsker ikke at kommentere sagen mod de højtplacerede tillidsfolk i partiet, men henviser til de tiltalte selv.

Statsadvokat hos Rigsadvokaturen Hanne Schmidt bekræfter, at der via Justitsministeriet er sendt en anmodning om ophævelse af Camres immunitet til Europa-Parlamentet.

»Rigsadvokaturen har for et par uger siden fremsendt denne anmodning gennem de diplomatiske kanaler. Vi har endnu ikke fået svar, derfor er der endnu ikke rejst tiltale,« siger statsadvokat Hanne Schmidt.

Politimesteren i Vejle, Flemming Dithmer, besluttede i første omgang at indstille efterforskningen af racismeanklagerne med den begrundelse, at udtalelserne kom få dage efter terrorangrebene mod USA 11. september 2001, og at de derfor var sagt i forbindelse med en »ophedet og fortættet politisk atmosfære.«

Politimesteren blev dog underkendt af rigsadvokat Henning Fode, som ikke var enig i, at situationen efter den 11. september gav et større spillerum for, hvad man må sige. Henning Fode bad derfor Vejle Politi om at fortsætte efterforskningen, samtidig med at han understregede, at ordren ikke nødvendigvis betød, at nogen skulle sigtes eller eventuelt tiltales for at have overtrådt racismeparagraffen.

Politisk handling

»Det er et politisk betinget forsøg på at angribe Dansk Folkeparti. I mine udtalelser er der ingen form for racisme overhovedet. Rigsadvokaten tager sagen op, fordi han gerne vil have straffet Dansk Folkeparti. Hvis man skal dømme mig, skal man dømme tre fjerdedele af den danske befolkning,« sagde Mogens Camre i går til TV2.

Kenneth Kristensen kalder politiets beslutning om at retsforfølge ham selv, Mogens Camre og Michael Rex for en »hetz« og siger til Jyllands-Posten, at han føler sig forfulgt af en socialdemokratisk rigsadvokat, som er utilfreds med den borgerlige regerings nedskæringer i den offentlige sektor.

»Det er utilstedeligt. Mine udtalelserne skal ses i sammenhæng, og loven er ikke i nærheden af at være overtrådt i mit tilfælde. Det virker som om, jeg efterhånden ikke kan åbne munden i udlændingedebatten uden at blive mødt med en sigtelse. Det kalder jeg østeuropæiske tilstande,« siger Kenneth Kristensen, der understreger, at han fortsat står ved sine udtalelser.

mikkel.thastum@jp.dk

louise.with@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen