120.000 km på cykel

Når man nu ikke hedder Bjarne Riis, men godt kan lide at cykle, hvad gør man så? Så cykler man blot Jorden rundt på kryds og tværs på egen hånd. Lars Nielsen fra Hobro har siden 1980 cyklet langt over 120.000 kilometer. Lige nu er han i England.

En person, der foretrækker at tilbringe alle sine ferier mutters alene, kun sammen med sin cykel, må være lidt af en énspænder.

Og det erkender 46-årige Lars Nielsen da også gerne, at han er.

Alle ferier og alle sparepenge bliver brugt på én ting: Nemlig at cykle.

Siden 1980 er det alene på de mange cykelture til steder som USA, Australien, New Zealand, Alaska, Nordkap, Alperne og Sydamerika blevet til 120.000 kilometer på cyklen. Dertil kommer adskillige timers træning. De seneste 10 år er det således i gennemsnit blevet til 23.500 kilometer på cyklen - om året. Det er mere, end hvad en dansk gennemsnitsfamilie hvert år kører i deres bil - og nogenlunde det samme antal kilometer som en professionel cykelrytter kan klare.

Lars Nielsen havde da også en drøm om at blive datidens Bjarne Riis, da han i 1975 fik sin første racercykel. Men det gik ret hurtigt op for både Lars Nielsen og omgivelserne, at talentet til en sådan karrierre ikke rigtigt var til stede.

»Men jeg kunne godt lide at cykle og var samtidig meget glad for naturen. Derfor begyndte jeg i 1980 at kombinere de to ting. Jeg havde aldrig været i udlandet før, så de første fire somre gik med at cykle rundt i Norge. Herefter steg mine ambitioner, og jeg tog i 1984 til Alperne. Året efter gik turen for første gang til USA,« fortæller Lars Nielsen umiddelbart før afgangen på dette års tur, en kort hyggetur på nogle få tusinde kilometer rundt i Sydengland og Wales.

Hårdt tur i 2001

Når ambitionerne i 2002 er skruet en smule ned, hænger det sammen med en meget anstregende tur sidste år, hvor Lars Nielsen på en enkelt tur cyklede halvdelen af kloden rundt.

Og diskussionen om, hvorvidt Tour de France med sine cirka 4000 kilometer på tre uger er blevet for hårdt for rytterne, sætter Lars Nielsens præstation i relief. Ikke mindst i betragtning af, at Lars Nielsen sidste sommer var på vej mod de 46 år:

»Jeg havde en meget voldsom tur. Jeg cyklede fra Kap Horn ved Sydamerikas sydspids til Alaska. En tur på 20.000 kilometer, der tog mig 118 dage med et gennemsnit på 180 kilometer pr. dag. Undervejs led jeg voldsomt af diarré hele vejen fra Guatemala til Alaska - i alt to måneder, hvilket kostede mig et vægttab på 11 kilo. I perioder var jeg så afkræftet, at jeg kunne sidde et helt kvarter for blot at tage mine sokker på. Derfor besluttede jeg mig for en let tur i år,« fortæller Lars Nielsen, der dog langfra har mistet ambitionerne og lysten til at køre på landevejen.

Turen fra Kap Horn til Alaska gik ganske enkelt fra den ene ende af kloden til den anden - fra det ene polarklima - over Ækvator - til et andet. Og sådan en tur burde betyde en forfærdelig masse bagage i form af tøj og lignende. Men Lars Nielsen er en beskeden mand, så han nøjedes med i alt 25 kilo bagage, inklusiv værktøj og to ekstra dæk til cyklen.

Undervejs tog Lars Nielsen fly fra Lima til Panama, ikke fordi han ikke gad cykle, men fordi han ikke ville risikere at blive skudt i de meget urolige lande, han skulle passere. Samtidig tillod han sig selv at tage med bus eller bil, når livet på landevejen blev alt for surt. Og med de voldsomme maveproblemer blev andre cirka 2000 kilometer her skåret af. Ikke desto mindre blev der sammenlagt cyklet 20.000 kilometer på turen.

Forelsket i Nordamerika

Lars Nielsen har især forelsket sig i USA og Canada. Og siden det første besøg i 1985 har han tilbagelagt ikke færre end 67.000 kilometer på sin cykel i de to lande. Det er både blevet til USA rundt og tre ture til Alaska. Og Lars Nielsen har da også flere gange optrådt i de amerikanske medier på grund af sine ekstreme præstationer.

Det er imidlertid også i USA, at Lars Nielsen har haft nogle af sine værste oplevelser:

»På min første tur til USA i 1985 var jeg faktisk ved at dø i Death Valley. På grund af ekstrem varme fik jeg hedeslag og måtte have hjælp af en sygeplejerske og en parkbetjent for at komme levende ud af dalen.«

Turen gennem Death Valley er ubetinget én af de værste oplevelser, Lars Nielsen har haft på sin ombyggede racercykel. Med temperaturer i solen på op mod 70 grader er der så varmt i den berygtede dal, at man kan spejle æg på stenene - og formentlig også på hovedet af en gal mand, der cykler gennem dalen i den stegende varme sol. Men hedeslag eller ej. Lars Nielsen gav sig ikke: Og i 1996 vendte han tilbage for at besejre Death Valley - bl.a. med hjælp af vand, han tiggede fra de forbipasserende biler.

Også en cykeltur fra Denver til Portland i USA i 1998 bringer dunkle mindre frem - om end af en noget anden karakter. Her skulle Lars Nielsen i juni måned over et bjergpas i 3800 meters højde - og blev overrasket af et voldsomt snevejr.

Efter den mislykkede sommertur forsøgte Lars Nielsen senere samme år at genfinde sommeren. Med god hjælp fra familie, venner og andre - samt velvilje fra en meget forstående arbejdsgiver - rejste han hen på efteråret på en 75 dages rundtur til Australien. Og fandt her både masser af sol og varme.

Overvåget i bjørneområde

Også den bedste og flotteste cykeltur står der USA og Canada på. Den gik i 1994 fra Seattle op til Mackenzie-floden i Canada og tilbage til Seattle. I alt 6000 kilometers supertur.

Lars Nielsen har tilbagelagt tusindvis af kilometer i områder fyldt med bjørne. Dog uden for alvor at få problemer:

»Men i 1989 kom en bilist hen til mig, da jeg stod og tog et billede. Han fortalte, at han nu havde kørt og passet på mig i lang tid, da der over en længere strækning havde været en stor grizzly-bjørn, der var luntet bagefter mig, uden at jeg havde opdaget det.«

Den danske lang-cykler er aldrig kommet alvorligt til skade på sin cykel. Men to gange har det været tæt på, fordi han er blevet kørt ned af en bil. I hvert fald den ene gang var uheldet aldeles selvforskyldt, da han på sin tur til New Zealand i byen Christchurch glemte, at bilerne hernede kører i den anden side af vejen. Den stakkels bilist var derfor fuldstændig uskyldig. Heldigvis kostede det kun et ekset baghjul.

Lars Nielsen er aldrig blevet bestjålet, men har et par gange været temmelig bange for at blive overfaldet. Begge gange i USA.

»Specielt i storbyerne har jeg et par gange været rigtig bange. Den ene gang var, da jeg cyklede gennem Bronx og bare håbede på, at cyklen ikke ville punktere. Den anden gang var i Atlanta, hvor jeg kørte fire timer non-stop gennem byen, fordi jeg ikke turde stå af. Men ingen af gangene skete der noget ubehageligt. Nogen har sagt til mig, at det skyldes min attitude. Og det faktum, at jeg ikke kører med solbriller, betyder, at det er meget lettere at komme i kontakt med de lokale. Således blev jeg adskillige gange blevet hjulpet af aboriginals på min tur gennem Australien.«

Den ensomme rytter

Lars Nielsen cykler altid alene på sine ture:

»Nydelsen af naturen er meget større, når man er alene. Det forstyrrer, når man er flere. Samtidig er det meget lettere at få hjælp, når man er alene. Man kan hurtigt smide sin cykel op bag i en pick up-truck. Derhjemme kan man sagtens gå og være bedste venner - men når man så pludselig skal være sammen 24 timer i døgnet, kan det godt ødelægge det hele. Det er måske nok ensomt at cykle alene, men til gengæld bestemmer man selv. Og så kan man nyde lydene af naturen. Og når det bliver lidt for ensomt, kan man give sig til at synge lidt, studere computeren, kortet eller lignende. Jeg kunne ikke tænke mig at gøre det anderledes. Men jeg er nok også lidt af en énspændertype,« erkender Lars Nielsen, der bor sammen med sin gamle far og deres fælles hund.

»Da jeg i 1976 købte huset her, tog jeg hele familien med, mine tre søskende og mine forældre. Nu er der kun min far, hunden og jeg tilbage.«

Hjemme i huset på Skovvej i Hobro handler det meste da også om cykling. Over alt hænger billeder fra Lars Nielsens mange rejser.

Lars Nielsen understreger, at han også har tilbagelagt adskillige kilometer hjemme i Europa - og således både har været på Nordkap og i Alperne adskillige gange.

»Men når man nu har haft lejlighed til at komme langt væk, hvorfor så ikke gøre det?«spørger han.

To hvide pletter

Næste års projekt er endnu ikke fastlagt. Men det skal være til et sted, Lars Nielsen ikke har været før. Og så er der kun to store hvide pletter på verdenskortet - nemlig Rusland (og dele af Asien) samt Afrika.

Den gale cyklist har allerede sikret sig seks ugers sommerferie næste år, så nu mangler bare det rigtige projekt.

Selv om Lars Nielsen er en beskeden mand, koster det at cykle. I gennemsnit sådan cirka 400 kr. om dagen. Han er derfor både afhængig af venlige sponsorer, ligesom han rejser rundt og holder foredrag.

Og så er det naturligvis altafgørende med en forstående arbejdsgiver, der giver grønt lys til at holde både to og tre måneders sommerferie.

lars.from@jp.dk

Lars Nielsens ture



  • 1986 Centrale og sydvestlige alper.
  • 1988 Sydvestlige USA.
  • 1989 Anchorage-Miami.
  • 1990 Middelalderens Tyskland.
  • 1991 USA rundt på 80 dage.
  • 1992 Seattle-Las Vegas-Denver.
  • 1993 Østliger alper og Dolomitterne.
  • 1994 Seattle-Fort Providence-Seattle
  • 1995 New Zealand rundt.
  • 1996 Los Angeles-Las Vegas-Denver.
  • 1997 Kristianssand-Nordkap-Varberg.
  • 1998 Australien rundt på 75 dage.
  • 1998 Denver-Portland, Oregon.
  • 1999 Denali National Park, Alaska.
  • 2000 Candas atlanterhavskyst.
  • 2001 Fra Ildlandet til Ishavet.


Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.