Læger amputerer unødigt 300 ben
Behandlingen af sår hos sukkersygepatienter er så præget af tilfældigheder og geografiske forskelle, at ca. 300 mennesker hvert år får sat et ben af unødigt. Det skønner læger på Bispebjerg Hospitals Videncenter for Sårheling, der ønsker, at sårbehandling bliver et nationalt, lægefagligt ekspertområde.
Får en sukkersygepatient et sår på foden, der gennem længere tid ikke vil hele, skal han være taknemmelig, hvis han bor i et amt, der har et sårcenter eller sårteam.
De kan nemlig sikre, at patientens sår bliver behandlet optimalt. I mange amter afhænger behandlingen ellers af, om der tilfældigvis findes en ekspert med forstand på sår. Gør der ikke det, risikerer sukkersygepatienten at miste benet, mens andre risikerer, at sårene breder sig og bliver væskende og ildelugtende.
På Bispebjerg Hospitals Videncenter for Sårheling skønner overlæge Per Holstein, at 300 patienter hvert år unødigt mister et ben. Ben, som patienterne kunne have beholdt med en ordentlig sårpleje.
»Hvert år amputerer danske hospitaler 600 ben på grund af diabetessår, men halvdelen af disse kunne reddes, hvis vi fik en ensartet behandling af sår. På 15 år har vi her på hospitalet nedbragt vores amputationer hos sukkersygepatienter med 75 procent, og vi regner med, at de andre hospitaler stadig kan nedbringe deres andel med 50 procent,« siger Per Holstein.
Han henviser til en undersøgelse, som viser, at en amputation koster samfundet op mod en halv mio. kr., når plejehjem og hjemmepleje regnes med.
»Så vi taler om 150 mio. kr. om året,« siger Per Holstein.
Ikke prestigefyldt
Videncentrets ledende overlæge, professor Finn Gottrup, ønsker en national struktur, hvor sårbehandling bliver et anerkendt ekspertområde på linje med andre specialer.
»Det er et stort problem, at patienterne risikerer meget forskellig behandling, alt efter hvor de bor. Det afgørende er, om der er en læge i nærheden, der ved noget om sårheling. Dem er der ikke mange af, for området er ikke prestigefyldt. Man bliver ikke verdensberømt i Danmark af at få et skinnebenssår til at hele,« siger Finn Gottrup.
Centret får ofte patienter, som har fået tilbudt amputation på et andet hospital, uden at det var nødvendigt. Det skyldes bl.a., at læger anser amputation for en forholdsvis ukompliceret operation. Men de efterfølgende omkostninger er enorme, både for patienten og samfundet.
»Patienterne mister en væsentlig del af sin livskvalitet. De yngre klarer sig ofte med en protese, men mange ældre får ikke lært at gå med protese, og så ender de i en kørestol,« siger Finn Gottrup.
Videncenter for Sårheling har 20 sengepladser, mens et nyåbnet sårcenter i Odense vil få 10 senge til patienter med problemsår. I flere amter arbejder praktiserende læger sammen med hospitalslæger i sårteam, men området mangler ifølge Finn Gottrup en overordnet koordination.
Bruger spyfluelarver
Han mener, at Sundhedsstyrelsen bør anerkende sårområdet, bl.a. fordi læger så kan medregne ophold på sårcentre i deres uddannelse. Det vil ifølge Gottrup komme mange patienter til gavn.
»Op mod 50.000 mennesker har dagligt problemsår som liggesår, fod- og bensår og betændte, akutte sår. Vi regner med, at disse patienter koster samfundet 2-3 mia. kr. årligt i behandling. Sårene giver mange ældre en dårlig livskvalitet, fordi de ikke vil vise sig med væskende, ildelugtende sår,« siger Finn Gottrup.
Danmark er ifølge professoren internationalt blandt de førende på sårområdet, og det er i lægekredse almindelig kendt, at videncentret har virket som en slags lokomotiv. Centret på Bispebjerg samarbejder med karkiruger om bypass-operationer, hvor lægerne erstatter dårligt fungerende blodkar med tynde rør i patienternes ben. Centret afprøver også nye metoder inden for sårheling og har bl.a. behandlet over 100 patienter med spyfluelarver. Larverne spiser det døde væv omkring sår, der ellers ikke har kunnet hele.