Politikere i chok over underskud
Økonomien sejler i familie- og arbejdsmarkedsforvaltningen i København, mener flere af politikerne, og forlanger, at borgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF) tager ansvaret.
Den katastrofale overskridelse af budgettet for familie- og arbejdsmarkedsforvaltningen har vakt ramaskrig blandt politikerne.
De 79 mio. kr. på grund af øgede udgifter med tilbud til handicappede børn og tvangsanbringelser af børn og unge, samt svigtende indtægter fra forældrebetaling til dagsinstitutionspladser på forventet 47 mio. kr. giver tilsammen et økonomisk hul på 126 mio. kr., som JP København skrev i går.
Politikerne i familie- og arbejdsmarkedsudvalget, som først blev orienteret om problemerne i går, er dybt rystede over tallene.
En af dem er Jesper Schou Hansen (V), som endda måtte læse om underskuddet i avisen.
»Det er en kæmpe skandale, at man ikke før opdager et underskud på 79 mio. kr. Et underskud på så mange penge opstår jo ikke fra den ene dag til den anden, og det siger mig, at der overhovedet ikke er styr på noget som helst i familie- og arbejdsmarkedsforvaltningen,« siger Jesper Schou Hansen, som heller ikke er opmuntret af udsigten til, at næste års budget på området allerede ser ud til at være overskredet med 80 mio. kr.
»Jeg vil tilbunds i den har sag, og derfor må vi have revisionen til at kulegrave underskuddet, for det kan simpelt hen ikke være rigtigt, at vi har en fovaltning med en SF-borgmester i spidsen, der ikke evner at opdage så massiv en overskridelse,« siger venstremanden.
Finn Rudaizky (S) er enig.
»Jeg forventer nu, som hver gang der er problemer i forvaltningen, at der bliver den længste kø ved håndvasken. Vi har en borgmester fra SF som aldrig markerer sig og tager ansvar for noget som helst, så jeg vil opfordre ham til for første gang at træde i karakter og tage et ansvar for det her, i stedet for at fedte det af på udvalget. Vi har aldrig hørt om de overskridelser før,« siger Rudaizky.
En katastrofe
Carl Christian Ebbesen (DF):
»Det er jo en katastrofe. Det svarer stort set til kommunens økonomiske råderum, som Kramer snakkede om sidste uge, og hvad skal der så ske med børneplanen og forbedringer af sygehusvæsen, hvis det her sluger det hele. Det er en bombe under kommunens økonomi, og ødelægger fuldstændig vores fremtidsplaner.«
Majbritt Mamsen (K) betegner det også som en katastrofe.
»Men det er udgifter på områder, vi ikke kan diskutere, fordi de er lovbundne, og vi skal holde loven. Men jeg mener godt, at der kunne have været en bedre styring af økonomien, og siden april, hvor vi tilførte området 25 mio. kr. ekstra, har vi haft en forventning om, at alt var i orden,« siger hun.
Manu Sareen (R):
»Det er kommet som et chok for mig, og jeg mener, at nu skal dette område virkelig kigges efter i sømmene. Det her siger mig, at vi bliver nødt til at nytænke hele dette område. Vi bruger 250 mio. kr. på tjangsfjernelser og forebyggende arbejde om året, og det hænger slet ikke sammen med dette resultat.«
Der er indkaldt til ekstraordinært møde i udvalget på onsdag med en indstilling til godkendelse blandt medlemmerne af at søge ekstrabevilling i økonomiudvalget, for at imødegå dele af budgetoverskridelserne.
Familie- og arbejdsmarkedsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF) vil søge om tillægsbeviling på 21,7 mio. kr. til dækning af merforbrug på handicapområdet, som følge af takststigninger i andre amter, og en tillægsbevilling til dækning af de mindre indtægter fra forældrebetaling i daginstitutioner på 47,9 mio. kr.
De resterende penge håber han, at det analysearbejde, hans egne og overborgmesterens økonomifolk har indledt, vil bringe tilveje, inden året er omme.
»Analysearbejde skal vise, om vi kan gøre det på andre måder, ellers må vi søge om en ny ekstrabevilling til den tid,« siger borgmesteren.
Han svarer på kritikken fra udvalgsmedlemmerne med ordene:
»Der er styr på økonomien, vi har en meget professionel forvaltning, men problemet her er, at der er tale om udgifter, som ikke er forudsigelige. Det er ikke styrbare udgifter, som det er tilfældet på rammeområderne, hvor vi f.eks. kan gå ind kræve nedskæringer i en institution der bruger flere penge end den har på sit budget.«
Overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S) kalder politikernes kritik for useriøs.
»Der er overhovedet ingen bombe uder kommunens økonomi. Det er et alvorligt problem, og det havde været rart at vide tidligere. Det har vi ikke gjort, men det her vælter ikke billedet af Københavns sunde og stærke økonomi,« siger han.
»Ærligt talt, så synes jeg også, at politikerne burde lægge sine Christiansborg-manerer fra sig. Man vælter ikke en borgmester på grund af noget som det her. De skulle hellere bruger deres kræfter på politiske løsninger i stedet for at skabe røre og bekymring hos borgerne med deres billeder af ubalance og dårlig økonomi,« lyder det fra Jens Kramer.
Han siger, at hvis ikke udvalget kan finde dækning for underskud i egne budgetter, så må det drøftes i økonomiudvalget.
»Men der bliver ikke tale om noget, der kommer til at gå ud over borgerne,« understreger han.