DF kræver "terrorspirer" udvist

Potentielle terrorister skal vises ud af landet, mener Dansk Folkeparti. Regeringen afviser, at terrorsympatisører kan udvises inden kriminel aktion.

Dansk Folkeparti kræver potentielle terrorister udvist, også selv om de endnu ikke har begået kriminelle anslag mod samfundet.

Det sker, efter at regeringen i en redegørelse tilkendegiver, at Danmark huser personer og miljøer, som sympatiserer med diverse terrororganisationer knyttet til regionale konfliktområder.

»Der vil fra disse personers og miljøers side kunne ydes logistisk støtte til eventuelle tilrejsende terrorister eller terrorgrupper, som måtte have til hensigt at gennemføre terroraktioner på dansk grund,« hedder det i redegørelsen, der påpeger, at de herboende eventuelt også selv vil kunne gennemføre simple terrorhandlinger, der ikke kræver omfattende forberedelse og planlægning.

Hasard med tryghed

Dansk Folkepartis næstformand, Peter Skaarup, kritiserer, at disse personer fortsat opholder sig i Danmark. Han vil derfor have disse »spirer til terror« fjernet. Næstformanden henviser til, at integrationsminister Bertel Haarder (V) i et svar til Folketinget har fastslået, at en udlænding kan udvises ved administrativ beslutning, hvis den pågældende må anses for en fare for statens sikkerhed eller for en alvorlig trussel mod den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed.

»Hvis regeringen er vidende om, at der findes personer i Danmark, som kan have til hensigt at udføre terrorhandlinger, så skal de udvises. Det er at spille hasard med borgernes sikkerhed og tryghed, hvis man ikke gør alt for at forebygge terrorisme,« siger Peter Skaarup, der i flere spørgsmål til integrationsministeren nu vil rejse sagen over for regeringen.

Men Bertel Haarder afviser, at man kan udvise udlændinge alene på grund af terrorsympatier.

»Munden er fri«

»Munden er fri, men hænderne er bundne. Hvis man gør noget som helst - så falder hammeren med det samme. Det bliver der selvfølgelig holdt øje med. Sådan var det under Den Kolde Krig. Sådan er det nu,« siger Bertel Haarder.

Ministeren mener, at det er en fordel, når rabiate grupper udtrykker sig offentligt - i stedet for at holde sig skjult.

»Så ved vi, hvor vi har dem. Men det betyder ikke, at de kan sige hvad som helst,« siger Bertel Haarder.

Han henviser til, at regeringen har strammet kravene til udenlandske forkyndere, der dermed i særlig grad skal have samfundets tillid for at kunne forkynde. I redegørelsen understreger regeringen:

»Det er afgørende at sætte ind over for terrorismen nu og her gennem bekæmpelse af konkrete terrornetværk.«

Regeringen besluttede i maj at give PET ekstra 135 mio. kr. til øget beredskab mod terror og indsats for at afværge anslag fra ekstremistiske miljøer. Flere end 60 nye agenter skal overvåge især yderligtgående muslimer. Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) fik kort tid efter angrebene mod USA 11. september 2001 ekstra midler til bl.a. nye aflytningsanlæg.

mikkel.thastum@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen