Danske nazister - den dårlige samvittighed

Den første oktober 1930 indkaldte fem mænd til et møde i Grundtvigs Hus i København. Deres leder var den tidligere spejderchef og daværende formand for Camping-Klubben, ritmester Cay Lembcke, der til overflod optrådte med ridestøvler og monokel og i øvrigt ernærede sig som indehaver af firmaet Lembckes Friluftsudstyr.

Med brask og bram besteg han talerstolen og krævede, at jøderne i landet skulle optræde som de gæster, de rettelig var, at danske mænd skulle holde op med at være så kvindagtige (»skørteregimentet«, kaldte han det), at landets forsvar skulle styrkes, at kvinderne skulle tilbage til kødgryderne og i øvrigt føde sunde børn, og at der skulle indføres tvungen gymnastikundervisning for alle landets borgere.

Med disse erklæringer stiftedes DNSAP, Danmarks Nationalsocialistiske Parti, med ambitiøse mål tilsat en vis ydmyghed:

»Vi vedkender os aabent og ærligt, at vi kun er fem, alt nyt maa begynde smaat, og vi kan jo blive flere med Tiden,« sagde ritmesteren til Politiken i anledning af stiftelsen, og når man kender historien, lyder det ildevarslende, uhyggeligt. Men mennesket kender ikke historien før bagefter, livet leves forlæns, men forstås baglæns og netop denne baglæns erkendelse kan til tider helt skygge for en reel forståelse af historien.

Understreger historikeren, dr. phil. John T. Lauridsen, der om føje tid sender sin knapt 700 sider lange bog Dansk nazisme på gaden. Den første samlede beskrivelse af nazismen i Danmark før, under og efter besættelsen:

»Jødeudryddelserne begyndte først for alvor i 1941, men i dag ser vi på sådan et stiftende møde med røgen fra gaskamrene på nethinden. Det gør det umuligt at se klart. Vi skal ikke rense disse mennesker, men vi kan ikke bede dem om at dele ansvaret for, hvad der senere skete. Ingen af de mennesker, der var til stede på dette møde, kunne jo vide noget som helst om, hvad nazismen ville føre til. Eller sagt på en anden måde: I dag ved vi, at nazisterne tabte, men det kunne Stauning ikke se, da han holdt sine tyskvenlige taler i 1941. Der så det anderledes ud, og det var den situation, han måtte forholde sig til. Det vil vi ikke forstå, og derfor bliver der arbejdet hårdt på at retouchere historien, så alle ligner frihedskæmpere.«

Ironisk distance

I 1930 var nazismen endnu spæd. Mødet blev da også af pressen refereret med den yderste ironiske distance. Den almindelige offentlighed var simpelthen ved at knække sammen af grin over "Danmarks Hitler", der talte om »befolkningsoverskud« midt i de bølgende kornmarker og det vidtstrakte hedeland. I Svikmøllen afbildedes ritmester Lembcke (med monokel, naturligvis) og en rulle pergament med ordene: »Giv agt! På vagt! Hold takt! Brug magt! Nok sagt!«

Nok sagt. Det har været - og er - holdningen til fænomenet de danske nazister. Eftertiden har ikke villet vide af, at de eksisterede, eller at de kunne eksistere uden for den gruppe af »laverestående individer,« som var den berømte psykiatriske læge Max Schmidts karakteristik af de nazister, han lige efter besættelsen fik lejlighed til at diagnosticere.

»Man kan godt gyse over, at sådan et udtryk bliver brugt af en statsansat læge - med tanke på, hvad verden netop havde været igennem, fordi nogle blev betragtet som laverestående individer. Men det var den officielle tankegang, og det var den, man ønskede fremmet; nazisterne var udskud, der lige var kommet ud af skoven, ingen rigtige, normale danskere var nazister. Man forsøgte at sygeliggøre fænomenet, at gøre dem til umennesker - for dermed at sikre sig selv en plads på den rigtige side af kridtstregen. Derfor har vi den dag i dag aldrig set et opgør med den danske nazisme - kun en fordømmelse.«

Den almindelige mening om den forholdsvis lille flok, der meldte sig ind i nazistpartiet, er, at de primært tilhørte de underste lag i samfundet. Det reelle billede er mere kompliceret, for medlemssammensætningen skifter karakter gennem årene. Først fik partiet tag i de sønderjyske bønder, senere var det de københavnske arbejdere, der meldte sig i stort tal. Flere godsejere, der formodentlig var fascineret af den megen nazistiske snak om jorden, afholdt nazistiske træningslejre og øvede også med våben, selv om det var forbudt.

De små blev straffet

»Men sandt er det i hvert fald, at det efter krigen primært var småkårsfolk, der blev straffet. Det var - som altid - det nemmeste. En mælkemand, der en gang i en ophidset stund har ringet til Dagmarhus for at skælde ud på sin nabo, er nemmere at sætte i fængsel end den godsejer, der i flere år har været aktiv nazist. Så man internerede folk for bagateller, gav dem lange straffe - men jo længere, man kunne trække sin sag i langdrag, jo mildere blev straffen.«

Retsopgøret efter besættelsen står som en af de mørkere perioder i landets historie. Et »juridisk galehus,« kaldte den respekterede jurist C.B. Henriques det forløb, der senere er blevet grundigt beskrevet af Ditlev Tamm. Selve medlemskabet af DNSAP blev ikke kriminaliseret, og partiet blev aldrig forbudt - men opgøret ramte alligevel en stor gruppe mennesker, der i virkeligheden ikke havde gjort andet end at melde sig ind i et lovligt politisk parti.

»Det var ikke en bestemt type af mennesker, der blev nazister. Partiet tiltrak mange forskellige mennesker med mange forskellige bevæggrunde. Tag et eksempel som Olga Eggers. Tidligere kæreste med Georg Brandes, socialdemokrat, kvindesagsforkæmper og så pludselig glødende nazist og en af de mest indædte antisemitter, vi har kendt herhjemme. Hvad er der sket? Vi ved det ikke. Der er ganske enkelt ikke tilstrækkeligt kildemateriale til at afgøre den type spørgsmål på individplan.«

Vejene til nazismen har været mange. Lige efter 9. april meldte mange officerer sig f.eks. ind i DNSAP. Det kan umiddelbart se besynderligt ud, men i brede kredse på den borgerlige fløj så man besættelsen som et direkte resultat af den radikale, selvopgivende forsvarspolitik, og i mangel af dansk forsvarsvilje vendte man sig - som f.eks. også digteren Valdemar Rørdam - mod Hitler som bolværket mod den internationale kommunisme. En stærk, men skuffet nationalfølelse var en af vejene til nazismen, en anden fascinationen af den tyske lov og orden-politik, af de industrielle fremskridt. Den biologiske racisme, racehygiejnen og den naturvidenskabelige verdensanskuelse, har også fanget nogle, den tankegang var i forvejen en levende del også af den danske sundhedspolitik.

Partiet nåede dog aldrig nogen voldsom tilslutning. Ved valget i marts 1943 nåede nazisterne kun lige akkurat to procent af stemmerne, et nærmest pinligt resultat set med de danske nazisters øjne. John Lauridsens forklaring er den, at DNSAP ikke repræsenterede nogle positive værdier, som ikke allerede var kendte.

»Man kritiserede og foragtede den moderne kunst, jamen, det gjorde 90 procent af befolkningen og i øvrigt hele den borgerlige presse. Man dyrkede de gamle danske værdier, historien og sangene, jamen, det gjorde alle og enhver, og det kunne ingen blive uenige om. DNSAP havde egentlig kun jødehadet at byde på, og det har altså ikke vakt genklang. I virkeligheden var det kun i Italien, Østrig og Tyskland, at fascisme og nazisme fik tag i folk i større omfang.«

En uniformeret tid

DNSAP var kun en af mange små politiske grupperinger på den politiske højrefløj. 1930erne var en uniformeret tid, de politiske ungdomsorganisationer - herunder den socialdemokratiske - gik på gaden i uniform, og på hver af de politiske fløje levede sekter samlet omkring et højere politisk mål:

»Fløjene levede af hinanden - som de gør i dag. Men vi kender ikke rigtig de danske nazister fra dengang. Mens kommunisterne har fået biografier i massevis og jo nærmest har slået sig til riddere på modstandskampen, så er nazisterne enten skubbet helt ud i mørket, eller også er denne lille anmærkning i deres karakterbog blevet slettet. I den danske adelsårbog, f.eks., optræder folk, der har fået landssvigerdomme, det står der ikke. Hvorfor er det mere belastende at have været nazist i 1930erne end at have været kommunist? Det kan jeg ikke se. Som historiker kan jeg ikke tage fordømmelse og retouchering som udgangspunkt.«

Når vi i dag betragter den danske nazisme, vil billedet af Fritz Clausen iført trillebør i Faarhuslejren (den tidligere Frøslev-lejr) stå stærkt i forgrunden. Den kluntede, tykke mand, klassens kvabsede Bent, endeligt ydmyget af et triumferende folk, der konsekvent vendte nazismen ryggen. Morten Nielsens berømte digt Skæbne om skolens tykke dreng, der hævner alle de onde år, alle drillerierne, da han bliver »mand og partikammerat,« har for generationer af gymnasieelever været den gængse forklaring på nazismen; det var staklerne, der blev tiltrukket, sølle folk.

Men Frits Clausen var ingen stakkel.

Han er født i 1893 i Aabenraa, i et Sønderjylland under tysk overherredømme. Hans far, købmanden, døde dagen før, sønnen blev født. Som dansk havde man svære kår, men alligevel kom Frits på prøjsisk eliteskole, hvor man også iførtes prøjsisk uniform. På et klassebillede, hvor man genkender flere senere berømte mænd, ser man Frits, der som den eneste har taget huen af. I bar national trods.

»Hans danskhed var ekstrem, naturligvis også fordi den var under pres. Det har pint ham, da han i 1914 blev tvunget i tysk uniform og sendt til østfronten. Han hadede tyskerne. Og han blev ret hurtigt taget til fange af russerne og sendt i krigsfangelejr. Det var før 1917, så det var ikke en dødslejr, der var tale om - selv om forholdene naturligvis ikke har været behagelige.«

Naturlig aktiv

Clausen havde på dette tidspunkt nået at læse medicin i to år, men han kom - i mangel af bedre - hurtigt til at fungere som lejrens læge, ligesom han brugte tiden på at lære sig russisk.

»Det var hans natur at være aktiv, at gå i spidsen. Det har været en selvfølgelighed for ham at organisere tingene i lejren, lige så selvfølgeligt som det var, at han ved hjemkomsten stiftede en forening for de tidligere russiske krigsfanger - med sig selv som formand. Han holdt flittigt foredrag om sin tid i lejren, og da der kom radio til Aabenraa, var han en af de første i studiet. Han nåede at tale både om kaninavl, hans store lidenskab - og om nazisme.«

Men den primære opgave var for Frits Clausen national. Efter krigen stod det klart, at en del af Sønderjylland skulle genforenes med Danmark, og her hørte Clausen til de mest ekstreme; Danmark til Dannevirke, den gamle »folkegrænse,« som han formulerede det, da han kørte rundt i en hestevogn og agiterede for sagen.

»Det er denne utæmmelige energi og nærmest maniske aktivisme, der med ét bliver kanaliseret ud i nazismen. Fra den dag, han møder Cay Lembcke, er han tabt for alle andre sager, nu gælder det kun én ting.«

Frits Clausen var vundet for sagen, men for ham skulle det være en dansk sag. Han håbede nok på tysk sejr i verdenskrigen, men han ønskede et frit Danmark. Han var heller ikke - som Quisling - orienteret om den kommende besættelse. Den 9. april stod han derfor i et dilemma, som han løste ved at erklære, at tyskerne havde den moralske ret til at besætte landet, når socialdemokrater som Hans Hedtoft støttede undergravende marxistiske kræfter i Tyskland.

En lettere spidsfindig mental manøvre, som er med til at illustrere, at DNSAP aldeles ikke stod med åbne arme og viste tyskerne vej. En enkelt uniformeret nazist stillede sig ned til grænsen og gjorde netop dette, man fik ham fjernet, men da var billedet taget, fotografiet, som eftertiden har set og husket. Sådan skabes en historisk myte.

Regnede ikke Clausen

I virkeligheden så tyskerne ikke til Frits Clausens side, da de kom. De regnede ham ikke, og de var ikke interesserede i ham.

»Tyskerne havde ikke brug for en uregerlig og selvstændig dansk nazi-leder. De hægede om deres image. Vi skal huske, at besættelsen af Danmark var en luksus-besættelse, uanset hvilket andet tysk besat land, vi sammenligner med. Intet andet land fik så mild en behandling. SS-folk, der ude i verden havde fået ry som blodhunde, blev forvandlet til de rene lam, da de kom til Danmark. Danske jøder blev ikke sendt i dødslejr, men til Thereisenstadt. Regering og værn fik vi lov at beholde helt ind til august 1943, politiet til september 1944. Tyskerne lagde meget vægt på denne orden, og derfor brugte de kun Frits Clausen som mild pression over for regeringen, som da de finansierede en kampagne for ham efteråret 1940. Men de greb ikke ind, da regeringen forbød offentlige møder, og Frits Clausen trodsede forbudet - for kun at blive standset af politiet. Med det forbud var tænderne i længden mere eller mindre trukket ud af det danske nazistparti, og tyskerne lod det ske.«

Efter det for DNSAP katastrofale valg i foråret 1943 skrev Clausen et tre sider langt brev til Werner Best og frabad sig yderligere tysk støtte. Med udskiftningen af den tyske gesandt Rente-Finck var Clausens aktier også faldet drastisk. Tyskernes nye mand fra november 1942, Werner Best, så ikke noget lys i den korpulente sønderjyske læge, og da Frits Clausen i efteråret 1943 meldte sig frivilligt til SS som læge, var han gået i tyskernes garn. De overvejede alvorligt at lade ham internere i Tyskland, men turde ikke af hensyn til den danske opinion.

I stedet lod de ham rejse hjem i april 1944 med en skandalehistorie om drukkenskab og voldtægt i bagagen - en historie, som Børge Outze af letfattelige grunde elskede at viderekolportere i modstandsbevægelsens blade. Han spillede således - ufrivilligt og uafvidende - med i tyskernes spil, som gik ud på at sværte Frits Clausen mest muligt.

Den sværte har holdt godt. Clausen var færdig.

Efter befrielsen prøvede Clausen ikke at flygte. Han blev anholdt som en af de første og ført gennem Aabenraas gader til befolkningens længe optjente spot. Han døde i december 1947 af hjertestop, før hans sag havde været prøvet ved domstolene.

Således ender historien om Frits Clausen, den danske nazileder. Og således ender reelt også historien om nazismen i Danmark. John Lauridsen insisterer på at se nazismen som et historisk fænomen, snarere end som en i hjertet iboende størrelse.

»Nazismen eksisterer ikke mere - eller den er i hvert fald uden betydning. De såkaldte nynazister er et medieskabt fænomen, og nynazister er der da netop ikke tale om. Tværtimod, det er en række unge mennesker med behov for opmærksomhed, der får den ved f.eks. at fejre Hitlers fødselsdag osv. Pressen stiller villigt op, og der arrangeres voldsomme moddemonstrationer. Foran Theis Christophersens hus kunne man samle 2000 mennesker til anti-nazistisk demonstration, vi ser politikere, der i fulde alvor går i fakkeltog »mod nazismen«. Det er faktisk lidt farisæisk, når man tænker på, hvor alvorlige nutidige problemer i verden, der er at tage fat på. Men man vælger at demonstrere mod en nazisme, der ikke er der, for at sikre sig pladsen på den rigtige side af kridtstregen.«

Jörg Haider

Vi må holde fast i og aldrig glemme, hvad nazismen var, mener forfatteren. Hvis man i tide og utide udnævner folk til nazister, er man ikke bare uanstændig, man er også med til at udvande begrebet.

»Jeg har i årevis beskæftiget mig med østrigsk fascisme og nazisme i mellemkrigstiden. På den baggrund var det en særlig oplevelse at være vidne til, at Jörg Haider fra Frihedspartiet nærmest blev gjort til en nazist, man ikke kunne være i stue med som europæisk politiker i 2000. For det første er han ikke nazist, for det andet svigtede også her den kollektive hukommelse. Der var ingen, der syntes at huske, at samme Haider havde været med i en socialdemokratisk regering i 1980erne! Uden international fordømmelse og larm, men med de samme synspunkter. Det er efterhånden ret udbredt; man siger nazist der, hvor man lige så godt kunne sige dumt svin. Og det er en farlig vej at gå.«

John T. Lauridsen

DEN DANSKE NAZISME

Gyldendal

Udkommer 30. september

niels.lillelund@jp.dk