Kongefamilien på hundeslædetur

En stolt kronprins Frederik demonstrerede lørdag aften sine evner som hundeslædefører for den øvrige kongelige familie.

Den timelange slædetur fandt sted ved et besøg på Lyngmarksbræen på den grønlandske ø Disko.

Både kronprinsesse Mary, dronning Margrethe og prins Henrik prøvede at køre på slæde, og prins Henrik filmede desuden turen med et kamera, han havde lånt af Danmarks Radio.

Imponerende

Det var kronprinsesse Marys første tur på hundeslæde, og bagefter var hun imponeret over oplevelsen. Også dronning Margrethe var imponeret.

"Jeg er stolt af Frederik. Man kan se, at han har prøvet det før," sagde dronningen til KNR, Grønlands Radio.

Godt tag på hundene

Lyngmarksbræen ligger så højt, at der er sne året rundt. Turen fandt sted om aftenen for at undgå, at solen fik den øverste sne til at smelte, og kronprinsen dermed skulle på problemer med at at styre slæden. Kronprinsen, der fik erfaring med hundeslædekørsel på Ekspedition Sirius 2000, havde stadig et godt tag på hundene.

"Det er skønt at se hunde og slæde igen. Der er liv og larm med sådan nogle hunde," sagde kronprins Frederik til KNR.

Den kongelige familie gæster Grønland i anledning af Hjemmestyrets 25-års jubilæum og har både besøgt hovedstaden Nuuk samt en række byer på vestkysten. Lørdag og søndag gæstede kongefamilien Qeqertarsuaq på Disko, hvor de kongelige blandt andet overværede en konfirmation i byen søndag formiddag. Søndag går turen videre mod Uummannaq.

Grønlandsbesøget varer frem til 5. juli.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen