10 lande med i EU fra 2004

EU udvides med 10 lande ved topmødet til december i København.

Det vurderede statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i dag, før EU-Kommissionen præsenterer sin statusrapport om udvidelsen.

I så fald kan EU fra 2004 byde velkommen til Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Slovenien, Malta og Cypern. EU fastlægger vilkårene for udvidelsen ved topmødet om to uger i Bruxelles Her venter hårde forhandlinger om EU's budget og landbrug, spåede statsministeren.

- Når den endelige beslutning skal træffes i København i december, så vil hvert land blive vurderet på baggrund af, om det opfylder betingelserne. Med de fremskridt, der er sket i forhandlingerne indtil nu, så er der en god udsigt til, at de 10 lande, som vi nævnte allerede før jul på topmødet i Laeken, også vil være klar. Det er mit bestemte håb og min bestemte forventning, at 10 lande vil være klar til optagelse, sagde statsministeren.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen