Jesper gjorde op med sin usikre opvækst

Jesper Plambek voksede op som kastebold mellem sine egne forældre og en plejefamilie. Psykiske problemer, hyppige flytninger og skoleskift var en del af hverdagen. Trods de usikre opvækstvilkår har den nu 25-årige mand taget en videregående uddannelse.

Som barn måtte Jesper Plambek ikke fortælle til folk, at han boede det meste af tiden hos en anden familie. Forældrenes venner skulle ikke vide det. Heller ikke tanterne og onklerne. Det ville hans mor ikke have, for hun skammede sig over, at hun og Jespers far ikke magtede at tage sig af deres eget barn.

Men han fortalte det alligevel. Selv om hans mor blev ked af det.

»Det var jeg nødt til. Efterhånden lærte jeg, at jeg ikke kunne lyve om halvdelen af mit liv. Både for min egen skyld og for omverdenen,« fortæller han.

Den anden familie var en plejefamilie, som Jesper Plambek første gang flyttede ind hos som tre-årig. Gennem hele sin barndom flyttede han frem og tilbage mellem plejefamilien og de biologiske forældre, som begge var psykisk syge og på førtidspension. Skoleskift, psykologer, ekstraundervisning, nye venner og nye omgivelser var en del af hverdagen.

I gang med uddannelse

I dag er Jesper Plambek 25 år og færdig med både adresseændringer og skoleskift. Lejligheden på Vesterbro i København har været hans hjem i syv år, og om et års tid er han færdig med mellemlederuddannelsen til jordbrugsteknolog, som foregår i Slagelse - og kun der. Efter uddannelsen håber han at komme til USA og åbne sin egen virksomhed.

Jesper Plambek er det, man kan kalde en mønsterbryder. De vanskelige opvækstvilkår har hverken bremset hans vej mod en videregående uddannelse eller ambitionerne om at blive selvstændig.

Selv ser han ikke det, han har gjort, som noget usædvanligt.

»Jeg betragter ikke mig selv som en, der er brudt ud af en negativ baggrund. Jeg har taget tingene, som de kom. Og egentlig så jeg ikke mine forældres problemer som en belastning, selv om det var svært. I stedet tænkte jeg på det som nogle hindringer i livet, jeg skulle igennem,« forklarer Jesper Plambek.

Bagud i skolen

Han indrømmer dog, at det var lidt af et eksperiment, da han besluttede sig for at udbygge gartneruddannelsen med den noget mere boglige overbygning til jordbrugsteknolog. I alt syv skoleskift blev det til gennem Jesper Plambeks barndom, og det har sat spor på hans faglige kundskaber.

»I skolen havde jeg problemer med at læse, skrive og stave. Jeg faldt jo bagud, hver gang jeg skiftede skole. De startede et andet sted end der, hvor jeg var kommet til i den gamle skole, og så mistede jeg noget af det, de andre havde lært,« siger Jesper Plambek.

Ekstraundervisningen kom han i gang med i tredje klasse, da plejeforældrene greb ind. Jesper Plambeks egne forældre var det meste af tiden på medicin, som satte dem ud af stand til at håndtere deres søns problemer. Eller i det hele taget hans dagligdag. I perioder, når moderen var meget syg, var rollefordelingen nærmest omvendt.

Passede på sin mor

»Når min far ikke holdt øje med hende, blev jeg nødt til at være lige i hælene på hende for at sikre, at der ikke skete noget. Hun rendte rundt og lavede alle mulige mærkelige ting. Tændte for kogeplader, selv om der ikke var noget på, smed lys ind i køleskabet, faldt ned ad trappen, og en gang tændte hun også for gassen. Det kunne have gået helt galt. Ellers var hun så bedøvet af piller, at man slet ikke kunne komme i kontakt med hende, og så skulle hun have hjælp til alt,« fortæller Jesper Plambek.

Trods alt betegner han sit forhold til de biologiske forældre som godt, og i de lange perioder, han boede hos sine plejeforældre, savnede han dem og ringede eller besøgte dem ofte. Men selv som barn kunne han godt se, at det ikke gik, når han boede hjemme i længere tid. Hurtigt begyndte skænderierne over dagligdagens gøremål at hobe sig op - skænderier, som i bund og grund handlede om, at der ikke var overskud til at passe både de psykiske problemer og et barn.

Nødvendig plejefamilie

Jesper Plambek er i dag glad for, at han har prøvet at bo hjemme. Men som voksen er han overbevist om, at det ville have været bedre for ham at blive hos plejeforældrene i trygge, faste rammer. Hvis det ikke var for dem, ville hans liv have set meget anderledes ud.

»Jeg ved ikke, hvor jeg var endt, hvis jeg var blevet hos mine egne forældre. Det var jo slet ikke gået,« siger han.

eline.holm@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen