Australsk topjob til fængselschef

Fængselsinspektør Jens Tolstrup flytter sig selv og familien til Australien, hvor han skal være direktør for to fængsler, et ungdomsfængsel, et kvindefængsel og den frie kriminalforsorg i delstaten Northern Territory.

Fængselsinspektør Jens Tolstrup har fået et topjob i Australien, hvor han skal være direktør for kriminalforsorgen i delstaten Northern Territory.

I det 1,3 million kvadratkilometer store område med 203.000 indbyggere skal han overføre danske fængselsprincipper til det australske fængselsvæsen. Han har erfaring fra internationalt arbejde for Europarådet i bl.a. Aserbajdsjan.

Jens Tolstrup udløste i 2002 store avisoverskrifter, da han i baghaven ved sin tjenestebolig på Nyborg Statsfængsel blev overfaldet af en eller to mænd, der slog og sparkede ham over det meste af kroppen og efterlod ham med bl.a. fire brækkede fingre. Tre fængselsbetjente blev også overfaldet i samme periode.

Jens Tolstrup var sygemeldt et par måneder, men havde ikke mistet modet på at være ansat i et fængsel. I sidste uge var den 60-årige mand så til jobsamtale i Australien og fik jobbet i konkurrence med en australier. Jens Tolstrup skal tiltræde efter sommerferien.

Hele familien flytter

»Vi skal flytte en hel familie. Opgaven tændte mig, men jeg har også to drenge på 13 og 15 år. Det er en mægtig chance for dem og for os at omplante dem,« siger han.

En stor del af borgerne er den oprindelige befolkning - aboriginals - plus nytilflyttere. Og 80 pct. af de indsatte er aboriginals.

»Jeg glæder mig til at møde et multietnisk samfund. Det bliver en lise at komme væk fra den danske fremmeddebat. Dernede tager man folk for det, de er - uanset hvordan de ser ud og taler,« siger Jens Tolstrup.

Med sæde i delstatens justitsministerium skal han styre to topsikrede fængsler med hver 400 indsatte - 1.500 kilometer fra hinanden - samt et ungdomsfængsel og et kvindefængsel. Desuden skal han udbygge den frie kriminalforsorg, så folk ikke sidder i fængsel længere end højst nødvendigt.

Et åbent fængsel

Jens Tolstrup skal være med til at bygge et mere åbent fængsel, som han kender fra Danmark, indføre flere resocialiseringsprogrammer og sørge for mere undervisning af de indsatte, som ofte ikke taler engelsk som andetsprog. Desuden skal han ændre den organisatoriske opbygning, så der ligesom i Danmark bliver flere, mindre selvstændige enheder med fast personale og større kontakt til de indsatte.

Vicedirektør Ole Hansen fra Direktoratet for Kriminalforsorgen kalder udnævnelsen meget spændende:

»Det er med en vis stolthed, at vi konstaterer, at det kan lade sig gøre. Det er nu anden gang, at vi får direktører i udlandet. Første gang var Ole Ingstrup, der blev direktør for kriminalforsorgen i hele Canada,« siger Ole Hansen.

Ole Ingstrup har rent faktisk som del af et canadisk konsulentfirma udarbejdet 71 forslag til ændringer af kriminalforsorgen i den australske delstat.

Jens Tolstrup skal besætte stillingen i formentlig fire år.

jens.grund@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen