Ny formand i Sind efter bittert opgør
Peter Duetoft bliver ny formand for Landsforeningen Sind.
Landsforeningen Sind står splittet oven på weekendens kaotiske landsmøde, hvor det tidligere folketingsmedlem for CD, Peter Duetoft, blev ny formand i stedet for Sinds mangeårige formand, Bente Djørup.
Efter landsmødet i går betegnede hun formandsskiftet som et regulært kup, og hun mener, at Peter Duetoft er valgt på et ulovligt grundlag og i strid med landsforeningens egne vedtægter.
»Jeg var nødt til at trække mig som formand, da landsmødet fastholdt, at Peter Duetoft var valgbar og derfor kunne stille op til formandsposten. Jeg hverken kan eller vil medvirke til den slags ulovligheder,« siger Bente Djørup.
Et par uklare paragraffer i vedtægterne er skyld i den indædte strid. Den består i, at Bente Djørup-fløjen og hendes advokat afviser, at Peter Duetoft som ikke-delegeret kan kandidere til formandsposten.
Derfor blev han slettet af opstillingslisten inden landsmødet, men ved mødets begyndelse besluttede et stort flertal af de delegerede at vedtage et fortolkningsforslag om, at ikke-delegerede medlemmer godt kan påtage sig tillidsposter i foreningen.
Peter Duetoft afviser beskyldningerne om at være valgt på et ulovligt grundlag. Om han som ny formand kan samle fløjene vil tiden vise.
»Jeg er selvfølgelig ked af at blive formand på denne måde. På landsmødet rakte jeg en meget udstrakt hånd frem til Djørup-gruppen, men foreløbig har de afvist den,« siger Peter Duetoft.
Han mener dog, at Landsforeningen Sind straks er nødt til at samarbejde, fordi psykiatrien netop i disse uger er under voldsomt pres.
»Med de nedskæringer, der er i gang netop nu i amterne og kommunerne, er der slet ikke tid til at bruge kræfterne på denne strid,« siger Peter Duetoft.