Nyt liv i Mogens' hæl

Bispebjerg Hospital lader spyfluelarver rense sår på blandt andre sukkersygepatienter med dårligt blodomløb i benene. Maddikerne er ofte sidste udvej inden amputation, og den tidligere slagter Mogens Hoe Hansen håber, at behandlingen kan redde hans sidste ben.

Den er gal med 68-årige Mogens Hoe Hansens sidste ben.

Lægerne har tidligere måttet amputere tre døde tæer, men denne eftermiddag på Bispebjerg Hospitals sårafdeling er der kommet nyt liv i højrefoden. Eller rettere hælen, hvor Mogens Hoe Hansen har et sår, der ikke vil hele.

»Det er som at stikke foden ned i en myretue. Det kribler og krabler. De arbejder helt vildt,« siger Mogens Hoe Hansen med et bredt smil om de spyfluelarver, som befinder sig inde bag bandagen på foden.

Den almindelige grønne spyflues larver har nemlig vist sig at rense sår bedre end selv de mest præcise kirurger. For larverne spiser kun dødt kød og kan fjerne det mere selektivt end kirurgerne, der har sværere ved at se overgangen mellem dødt og levende væv.

Hvis lægerne kommer til at fjerne for meget kød fra Mogens Hoe Hansens hæl, er der kun knoglen tilbage at gå på. Og så er der overhængende risiko, at han mister benet.

Fantastisk nat

Oven i købet skeler larverne ikke til arbejdstider. De er yderst arbejdsomme, forklarer Mogens Hoe Hansen fra sengen.

»Jeg har haft en fantastisk nat. Dyrene har haft så travlt, at du ikke drømmer om det. Til sidst måtte jeg bede om en pille, for jeg kunne ikke sove. Ikke fordi det gør ondt, det kildrer nærmest. Men når de rammer en nerve, kan det godt give et fantomstød,« siger Mogens Hoe Hansen og giver et sæt.

I et år har han døjet med såret på hælen, der opstod, efter at en fodterapeut kom til at stikke hul med en skalpel. Hver fjortende dag har han købt piller til 600 kr. og hver måned en tube salve til 375 kr., mens hjemmesygeplejen har skullet ordne såret hver anden dag. Adskillige gange har kirurger fjernet dødt væv, uden at det har hjulpet. Mogens Hoe Hansen sætter sin lid til larverne.

»Nu har det foreløbig taget et år at få det rådne ben til at virke. Jeg fik mit venstre ben amputeret ret akut i starten af året, så jeg kan slet ikke overskue, hvis jeg også skulle miste det højre. Det er nok min sidste chance for at beholde benet, men jeg er lykkelig for, at de prøver det,« siger Mogens Hoe Hansen.

Den tidligere slagter er paradoksalt nok glad for dyr og har haft 32 greyhound-væddeløbshunde. Han har ikke noget imod, at nogle smådyr æder lidt af hans døde kød.

»Jeg er vant til at omgås dyr, og her gør de noget gavn. I gamle dage brugte man igler. Og det er da fantastisk, at man kan finde dyr, der kun spiser det døde kød,« siger Mogens Hoe Hansen og fletter fingrene for at vise, hvordan det døde og det levende kød omkring såret ellers blander sig.

Larven Viggo

Han fordriver bl.a. tiden på hospitalet med at snakke med dyrene nede i foden. Et af dem kalder han Viggo, når sygeplejerske Britta Østergaard skal se til bandagen. Hun vil i dagens anledning gerne åbne op ned til maddikerne, så læserne kan få et billede af de små hjælpere på arbejde.

Først viser hun en sort plamage på bandagens underside. Det er larvernes sekret, der svarer til vores afføring.

»Når der kommer noget ind, skal der også noget ud. Det kan faktisk godt lugte lidt grimt. Nogle af dem producerer så meget sekret, at de kan drukne i det,« siger Britta Østergaard og vikler med trænede hænder bindet af Mogens Hoe Hansens fod.

Huden er gullig, og på hælen er et meget fintmasket net tapet til huden med hudfarvet tape. Inde bag nettet er der fest og glade dage. Det er tydeligt, at larverne er meget levende og i fuld gang med at spise.

»De er ikke helt modne endnu. De kan godt spise mere,« siger Britta Østergaard og forklarer, at larverne skal opholde sig i såret i tre dage. Helst ikke længere.

»Så vil de søge væk og begynde at forpuppe sig. Vi har haft enkelte larveudslip på afdelingen,« siger Britta Østergaard med et skævt smil.

Et uvirkeligt syn

I løbet af de tre dage vokser larverne fra 1 til 2 millimeter, som de måler, når hospitalet får dem i flasker fra England, til en centimeter.

Forsigtigt linder Britta Østergaard på tapen og løfter nettet. Synet er næsten uvirkeligt. Nede i krateret på hælen vrider en lille håndfuld grålige larver sig og kravler rundt på hinanden. Et par af dem stikker nysgerrigt hovedet eller enden op over kraterkanten, men dumper hurtigt ned igen.

»Du kan se deres maver gennem skindet,« siger Britta Østergaard.

Hun vil gerne lade fotografen tage et nærbillede af en maddike.

»Vi tager lige et dyr, Mogens,« siger hun.

»Ja, men så skal det ikke være Viggo,« lyder det oppe fra sengen.

jpk@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.