Farums byrådsmedlemmer skal selv betale

De medlemmer af Farum byråd, der har deltaget i kommunens overforbrug skal nu med stor sandsynlighed af egen lomme betale pengene tilbage til kommunen.

Det er Tilsynsrådet i Frederiksborg Amt, der nu mener at have krudt nok i kanonen til at hænge de enkelte byrødder op deres eget kommunale overforbrug, skriver BT.

Og det er ikke småpenge, medlemmerne risikerer at skulle aflevere. I 2001 brugte borgmesteren og byrådet 8,1mio. kr. på repræsentation. I budgettet var der kun sat 2,7 mio. kr. af til området. Resten af pengene 5,4 mio. kr., mener tilsynsrådet er ulovligt anvendt, da de ikke er vedtaget i byrådet. Det er de 5,4 mio. kr. som tilsynsrådet vil kradse ind blandt byrådets 20 medlemmer.

»Alle de her revisionsberetninger er ikke for sjovs skyld, men for at byrådet kan tage konklusionerne og med dem i hånden gå ud og hente pengene. Det er ikke skrivebordsøvelser,« siger Jakob Næsager, der er fuldmægtig i tilsynsrådet i Frederiksborg Amt.

Han forklarer, at det er Tilsynsrådets opgave at sikre sig, at kommunen ikke taber penge:

»Hvis de har penge ude at svømme, så må Tilsynsrådet se på, at byrådet selv henter det hjem, og gør de det ikke, må vi kræve det af dem.«

I løbet af de kommende to uger afgør Tilsynsrådet, om der er basis for en straffesag mod en række af byrådsmedlemmerne.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen