På besøg i Lomborgs verden

Han er kontroversiel, men tåler modsigelser. Han er forhadt, men hans medarbejdere begynder at sætte pris på ham. Bjørn Lomborg er direktør for Institut for Miljøvurdering. En usædvanlig arbejdsplads, hvor der dagligt flyttes grænser, og hvor det bedst kunne betale sig at investere i firmacykler.

For knap et år sørgede danske miljøaktivister, da Svend Auken (S) abdicerede og overlod miljøet til de borgerlige. Den nye regering skar ned, men greb også lektor Bjørn Lomborgs forslag om at oprette et "institut for miljøvurdering".

Den århusianske lektor blev selv det nye instituts første direktør. Siden er den kontroversielle miljømagiker mistænkt for at have ansat 13 kloninger til at forklare, hvorfor Verdensnaturfonden, Greenpeace og FN's miljøeksperter tager fejl på en række områder, og hvordan vi får mest ud af hver miljøkrone. Institut for Miljøvurdering er blevet Bjørn Lomborgs verden.

Og hvordan er så dens sande tilstand? Jyllands-Posten har besøgt det nye institut og mødt Lomborgs medarbejdere. De 10 er akademikere, mens to fungerer som sekretærer og en enkelt er studentermedhjælper.

Indtil for ganske nylig betragtede biolog Anja Skjoldborg Hansen Bjørn Lomborg som den værste fjende af alle. Og hadet mod miljøskeptikeren Lomborg var så stort, at hun sammen med kollegerne på den tidligere arbejdsplads, Danmarks Miljøundersøgelser, DMU, brændte billeder af fjenden af til julefrokosten. I dag er han hendes direktør.

Men nogen kopi af Lomborg er der næppe tale om. På kontoret ved siden af Lomborg sidder instituttets "seniorfyr", Henrik Saxe, der indtil for få måneder siden var forskningsprofessor på Landbohøjskolen.

Og han lægger ikke skjul på, at han beundrer tidligere miljøminister Svend Auken (S) for hans indsats på miljøområdet. Men selv om 50-årige Henrik Saxe - ligesom Lomborg - har den kætterske mening, at miljøet bør betragtes på lige fod med alle andre ting og udsættes for en overordnet prioritering - er der heller ikke her tale om nogen ægte Lomborg-kopi.

Til gengæld erkender én af instituttets yngste medarbejdere, 29-årige Olivier Rubin, at han kun søgte jobbet, fordi forbilledet Bjørn Lomborg var direktør. Kun en enkelt af Lomborgs gamle venner fra tiden på Aarhus Universitet, hvor hele miljøoprøret begyndte, er ansat - og kun i en midlertidig stilling. Det er Kenneth Thue Nielsen, der var med, da Lomborg begyndte at vælte verden med sine kontroversielle ideer om, at verdens miljø faktisk havde det meget bedre, end miljøaktivisterne påstod.

Fælles morgenmad

Da Jyllands-Posten onsdag morgen dukker op hos Institut for Miljøvurdering i de lækre lokaler på Linnésgade 18 ved Israels Plads er stemningen rigtig god. De 14 medarbejdere sidder samlet om morgenmaden - hver med sin kop med eget navn på - mens direktør Lomborg og et par medarbejdere beretter om tirsdagens optræden i Ingeniørforeningen, hvor instituttet for første gang har optrådt offentligt og er blevet bedømt i en større forsamling.

Og det gik rigtig godt, mener de tre, selv om en stor del af forsamlingen havde været skeptisk. Ikke mindst fordi en respekteret miljøprofessor var med til at trække "den grønne del af salen" med, lyder det.

Det er helt tydeligt, at medarbejderne er ivrige efter at få accept for deres indsats - både fra tidligere kolleger i den etablerede miljøverden og fra hele "den grønne del" af Danmarks befolkning. Lomborgs drenge og piger er nemlig hverken kopier af Lomborg eller ude i en personligt vendetta med det formål at nedlægge hele den danske miljøindsats. De afspejler formentlig den danske befolknings holdninger ganske godt - selv om de næsten alle er unge og udstråler dynamik og gåpåmod, mens de sidder med deres håndmalede kaffekopper og spiser franskbrød med ost og marmelade. Et par stykker drikker urtete, mens de fleste har kaffe i kopperne. Og så gør Lomborg en dyd ud af at være vegetar og brokker sig lidt over, at den lokale kantine ikke har meget at tilbyde en fyr, der ikke spiser kød.

Kun et par af de 14 ved morgenbordet er over 40 år. Mellem morgenbordet og printerne står et fodboldspil, der sikrer adspredelse, når rapporterne og de tunge undersøgelser bliver for trivielle for medarbejderne. Souschef Andreas Egense Jørgensen har styr på en mindre turnering. Ellers er rummet, der samtidig fungerer som kantine, præget af en stor tavle, hvor alle igangværende undersøgelser og projekter er linet op.

Søgte job i trods

Umiddelbart kan det godt virke som om, Lomborg blot har ansat 10 kopier. Men bag facaden bliver der diskuteret og taget slagsmål. Og selv om Lomborg er direktør, er det ikke altid ham, der vinder. Han lytter nemlig til sine medarbejdere - og det gode argument vinder over det mindre gode. Derfor har skeptiske Anja Skjoldborg Hansen valgt at blive, selv om hun indimellem har haft sine overvejelser:

»Da jeg første gang så jobannoncen fra instituttet, var jeg en af dem, der var ved at kaste op. Men jeg endte alligevel med at søge jobbet, nærmest i trods. Jeg troede på, at man ville komme længere med sin kritik af Lomborg ved at gå aktivt ind. Samtidig sad jeg i en midlertidig stilling og følte derfor, at jeg intet havde at miste. Men jeg havde ikke regnet med at få jobbet,« fortæller Anja Skjoldborg Hansen.

»Egentlig håbede jeg blot på en jobsamtale, så jeg kunne møde Bjørn og sige ham min mening. Men det gik fuldstændig galt - og er vel nok den værste joke, jeg har lavet i mit liv. Det viste sig, at han godt kan lide modspil.« Biologen, der kom direkte fra et job hos Danmarks Miljøundersøgelser, har især haft problemer med venner, bekendte og tidligere kolleger:

»Det har været personligt ubehageligt at møde folk både socialt og fagligt, der ser ned på mig, fordi jeg arbejder herinde.«

Heller ikke på instituttet har livet dog været smertefrit siden skiftet til fjenden:

»Jeg har været tæt på at fortryde. Især i slutningen af august og begyndelsen af september, da Bjørn begyndte at komme ud med ting, vi ikke var orienteret om. Det blev meget Bjørns gamle arbejde, der kom ind. Men flere af os fik sagt fra og forklaret, at det nu ikke længere kun var ham, men mange andre, som han var nødt til at tage hensyn til. Og det har vist sig, at der er plads til at sige fra. Det er helt ok at komme med kritik. Og man står ikke alene. Nogen tror, at der blot sidder 10 kopier af Bjørn Lomborg, men det er ikke rigtigt - selv om vi faktisk ikke er så uenige om det, vi skal lave. Men det handler om en faglig holdning. Og jeg må i dag erkende, at der fagligt ikke er så stor forskel på Bjørn og mig, som jeg troede. Tidligere betragtede jeg ham som min værste modstander, som fjenden. Derfor var det en meget underlig dag, da jeg for nylig skrev en kronik til Information sammen med Bjørn,« beretter Anja Skjoldborg Hansen, der samtidig fortæller, at hun i perioder har været bange for, at karrieren som biolog i den danske miljøverden skulle gå fuldstændig i stå, fordi alle andre biologer ville vende hende ryggen. I dag mener hun, at arbejdsklimaet på Institut for Miljøvurdering faktisk er bedre - og mere fordomsfrit - end hos DMU, hvor stemningen ifølge hende var præget af, at mange havde været der i mange år, og at der var bestemte normer omkring de fleste ting.

Lomborg-fan

Olivier Rubin lægger til gengæld ikke skjul på, at han er Lomborg-fan og udelukkende søgte jobbet på grund af direktøren:

»Jeg har fulgt Bjørn i medierne og er meget begejstret for hans pointer. Derfor søgte jeg jobbet. Havde det ikke været med Bjørn som direktør, havde jeg aldrig søgt.«

Olivier Rubin kan først og fremmest berette om et sjovt job med masser af udfordringer. Men selv om han personlig er enig med Lomborg om det meste, kan han dog godt se et problem, når direktøren går i medierne som forfatter med ting, der intet har med instituttet at gøre.

Henrik Saxe er med sine 50 år én af instituttets ældste og mest erfarne medarbejdere. Efter en årrække som biolog og forsker hos bl.a. DMU, Landbohøjskolen, Roskilde Universitetscenter samt Yale Universitetet i USA har han valgt et markant kursskifte:

»Jeg synes, ideen om instituttet lød rigtig spændende. For et par år siden talte jeg med daværende miljøminister Svend Auken om muligheden for at oprette en tænketank på miljøområdet. Og da så regeringen faldt, kom der noget, der lignede en tænketank. Derfor søgte jeg,« fortæller Henrik Saxe, der tidligere har arbejdet med skovøkologi, klimaforandringer og luftforurening samt forsket i både Danmark og udlandet, ligesom han har en fortid som miljøaktivist.

»Jeg er uddannet miljøbiolog, og var tidligere aktivist i organisationen NOAH. Mit hjerte brænder simpelthen for miljøet, og lige nu er dette her et godt sted at sidde,« mener Henrik Saxe, der afviser at være stikirenddreng for den borgerlige regering.

»Vi er ikke Venstres forlængede arm. Personligt er jeg rimelig upolitisk. Men når det handler om miljøet, har jeg faktisk været ret begejstret for Auken. Hvis jeg alene skulle tænke på mig selv og min skattebetaling, vil jeg måske stemme på de borgerlige, men hvis jeg skulle tænke på miljøet, ville jeg stemme på venstrefløjen.«

Henrik Saxe mener dog ikke, man blot bevidstløs skal bruge penge på miljøet: »Det afgørende er ikke, hvor mange penge man bruger, men hvordan de bliver brugt. Og det kan meget vel være, at vi kan få mere miljø for pengene. Samtidig er vi nødt til at prioritere, hvordan vi får de mest effektive miljøinvesteringer. Og så kan man blive nødt til - hvad der tidligere var helligbrøde at sige - at flytte penge fra miljøområdet til f.eks. det sociale eller kulturelle område. Som miljøaktivist har jeg været med til at kæmpe for en hellig sag. Men en overlæge på Rigshospitalet ser det formentlig på samme måde på sit område. Det er man nødt til at hæve sig op over. Og det er nødvendigt med en økonomisk analyse, hvis man skal finde ud af, hvad der skal prioriteres - fuglekvidder eller et nyt operahus.«

Miljøfolk og økonomer

Medarbejderne hos det nye institut har vidt forskellig baggrund. Lige nu er fordelingen nogenlunde ligelig mellem biologer, toxikologer og andre miljøfolk på den ene side og økonomer og statskundskabsfolk på den anden. Men når en ny medarbejder om kort tid tiltræder, vil der blive et lille flertal af økonomisk orienterede medarbejdere. Det afgørende er imidlertid ikke medarbejdernes faglige baggrund, men derimod deres evne til at argumentere for en sag, forklarer Bjørn Lomborg.

»Når folk kommer med en god idé, som de tror kan spare samfundet penge eller sikre os mere miljø for de samme penge, får medarbejderen en-to manddage til at se på problemet og lave et oplæg. Herefter diskuterer vi én gang om måneden otte-ti forslag, hvorefter vi udvælger to-tre gode projekter, som vi så kaster os over.«

Ifølge Lomborg er instituttets opgave bl.a. at informere om kvaliteten af miljøindsatsen, at aflive myter, lave cost-benefit analyser om, hvordan vi kan få mere miljø for pengene, samt at formidle den nye viden til offentligheden. Derfor drøner medarbejdere konstant ud og ind af hans kontor med forslag til debatindlæg, kronikker og lignende til danske og udenlandske medier, ligesom chefen konstant må til telefonen for at tale med forskere, mediefolk eller andre aktører på den internationale miljøscene. I løbet af den kommende tid er Lomborg således i centrum for en times TV hos DR1, når stationen sender et BBC-program med Lomborg som miljøekspert og derefter sender 20 minutters debat mellem Lomborg, Kurt Strand og WWF's danske generalsekretær Kim Carstensen. Instituttet har indtil videre i sin tre-fire måneder lange levetid leveret tre rapporter: Én om den samlede miljøudgift i Danmark, én der kritiserede FN's seneste miljørapport for at mangle prioriteringer, og endelig én hvor Verdensnaturfonden, WWF, blev kritiseret for at påstå, at overforbruget på jorden er så stort, at vi har brug for flere kloder for at overleve.

Om de kommende projekter vil Lomborg kun oplyse, at der er en rapport på vej om dieselpartikler, ligesom instituttet vil se på den kommende vandmiljøplan III. Og så skal der kigges på, hvordan Danmark kan leve op til klimaaftalen fra Kyoto. Alt sammen kan ses på hjemmesiden: www.imv.dk

Selv om Lomborg personlig har vendt sig mod Kyoto-aftalen, har han som direktør for Institut for Miljøvurdering indført et helt nyt og særdeles Kyoto-venligt begreb: Firmacykler. Helt i instituttets ånd satte den nye direktør sig ned og regnede på, hvad der bedst kunne betale sig - at lade medarbejderne køre rundt i taxa og private biler - eller at indkøbe firmacykler til alle undtagen studentermedhjælperen. Cyklerne vandt. Derfor står der i dag i kælderen under instituttet 13 flotte firmacykler med eget logo. Cykler, der flittigt bliver brugt.

lars.from@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen