Sorte dage for "Nordkaperen"

"Nordkaperen" nåede ikke til Japan og Korea. Efter en forrygende storm i Det Kinesiske Hav måtte Troels Kløvedal og hans besætning vende om og ligger nu i Shanghai.

Det er stadig vejret.

Efter små tre uges indeblæsthed i Wenzhou på den kinesiske østkyst så det ud til, at det vestlige Stillehav var fri af tyfonerne. Og vi havde telefonisk spurgt os for hos både Rutevejledningen i København, der hver dag rådgiver den store skibsfart overalt på verdenshavene, og hos en erfaren svensk kaptajn, der sejler et finsk rederis krydstogtsskib op og ned langs Kinakysten. Vi havde taget de lokale kinesiske vejrmeldinger plus internationale vejrudsigter via internettet og vores egne bedømmelser i ed på, at vi kunne få en fire-fem dage med godt vejr over Det Østkinesiske Hav.

Men alligevel røg vi ind i en af de kraftigste storme, jeg har oplevet på det lille skib i mange år.

Vi ligger nu i et større kinesisk ørige ca 100 sømil syd for Yangtze-flodens munding og slikker alle de blå mærker, småskaderne og ærgrelserne over ikke at komme til Japan og Korea, fordi tiden begynder at løbe fra os.

Det hele begyndte ellers så godt. Ud over at vejrmeldingerne nu var på plads, var den halve by på benene for at vinke farvel til os fra Wenzhous havnepromenade - med en af Kinas smukkeste små øer liggende i baggrunden med sine gamle templer og pagoder og med ruinerne af et af verdens ældste fyrtårne.

Vi havde været i byen i godt tre uger, medens tyfonerne passerede forbi ude i Kinasøen, og mange, mange kinesere havde været forbi "Nordkaperen", tit med hjemmelavede gaver til os. Udskårne drager af sandaltræ, kaligrafi, pandabjørne i fedtsten. Kunstnere med deres malerier, forfattere med deres digte, folk med invitationer over alt i byen - lige fra gratis benyttelse af fitness-centre til overdådige buffeter. Vi fik silketynde papirsdrager, som vi kunne sætte over mastetoppen mod den blå sommerhimmel, og kineserne siger jo så poetisk, at man sender sine sorger til vejrs ved at sætte en drage.

Vi var blevet forkælede.

Men så var lodsen der, og vil lod gå for og agter og satte med strømmen ned ad floden for at gå mod havet.

Allerede da vi gik over deltaet, eller i sømandssproget over barren, begyndte det at blæse op, men heldigvis fra syd, så vi ville få en agten for tværs at sejle på. Vi satte først mesansejlet, så skuden var lettere at holde op i vinden, medens vi satte storsejlet for derefter at sætte klyver og fok.

Vi satte nu kursen på Nagasaki på den store sydlige ø Kyushu i Japan med de fire sejl godt trækkende i skøderne og sejlende med en fart af 11 knob over grunden, hvoraf vi fik de to forærende af en nordgående strøm. Hele dagen lænsede vi mod Japan og havde hurtigt tabt Kinakysten af syne, og det mudrede vand, der næsten er mere rødligt end brunt fra Kinas mange floder, begyndte at få den velkendte himmelblå farve igen.

Vinden tog til

I løbet af natten tiltog vinden, men der var endnu ingen grund til at rebe sejlene, selv om søen havde rejst sig og nu havde den højde, som man kender fra de store oceansejladser - dog med en generende kort bølgeafstand, som skyldes det forholdsvis grunde vand i Kinasøen.

De store fiskebanker er nogle af de mest givtige i verden og forsyner det mægtige Kina med et utal af delikatesser til de millioner af fiskespisende indbyggere. Den lave vanddybde holder til gengæld pludselig op og falder langt ned under de abysale dybder for at blive til dybdegrave ud fra Japankysten, der har nogle af verdenshavets største dybder lige uden for japanernes østvendte kyster.

Men vi er for få om bord i øjeblikket, så vi mærkede langsomt, at vi tærede på kræfterne, fordi vi kun kunne sætte to vagthold i stedet for de sædvanlige tre. Else Marie, der ellers er rimelig søstærk og altid fungerer optimalt på skibet, blev tilligemed voldsomt søsyg, og det er en ærlig sag, men det kan blive livsfarligt, hvis alle om bord på et skib bliver det samtidig.

Jeg har set skibe ligge rundt omkring i verden billigt til salg, mest i Middelhavet, fordi ejerne har mistet grebet, mistet modet og måske drømmene - og har været ude i livsfarlige storme med deres venner, hvor alle var søsyge og hvor de kun mirakuløst er kommet ind i en havn, for derefter aldrig nogen sinde mere at ville sætte deres ben på et sejlskib.

Lille Asbjørn på kun fem år er heldigvis meget søstærk, men måtte se på, at hans mor ikke kunne lave meget andet end at kaste grøn galle op. Asbjørn kom så med mig op at sidde ved rattet fastspændt med en sikkerhedsline.

Femårige børn har det jo med at sige ting ud af hjertet, så det både gibber i én af forbavselse, glæde eller stolthed. Nu er Asbjørn jo det eneste barn om bord i øjeblikket og har været det i lang tid og snakker dermed kun med voksne, hvilket selvfølgelig betyder, at han tilegner sig et voksensprog, som han tit omsætter til besynderlige størrelser i sit lille barnehoved.

Pludselig væltede der en stor sø ind over styrbord låring, hvilket satte både mig og ham totalt under vand, og da søen var rullet over skibet og vi rystede os som to våde hunde, der er kommet op på land igen efter en tur i baljen, sagde han kækt, men alligevel tydeligt rystet, at »...det her er atså for vildt far....« Hvorefter han puttede sig ind under min våde stortrøje.

Jeg havde det selv ikke så godt. Der kan gå år imellem, jeg er søsyg, og alligevel kan der ske det, at jeg pludselig bliver det, og det noget så forfærdeligt. Dagen inden vi tog afsted, havde jeg haft en smule feber, ikke noget særligt, blot det som tanterne i gamle dage kaldte en enkelt streg på termometret, men som alligevel betyder, at man er en smule svækket, og så har søsygen chancen for at få fat i kraven på én.

Sommetider har jeg tænkt på, at jeg i virkeligheden altid er en lille smule søsyg, når vi er ude i hårdt vejr, men at jeg blot har vænnet mig til det, lige som jeg ved mange andre søfolk i handelsflåden gør. Der skal jo navigeres, styres, trimmes sejl, laves mad eller gøres alle de 117 andre ting, selv om alting står på hovedet i et lille sejlskib i hårdt vejr.

Men for mange mange år siden vidste jeg med mig selv, at hvis jeg ville leve det liv, jeg gerne ville leve - sejle ud under stjernerne med mine venner, se om alt det, jeg læste i bladene, aviserne og fra litteraturens verden passede på virkeligheden - ja så måtte jeg lære at bekæmpe søsygen, selv om det var svært. I stor udstrækning er det også lykkedes mig.

Mange klager over at bliver ældre, men med søsyge er det sådan, at den faktisk aftager med alderen, måske fordi det organ, det sanseapperat der sidder i det indre øre og som registrerer ens balance, svækkes som alle andre organer i kroppen med alderen. En eventuel svækkelse kommer altså her én til gode, lidt på samme måde som når man opdager, at kræfterne svinder en smule, men til gengæld opdager, at man med sine erfaringer kan kompensere med lidt snilde.

Himlen blev sort

Erfaring er jo ikke noget, der ellers tæller i en verden, der falder på halen for næsten alt, blot det bliver lanceret som en nyhed, også selv om en gammel ræv kan se, at det tit er kejserens nye klæder, der er ude for at blive luftet.

Så skete der det midt på formiddagen, da vindstyrken nu var oppe på mellem 9 og 10 på Beauforts skala, altså fuld storm, at himlen i løbet af et kvarters tid, midt på formiddagen, blev helt sort. Det var, som om det begyndte at blive nat. Så fik jeg vækket de andre i en fart. Nu var det ned med alle sejl, og det kunne ikke gå hurtigt nok.

Men at bjærge sejlene - at få dem ned i så store brækkende bølger - er meget svært. Jeg tør ikke gå helt op i vinden mere, fordi jeg simpelthen et bange for, at en stor bølge vil brække ind over skibet og rive os alle i søen. Så jeg bliver nødt til at holde fart, samtidig med at jeg går tre streger til vinden, så jeg har en foran for tværs - og så håbe på, at masteringene ikke presser så hårdt på stormasten, at det er umuligt at få dem til at glide mod bommen og kofilnagler.

Storsejlskødet tør jeg ikke hive hjem i længere, da skibet så vil krænge for voldsomt i søen, så vi tog storsejlet, samtidig med at der var slæk på skødet.

Dette er et meget stort arbejde i en storm. Det tog os en time, ikke uden dramatik, fordi den mindste fejl kunne blive katastrofal - for slet ikke at tale om, at nogen kunne falde overbord med meget lille mulighed for, at vi kunne vende og finde vedkommende igen i den voldsomme søgang.

Men Jørgen, Jesper og Gitte fik det store sejl ned, medens jeg styrede og så til, at alting gik rigtigt for sig. Derefter blev de andre sejl bjærget, hvilket også var meget kompliceret i de voldsomme søer, der væltede ind over skibet.

Total udmattelse

Bagefter var vi alle var så udmattede, at vi blot sad nærmest bedøvede på dækket fuldstændig ligeglade med, at søen skyllede over dækket og langt ind under tøjet, for når først man har en fuld storm, er der intet i verden, der er vandtæt mere.

Når det stormer, er det svært at komme op på dækket, fordi søerne slår ind over skibet og styrter ned i kahytten, når man skubber kappen til side for at komme op og ned af lejderen. Kortbordet og kabyssen var for længst oversvømmede. Gudskelov sidder navigationsinstrumenterne så højt, at der skal mere til, før de står under vand, og søkortene er jo lavet af papir, der kan tåle ret så meget saltvand. Det er også nødvendigt, fordi kortskuffen for længst sejlede i saltvand. Hvis man har computere og den slags ombord, kan man godt sige farvel til isenkrammet med det samme og lade det forsvinde ud på den blå hylde...

Da vi havde fået alle sejlene ned og sad og nød vores færdige arbejde, kom det store stormvejr som en tyv om natten. Men samtidig kom regnen også, hvilket slår søerne voldsomt ned. Når det rigtig stormer ind i ansigtet på én, blæser det så voldsomt, at ens hud på kinderne, hænderne eller på en hvilken som helst anden legemsdel, der ikke er tildækket, rynker, lidt som småbølger på en vandpyt i blæsevejr. Den regn, der slår mod huden, er som pistolskud, og selv om man dækker sig så godt til, som man kan, er det næsten umuligt at have åbne øjne, fordi det salte havvand river i pupillerne.

Nu var det tid til at snakke om, eller rettere råbe til hinanden om, hvad vi skulle gøre. Der var stadig 400 sømil til Japan, men kun 150 til Kinakysten. Sejlede vi videre mod Japan, ville vi have vinden til vores fordel, da den stadig var i syd, men skulle vi sejle mod kina ville vi få halv vind og dermed brækkende søer ind over skibet og dermed en endnu mere anstrengende sejlads. Alligevel valgte vi at gå ind mod Kinakysten og så definitivt opgive vores rejse til Japan og dermed også til Korea.

Det var en rejse, jeg havde tilrettelagt gennem flere år, så det ville ærgre mig voldsomt at skulle opgive den. Men på den anden side vidste jeg også, at min tidsplan til rejsens egentlige clou og mål, den store rejse op ad Yangtze-floden, var meget presset tidsmæssigt - og i øvrigt kun ville give os en uge i verdensbyen Shanghai.

Ved at opgive Japan og Korea ville vi få næsten tre uger i Shanghai og 14 dage mere op ad Yangtze-floden, så det ville alligevel være til at bære at skulle opgive den oprindelige sejlplan.

Det gik nu mod Kinakysten i fuld storm, ja på kanten af en orkan blot sejlende for en stormfok og selve riggen. Men humøret steg alligevel hos Else Marie i forkahytten, hvor hun i de voldsomme søer blev kastet rundt som var hun en bold i en Lotto-maskine.

Det store delfinshow

Jeg var ikke selv på dækket, men sov som en død sten i min køje, da Jørgen og Gitte, der havde vagt, oplevede et delfinshow af de sjældne. Normalt kommer delfinerne jo hen til en skibsbov, som kløver vandoverfladen - som var de genetisk kodet til det - for at lege i et par minutter eller i sjældne tilfælde i flere timer. Det, Jørgen og Gitte oplevede, var, at en meget stor flok delfiner, flere hundrede, tumlede, ja surfede ned ad de mægtige bølger i store flokke. Nogle sprang endda på tværs af hinanden i de store søer. Jørgen sagde, at det var, som om de ville lykønske os med, at vi havde fået taget sejlene ned i sidste øjeblik.

På et tidspunkt havde vi et stort fragtskib - en "bulk carrier" - under Panamaflag tværskibs. Vi var så tæt på dem, at vi kunne se, hvordan de iagttog os med deres kikkerter - og så, hvordan det lille skib med det vindblæste Dannebrog under mesanknappen bjærgede sig igennem de voldsomme søer.

Gitte, Jørgen og filmfotografen Jesper havde under hele turen næsten uanede kræfter, og Gitte blev ved med at have overskud i sig og havde stadig åndsnærværelse nok til at ringe dem op på VHF-radioen, hvor hun fik en bekymret stemme i røret, der ville høre, om vi klarede os - eller om vi var i havsnød. Men Gitte kunne melde alt vel ombord, omend det gik hårdt for sig. Hun fik bekræftet, at vi var ude i vindstyrke 10-11 - og at vinden yderligere ville tiltage til fuld orkan. Det var godt, at vi havde taget beslutningen om at søge mod Kinakysten og ikke gå mod Japan.

Kvinder og panikmænd

Nu har jeg igennem 35 år sejlet med godt 1000 mennesker på længere togter. Men er der noget, som jeg aldrig lærer at bedømme hos et menneske, så er det, hvordan det vil reagere, hvis det kommer ud i en fuld storm.

Jeg har oplevet granvoksne mænd, der med stor selvsikkerhed nok ved, hvad der skal gøres i alle situationer, men som alligevel bliver så bange og fuldstændig handlingslammede, at de rent ud sagt gør i bukserne. Og så har jeg set unge kvinder, der var beskedne og måske temmelig usynlige, pludselig vokse i takt med, at farlige situationer tiltog. Jeg har oplevet, hvordan en ellers stille pige pludselig er vanvittig godt udstyret med overblik, handler i en rigtig og logisk rækkefølge, lige meget hvor hårdt det går for sig, ja ligger halvt under bovsprydet i voldsomme søer og alligevel gør alle de rigtige ting på det rigtige tidspunkt.

Ingen - eller meget få - ved, hvordan de vil reagere, hvis de kommer ud for farlige eller uberegnelige situationer. Det viser sig først, når man er ude i uvejret.

Film blev der ikke lavet ret meget af under stormen. Det var simpelthen umuligt, ja selv det vandtætte undervandskamera, vi har ombord, har svært ved at give et rigtigt billede af det dårlige vejr. Alt er vand, og der er ikke noget perspektiv. Hvis man skulle have set os i dårligt vejr, skulle fotografen have stået oppe i tredje sals højde på det skib, der passerede os. Nede ombord var alt vand.

Vi manglede vores kineser

Nu var vores situation, at vi ikke længere havde nogen kineser om bord fra det statslige fjernsyn, CCTV. Det havde vi haft på hele togtet op langs Kinakysten, repræsenteret ved den søde Xu Xiaorong... kaldet Sofie. Der skal være en kinesesk myndighedsperson om bord, når man sejler i kystnære farvande, især indenskærs, som vi gør, og som normalt er hermetisk lukkede for udenlandske skibe. Det er os ligeledes påbudt at have lods om bord, når vi skal op til byerne, der næsten alle ligger et godt stykke op af flodene.

For at få lov til at besejle Kinakysten har jeg tilladelse fra ikke færre end 12 provinsguvernører og fem ministerier, deriblandt militæret. Overalt på søkortene, og især i dette område, hvor der er placeret meget store kinesiske flådeenheder, er der forbud mod at krydse bestemte linier - koordinater.

Nu er det imidlertid sådan, at når man kommer dødtræt i land ude fra oceanet og har klaret en voldsom storm, ja så har jeg aldrig oplevet, at nogen personer, organisationer eller myndigheder ikke har kunnet forstå, at man har søgt ind i roligt farvand. Forbud eller ej.

Jeg satte kursen lige lukt ind i dragens gab og ville så lade stå til, når tid var.

Først passerede vi nogle udkiksposter, derefter nogle moderne vagtstationer, så en flådeenhed på fem destroyere, hvor der stod så mange officerer med lange kikkerter, at de slet ikke kunne se for hinanden på den smalle brovinge. Derefter var vi lige ved at blive sejlet ned af en kinesisk fisker, som troede, at han så syner, da han så den dragebeklædte "Nordkaperen" komme ind i hans fiskefarvand.

Et døgns søvn

Endelig lod vi ankeret gå i en beskyttet bugt og gik til køjs, halvbesvimede af træthed. Der sov vi så alle i et døgn, selv om vi godt engang imellem kunne høre, at der var en moterbåd ganske tæt på os, men vi sov, som skulle vi aldrig vågne mere.

Da vi endelig vågnede, var vi så sultne som ingen af os nogen sinde kunne huske at have været før. Vi lavede morgenmad og mange liter kaffe, som smagte så vidunderligt, at ingen af os nogen sinde glemmer den. Man skal som bekendt have tørstet for at sætte pris på en kop lunken vand eller have prøvet at være fængslet for at forstå friheden.

Nu er det heldigvis sådan, at når først kineserne har givet en tilladelse, så holder de, hvad de lovet og har skrevet under på. Det kom os nu til gode. Selvfølgelig glødede telefonerne, medens vi sov, men vores tilladelser er i orden, og vores enestående pige fra CCTC, der befandt sig i Beijing, medens vi skulle have været til Japan, redte alle tråde ud for os, da vi nu atter lå i kinesiske farvande, men uden tilladelser til at være, hvor vi var, og uden indrejsetilladelser i øvrigt.

Men vi fik alligevel tilladelse til at sejle igennem det ørige, som vi havde søgt i læ under i, så vi kunne komme op til deltaet til Yangtze-floden, der igen skulle føre os op af Huangpu-floden, hvor Shanghai ligger ca. 15 sømil oppe ad floden.

Det blev fem spændede dage, hvor vi sejlede i øriget, som ingen ud over kinesere har besejlet siden Mao udråbte den kommunistiske stat fra balkonen over den himmelske freds plads i Peking i 1949.

En nat var vi ved at komme i klemme, fordi vi havde opankret mellem nogle specielle fiskerbåde, der med store og komplicerede net fangede rejer. Det havde blæst om natten, og ved solopgang var vores anker godt viklet ind i deres tykke ankertove. Der var ved at gå panik i fiskerne, som mere og mere tydeligt forlangte, at vi skulle droppe vores anker, som dermed ville gå tabt. Men i sidste øjeblik lykkedes det os at få varpet os fri, og jeg åndede lettet op, da jeg havde mit gamle, men ny galvaniserede plovanker og min splinter nye rustfrie halvtomme ankerkæde vel oppe på dækket igen.

Lods med våde fødder

Nu skulle vi have fat i lodsen, som skulle føre os det første stykke op ad Yangtze-floden og ind i Huangpu-floden og op til Shanghai. Men der var sket en misforståelse. Vi havde fået oplyst, at de ville give os lods ved bøje fem ude på barren, men da vi havde ligget der en tidlig morgen og ventet en times tid, fik vi besked om, at vi blot lå i vejen for skibstrafikken, fordi vi lå i sejlrenden. Derefter fik vi at vide, at vi skulle sejle den gale vej ud igen, helt ud af flodmundingen for at møde lodsen i åbent farvand. Nu blæste det imidlertid op, så da vi endelig fik det store lodsskib, der har plads til næsten 100 lodser, i sigte, var søen grov, og det ville blive svært at få én af deres små lodsmotorbåde langskibs og få en lods tørskoet over på dækket.

Da vi nærmede os lodsskibet, skød de imidlertid en lille moderne speedbåd ud fra en slidske i deres agterskib, og ud kom en hel hær af hviduniformerede lodser. Jeg holdt lav fart, medens jeg gik op i vinden, og speedbåden satte i fuld fart op mod os til læ. Mellem nogle høje bølger - og uden at de smadrede vores fenderliste eller søgelænder - lykkedes det os mellem to bølger at få den unge lods om bord. Lakskoene så til gengæld ikke så godt ud, men det grinede han bare af, medens han hev sine tynde kinesiske nylonstrømper af sine våde fødder.

I aftenlyset sejlede vi op ad Huangpu-floden i en tæt trafik, som kun kan forstås af dem, der har været til søs, eller som kan huske livet i de store havne for mange år siden. Shanghai er verdens fjerdestørste havneby. Den lokale trafik i Kina er i øvrigt større end i noget andet land i verden, så da vi endelig så Shanghais skyline i aftensolen, havde vi passeret mange mange hundrede skibe, snesevis af skibsværfter, industrier, boligkvartererog rastepladser - samt tusindvis af flodbåde. Shanghai er i juli et tropisk land, så alt foregår under åben himmel i en larm, som kun kan være asiatisk. Der er så travlt, og der er så mange mennesker overalt.

Verdensbyen kom os i møde, og vi var usædvanligt heldige med vejret, fordi den varmedis, der ellers ligger over byen, var opløst af en tør fønvind fra land. Den gav alle skyskraberne en klarhed der, fik alt glas til at funkle som spejle, lynende i solnedgangen.

Til vores store overraskelse havde kineserne besluttet sig til, at vi skulle have ærespladsen i Shanghai Havn, helt inde på The Bund, en af verdens mest berømte promenader - og inde på land stod agenten med et stort skilt med et "velkommen til Shanghai" og en hale af fotografer og journalister.

Tidligere artikler i serien: 26. maj, 23. juni, 30. juni, 14. juli, 28. juli, 4. august og 11. august.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen