Sværere vilkår for nye boligkøbere

Ejere af andelsboliger vil have del i de store gevinster på boligmarkedet. De opløser deres forening og sælger ejendommene med stor fortjeneste til private investorer.

Nye boligkøbere, der hidtil har kunnet vælge andelsboligen som en forholdsvis billig entre til ejerboligmarkedet, får det sværere, fordi der er opstået nye former for økonomisk spekulation i de eksisterende andelsboliger.

I Århus vælger flere og flere andelshavere at opløse foreningen og sælge deres boliger som udlejningsejendomme til en privat investor, der renoverer ejendommene og etablerer nye, dyrere andelsboligforeninger eller udlejningsboliger.

Dermed kan andelshaverne sælge ejendommene til markedspriser, der er steget med raketfart de seneste år, og score en langt større gevinst, end de kan ved et traditionelt andelssalg.

Det er især beboere i ældre andelsforeninger, hvor restgælden er forholdsvis lille, der kan tjene store penge:

»En tom ejendom har en meget høj salgsværdi, og folk, der har købt en andel til 200.000 kr., får måske lige pludselig mulighed for at få en million for deres lejlighed, hvis de sælger ejendommen til en privat investor. Det er meget fristende, især for unge der skal videre på boligmarkedet,» forklarer advokat Torben Winnerskjold, der i mange år har arbejdet med andelsboligret.

Pengeinstitutter og kreditforeninger oplever også den stigende interesse blandt kunderne:

»Holdningen blandt andelshaverne har ændret sig. I mange år har de set, hvordan andre har tjent store summer på fast ejendom, og nu vil de også have deres del af kagen. For fem år siden så man faktisk aldrig, at folk opløste andelsforeninger på grund af økonomiske motiver,« forklarer Per Sønderup, områdedirektør for Sparekassen Kronjylland, Århus.

Opløsning af andelsforeninger er foreløbig mest udbredt i Århus.

I København er det sværere at finde et nyt sted at bo, så derfor tøver ejerne med at sælge. Desuden er andelsforeningerne i København typisk meget større end i Århus, og det gør det sværere at opnå den enighed, som er nødvendig for at kunne opløse foreningen og sælge til en privat investor.

Københavnske andelsejeres vej til de store gevinster er derfor stadig fortrinsvis penge under bordet ved salg. Købere risikerer at skulle betale flere hundrede tusinde kr. under bordet for at få lov til at købe en andel:

»Prisforskellen på andelsboliger og ejerboliger er stadigvæk så stor, at selv om køberen skal betale 100.000 kr. sort, er det alligevel billigere end en ejerbolig,« fortæller Jens Arntoft, ejendomsadministrator i København.

Administrerende direktør i Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation, Jan Hansen, beklager udviklingen:

»Hvis folk opløser andelsforeninger for at score en økonomisk gevinst eller kræver penge under bordet, er det en meget uheldig udvikling, som vi klart tager afstand fra. Det strider mod hele andelstanken,« siger han.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen