Realisterne og idealisterne

Lydhørhed. Alt afhænger af øjnene, der ser... Og af ørerne der lytter, kunne

man fristes til at tilføje. For statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) var det

amerikanernes lydhørhed, der stod tilbage, da han efter fredagens samtaler i

Det Hvide Hus blev bedt om at karakterisere det væsentligste ved mødet med den

præsident George W. Bush. Om denne nye lydhørhed er et udtryk for, at kampen

mellem de to skoler i amerikansk udenrigspolitik, idealisterne og realisterne,

er ved at tage en ny drejning, vil Fogh ikke tage stilling til. Han affejer

opdelingen som "for teoretisk".

Men et er sikkert. For iagttagere i Washington passer præsident George W.

Bush' anstrengelser for at opnå enighed om en ny sikkerhedsresolution i FN ind

i billedet af, at idealisterne - forsvarsminister Donald Rumsfelds folk - ikke

længere er så meget inde i varmen, som de har været. Til gengæld er

udenrigsminister Colin Powell - eksponent for de såkaldte realister - ved at

tage det foreløbigt sidste stik i kampen mellem idealisterne og realisterne,

Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet, lyder analysen.

Alle ved, at Irak var idealisternes krig. Den tidligere terrorekspert i

Bush-administrationen, Richard A. Clarke, har i sin bog "Against all Enemies"

indgående beskrevet, hvordan Rumsfeld og hans næstkommanderende, Paul

Wolfowitz, i timerne efter angrebene på World Trade Center den 11. september

2001 forsøgte at identificere et link mellem Al Qaeda og Saddam Hussein - en

sammenhæng som efter blandt andre forfatteren og Colin Powells mening ikke

eksisterede. Men Rumsfeld og hans folk trynede i tiden efter 11. september

realisterne. USA gik i krig med Irak. Det var en villet krig. Ikke en skullet

krig, som nogen har udtrykt det. Og Colin Powell har ikke anstrengt sig for at

lægge skjul på, at krigen ikke var hans idé.

(forts.)

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen