Nytårstaffel hos dronningen
De kvindelige ministre Henriette Kjær (K), Ulla Tørnæs (V) og Mariann Fischer Boel (V) var blandt dronning Margrethes gæster til årets første nytårskur- og taffel.
Den traditionelle nytårsmiddag for blandt andet regeringen, forsvarstoppen og politiledelsen var den første af en række nytårskure, som dronning Margrethe holder i den kommende tid. Regenten trakterede gæsterne med en menu bestående af blandt andet fiskesuppe, stegt dådyrryg og kage med chokolademousse og lavendel.
Som traditionen byder, var gæsterne klædt i galla og de flotteste kjoler. Nytårstaflet regnes for årets fineste i kongehuset. På denne aften bærer familien elefantordenen i guldkæde og ikke som normalt i blåt bånd.