Skater på hjemmebane

Der er skaterplakater på væggen og blomster på dynebetrækket i sovesofaen, der oftere er seng end sofa.

Op ad væggen står to mørke skateboards. Bag sengen ligger de rulleskøjter, der ikke længere er sjove.

Michel Ravn Grubelic har ikke set meget til sine cirka 12 kvadratmeter i sommerferien, da han i stedet har øvet "overcrooks" og "olier" på skateboardrampen på Sct. Anna Gade Skole.

Værelset i rækkehuslejligheden i Højbjerg ved Århus er først og fremmest soveværelse for den 15-årige skater og skoleelev, der ikke skænker Ikea-kataloger og modenips mange tanker.

»Jeg tænker over, at mit værelse ikke skal ligne et bombet lokum, når jeg har venner på besøg. Men ellers tænker jeg ikke så meget over, hvordan her ser ud, for jeg er her mest, når jeg skal sove,« fortæller Michel, der viser rundt på sit værelse i grå skaterbukser og en sort T-shirt, som han har købt af et ældre skateridol, der ind i mellem træner på samme rampe.

På det lyse træskrivebord står en virusramt computer, hvor Michel plejer at spille snowboard- eller flyspil og gå på internettet. Lektierne laver han ved det store bord i køkkenet.

På en træhylde over sengen står en stribe lyserøde dåsefantaer med eksotisk smag. En souvenir fra sommerferien i Tyskland.

»Så kan man blære sig lidt med, at man har mange sodavand,« griner Michel, der har resten af lageret opmagasineret i køleskabet.

Under vinduet står sofabordet, der ikke har selskab af en sofa, men i stedet bliver brugt som puslebriks, når skateboardet skal have nye reservedele.

På varmeapparatet bag sofabordet hænger et par tykke sokker og et billede af en flok smilende konfirmander. Bag døren hænger en stor ramme med billeder af familie og venner og babybilleder af Michel.

Væggene er meget blå.

»Det er dejligt lyst. Så bliver man ikke træt, når man kommer ind på værelset. Loftlampen lyser nemlig ikke så meget. En lys farve giver mere stemning og mere harmoni,« siger Michel, hvilket får hans lillebror Mathias, 12 år, og Keshet til at skraldgrine.

Bamser og sportsplakater

Bamser er der ikke skyggen af på Michels værelse, mens Keshet har en hel hær hjemme på sit værelse.

»Jeg har en hel række dyr i mit hyggehjørne, men det er rimelig fede dyr, som rockerdyr og smølfer. Ikke bare sovedyr,« understreger han.

Selv om drengene ikke går meget op i interiør, lægger de mærke til, hvordan kammeraterne indretter sig. Sportsplakater er det helt store hit på de fleste drengeværelser.

»Kender man for eksempel én fra skolen, kan man tit gætte, hvordan hans værelse ser ud, selv om man ikke har været hjemme hos ham. Spiller han for eksempel fodbold, er der altid fodboldplakater på væggen,« fortæller Michel.

Lugten

Keshet er mere optaget af sin lugtesans, når han kigger inden for på kammeraternes værelser.

»Jeg lægger altid mest mærke til, hvordan der lugter, når jeg kommer ind på et værelse, hvor jeg ikke har været før. Der lugter altid meget anderledes, nogle gange af sved,« fortæller han.

Michel har et rodehjørne bag sin seng, men prøver ellers at holde orden på sit værelse. I modsætning til mange af de piger, han kender.

»De roder mere. Der ligger altid tøj på gulvet og over det hele,« fortæller han.

»Også undertøj. Og så har de alle sammen lavalamper lige for tiden,« supplerer Keshet.

Selv om Michel ikke bruger mange af dagens timer på sit værelse, er han glad for at have en dør at lukke indefra, når han har brug for fred.

»Her kan jeg sige, at jeg vil være alene. Selvfølgelig synes min lillebror først, at det er sjovt at drille, når jeg vil være alene, så han kommer hele tiden og råber og banker på,« fortæller han.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen